Dyrene på Fuglebjerggaard

Vi har mange dyr, men kun så mange, som vores jord kan bære. At jorden kan bære betyder simpelthen bare, at vi selv dyrker al den mad, som vores dyr får at spise: Korn, kløvergræs, løvhø, som er tørrede grene og blade fra haver og hegn, som bliver beskåret i løbet af sommeren og tørret, mølleriaffald, æblepulp fra æblesaft- og ciderproduktion og de orme og småkravl, som grisene finder i jorden.

Det er et godt gammelt princip. Sådan var det faktisk over det hele, før de billige energipriser gjorde moderne, absurd overproduktion mulig. Hvis man holder sig til det, gør det helt af sig selv landbrug mere bæredygtigt, eller sagt på en anden måde, så er det en heftig glidebane ud i massiv landbrugsforurening, enorme transportomkostninger, energispild og alt for mange food-miles, hvis man ikke gør det.

Får

Vi holder får af meget blandet race, primært gamle nordiske racer som er hårdføre og robuste, som ikke bliver for fede, er gode til at læmme naturligt og giver en smuk, blank pels i mange fine farver.

Skindene bliver garvet i Sverige, og man kan købe dem i gårdbutikken. De har alle mulige farver, størrelser og pelslængder, fra tykke bamsepelse til korthårede, som kan komme i vaskemaskinen.

Det er planen af få spundet den fine uld til garn i løbet af 2015.

Kødet bliver slagtet lokalt. Så hænger det en uge, hvad der ikke er almindelig procedure i Danmark, men vi synes, at kødet bliver meget mere smagfuldt af det. Og så kan man købe det frossent i gårdbutikken skåret ud i passende stykker eller som halve grovparterede ferske lam. Vi slagter ca. en gang om måneden fra august til april. De ferske lam kan bestilles i netbutikken og afhentes i gårdbutikken.Vi får også lavet spegepølser af fårene og nogle virkeligt gode marokkanske merguezpølser, som kan fås i gårdbutikken.

Spegepølserne sælger vi både i gårdbutikken og i netbutikken.

Fårene får græs om sommeren og ensilage, som er mælkesyregæret kløvergræs fra markerne, om vinteren og så meget hø, som vi selv kan nå at høste. Når de er meget drægtige om foråret får de ekstra kraftfoder i form af vores eget korn, og det får de også, når de har læmmet og skal producere meget mælk. Når det nye græs er klart i begyndelsen af maj, stopper vi med kornet.

De går i en stor, smuk løsdriftsstald, som vi byggede for 15 år siden, og de kan løbe rundt på en stor mark hele vinteren, og det gør de helst. De kommer kun ind, når det er snestorm og om natten. De bliver klippet i september og igen i marts–april. Mange klipper kun får en gang om året, for det er en stor udgift, men tilvæksten på gimmerlammene stopper, hvis de ikke bliver klippet om efteråret, og så kan de nå at få fin ny pels inden vinteren. Forårsklipningen er så lammene kan komme til patterne, og for at fårene ikke skal svede i tyk pels hele sommeren. Klipningen annonceres i nyhedsbrevet, og det er altid et tilløbsstykke. Her skriver vi også, når læmningen begynder, og man kan komme og se de nye lam.

Køerne

Vi har to Jersey-køer, som løbes hos en lokal tyr – gerne af kødrace – en gang om året og får kalve om foråret.

Tyrekalvene bliver studet og hornet, mens de er meget små, og går så og spiser græs i to år. Det er et år længere end langt de fleste okser i Danmark, men de smager bare uendeligt meget bedre og mere intenst, når de får lov at blive lidt ældre. Kødet bliver mørkt, fedtmarmoreret med Jerseys karakteristiske gule fedt. Det sidste år tager de ikke så meget på, som første år, så det giver mindre kød per foderenhed, men smagen er indiskutabelt bedre, og det vil mange rigtig gerne betale lidt mere for. Vi hænger dem i 4 uger mod normalt 10 dage, og det giver meget mere smagfuldt og aromatisk kød. Det betyder også, at udskæringer, som normalt er ret seje, som klump og tykkam, bliver møre som smør. Den lange hængning betyder også større svind og en lidt højere pris.

Køerne spiser kløvergræs om sommeren og ensilage, hø, lidt mølleriaffald og løvhø om vinteren. Når køer og kalve skal slagtes, så kommer slagteren og skyder dem med en riffel i marken, og det er nok den bedste måde at gøre det på.

Grisene

Vi har ikke ret mange grise, men dem der er, har et herligt liv og smager fuldstændigt vidunderligt.

Ornen er en Ungarsk Uldgris,‘ Uldrich’, et uldhåret svin med lyse, krøllede børster, som bestemt ikke er bløde, og den ligner faktisk fuldstændigt et vildsvin med hvis pels og lange skræmmende hjørnetænder, men den er fredelig nok, især fordi den får lov til at gå samen med soen hele året, hvad man ikke ser nogen andre steder. Det første år var vi bange for, at han ville spise smågrisene, men det går meget roligt for sig. Han er mild og hensynsfuld over for de små grislinger, så der er fin familieidyl i grisestien året rundt. Uldsvin bliver ikke nær så store som en dansk landracegrise, som er avlet for at blive meget store. Kødet er en drøm, fedtmarmoreret og med en tydelig smag af mere vildt end en almindelig dansk gris, og det betyder så også, at de ikke vokser nær så hurtigt. Den eneste sammenligning, jeg kender, er iberiske svin og toscanske Sinta Senese-svin, også begge gamle kødracer med langsom tilvækst og en intenst vidunderlig smag.

Smagen kommer naturligtvis også an på, hvad de får at spise, og vores grise får en meget varieret kost.

De spiser næsten alt grøntaffald, også meget af det vi luger i køkkenhaven. De får alt vore køkkenaffald, også kødben, som de elsker. Hvis de kan se deres snit til at fange en høne, så spiser de også den.

De spiser snegle og mosegrise, mus og regnorme, æblepulp og alt muligt andet spiseligt affald og så naturligtvis korn. Vi giver dem rigeligt at spise, men ikke så meget, at de mister lysten til at rode jorden godt og grundigt igennem med trynerne for at finde mere at spise. De går ude året rundt, og de har i forvejen mere hår end andre grise, men også den danske landraceso får vinterpels. De har et par hytter med tyk halm at gå ind i, men fortrækker at løbe rundt og rode i jorden, også når den er stivfrossen. Det giver god motion. De bliver aldrig fede, og kødstrukturen bliver smuk. Ud over at kigge på dem og klø dem bag ørene og at spise dem, så bruger vi dem også som fræsere, når vi har jord, som skal befries for rødder og flerårigt ukrudt.

Selvom Uldrich har en relativt ringe størrelse, så har han dog krudt nok i sig til at besvangre sin kone ‘Sveske’, som er en meget, meget stor dansk landrace-so. I år har han også blvet far til en sogris fra sidste års kuld, som har ni grislinger løbende rundt omkring sig, og vi håber på et kuld fra Uldrich og Sveske også i løbet af sensommeren.

Kødet serverer vi til julemarkedet, vi spiser en masse af det selv, og man kan købe det i gårdbutikken i sæsonen. Grisene slagtes lokalt og hænger nogle dage, før de bliver parteret.

Vi laver spegepølser af noget af kødet, som man kan købe i gårdbutikken og i netbutikken.

Hønsene

Hønsene går i hønsegården, som samtidigt er vores gamle æblehave, hvor de spiser græs, korn, og alt muligt skabarak, som de selv finder i jorden. De får også af og til affald fra køkkenet. Udover det har vi en flok mere eller mindre vilde høns, som er efterkommere af en kasse af ‘Frandsens landhøns’ fra Søren Ryge. De kan flyve og passer sig selv, udruger et par kuld kyllinger om året og er pyntelige som blomster i haven.

Når æblerne modner, spiser de nedfaldsæblerne, og det har de godt af. De spiser også blade med skurv og alle mulige andre ting, som forhindrer smitte og utøj i træerne. De lægger nogle helt vidunderlige æg, som vi ikke må sælge uden at vi skal en tur gennem den skærsild af kontrolforanstaltninger, som ligger på landbruget i dag – uanset størrelse, og uden at det hjælper en disse på kvaliteten af maden. Så vi har valgt at sælge nogle rimeligt dyre æggebakker i stedet og dele æggene gratis ud til folk som køber æggebakkerne. Naturligvis med en advarsel om, at disse æg måske er meget farlige at spise.

Vi køber hvert år en stor mængde brune æglæggere hos en lokal økologisk æggeavler. I storproduktion er hønsene ikke mere end 1½ år, når de slagtes, og det er dem, vi køber for en meget rimelig pris.

Men vi har desværre haft lidt for mange ræve, som er så frække og sultne, at de også kommer om dagen og tager høns. Om natten er hønsene jo forsvarligt lukket inde i deres hønsehuse. Og nogle endnu frækkere mennesker, som stjal dem alle sammen forrige år. Så det er op og ned med, hvor mange æg vi har.

Kattene og killingerne

Vi har mange katte, fordi vi elsker katte, og så fanger de mus, mosegrise og de strejfende rotter, som alle gårde får besøg af af og til.

Om sommeren er alle vores killinger vores allerstørste attraktion. Der er mange af dem, de er tillidsfulde og kælne, og de bliver kælet og krammet hver eneste åbningsdag af talløse børn, som er fuldstændigt bjergtaget af dem.

Når killingerne er 12 uger gamle, dsv. midt i august, er de klar til at flytte hjemmefra. Vi sælger dem gerne til gode hjem, og man kan forelske sig, beslutte sig og betale sin dejlige killing, når man er på gården i åbningstiden.