De enkelte sorter i frugthaven

Da vi overtog Fuglebjerggaard i 1997 stod der flere vidunderlige gamle æbletræer i det der engang var en hønsegård og samtidig frugthave. Sorterne, de fleste af dem, er plantet - sandsynligvis - for over 100 år siden.

Sorten stammer fra England, hvor den blev markedsført – bragt i handlen, som det hed dengang – i 1871. Den fik ingen større succes, men blev dyrket til dekorationsformål. Herhjemme har den haft en om muligt endnu mere begrænset udbredelse. Den er nævnt i kataloget for C. Mathiesens Planteskole i 1902 og har muligvis været dyrket ganske lidt i Nordsjælland. Hvorfor så nævne den?
          For det første fordi sorten står i Fuglebjerggaards gamle frugthave, hvor den fortæller en historie om en landbofamilie, som i århundredets start (1900), var meget nysgerrig og progressiv. Den er et levende bevis på, hvad der var moderne i samtiden. For det andet fordi æblet har et ganske usædvanligt smukt kina-lakrødt udseende, som kan forklare, hvorfor den i England blev dyrket til dekoration. For det tredje fordi æblet smager glimrende, syrligt, frisk, sprødt og aromatisk. Og endelig fordi æblet i visse år, når det ikke plukkes, kan blive hængende langt ud på vinteren som en smuk dekoration og til glæde for fuglene.

Kansler (eller Gul Hemmingstrup)

Ingen kender Kansleræblet, eller rettere næsten ingen. Rigtigt mange mennesker har derimod de senere år hørt om ‘Gul Hemmingstrup’. Ja – for sådan har jeg omtalt dette helt særlige æble, når der har været gæster med rundt for at høre om vores haver på Fuglebjerggaard. Fuglebjerggaard ligger i Hemmingstrup. Deraf øgenavnet. De første år sammen med Gul Hemmingstrup gav ikke meget væsen af sig – men så en dag gik det op for mig, at vi nede bagerst i den gamle frugthave havde et ganske usædvanligt æbletræ stående. I sig selv er træet smukt med sin meget høje alder, måske mere end 100 år, tykke, grålige stamme, knudrede grene og sin meget velformede høje, hvælvede, udbredte krone med de lavt hængende grene.

                      Og selve æblerne lyser nærmest blegt citrongyldent med en ganske svag tone af rosé i den solede kind. Den fine, fedtede hud er sine steder dækket af små, lysebrune prikker og et elegant rustagtigt korknet, der stråler ud fra stilkens hule, og giver mindelser om andre aldersstegne æblesorter. Smagen er først på sæsonen lidt anonym, syrligt frisk, for siden hen i oktober at afsløre en uovertruffen kombination af syrligfrisk bitterhed med en dyb sødme og krydret klassisk æterisk og dog diskret aroma og samtidig kraftig, fin duft.
                      Efter en årrække i selskab med dette træ har det overbevist mig om, at det er noget helt usædvanligt. Kan ungerne få lov til at vælge, siger de altid ‘Gul Hemmingstrup’ til madpakken – og hvor som helst det ligger sammen med andre æbler, bliver det altid spist først. Og så er det vidunderligt til most, til herlige kager og æbleretter. Det kan gemmes, som Filippa, til hen i januar. I 3-4 måneder glæder dette æble sine omgivelser langt ud over det normale.
                      I dag er træet kopieret – svært i starten, fordi træet kun havde gamle skud. Hvert år bliver der podet nye træer, og nogle har allerede købt et.

Et detektivarbejde

Som sagt, fra min side er det blevet kaldt ‘Gul Hemmingstrup’. Det store spørgsmål har været, om der virkelig kunne være tale om et ukendt æble. Og det skal jo ikke forstås som, at ingen kender det, men er et spørgsmål om, hvorvidt træet og æblet er beskrevet og navngivet tidligere som en sort. Så derfor har jeg spurgt alle og enhver om de kunne genkende æblet, spurgt fagfolk, læst i pomologiske værker og kigget billeder, alt sammen uden held.
                      I efteråret 2001 præsenterede jeg æblet for Ole Madsen (Assens Planteskole), der hårdt presset længere hen på vinteren siger, at det måske er et Ugerløse Æble. Det blev jeg ikke meget klogere af. Men historien kunne være interessant, fordi der ikke langt fra Hemmingstrup ligger en landsby af samme navn. I dag er den vokset sammen med Lynge og ligger mellem Hillerød og Slangerup. Der kunne med andre ord være tale om en vaskeægte lokalsort, som kunne være podet af en af egnens gartnere og videresolgt uden den store ståhej. Som sådan kunne det være historien om, hvordan der stadig findes lokalt baserede sorter, at vores levende kulturarv stadig har noget nyt gammelt at byde på, og at det i gamle tider gjorde en stor forskel, hvor man befandt sig. Mindre ensretning. Den historie passede godt ind i mit økologiske mangfoldighedsunivers.

                      Jeg havde imidlertid mine tvivl – og Ole Madsens udsagn var heller ikke afgivet med nogen sikkerhed. Så derfor gentog jeg spøgen i efteråret 2003. Og der kom svaret prompte, det er sorten Kansler. Og Ole Madsen kender den – han har den i den samling, han har sammen med Bent Nielsen. De har kendskab til ca. 10 træer, så helt ukendt er sorten ikke. Mit kendskab til træet stammer herefter udelukkende fra C. Matthiesen, der skrev om æblet i sit værk ‘Dansk frugt’ fra 1913.

For at gengive præcision i oplysningerne og tidens ånd citerer jeg Matthiesen (side 204):

Kansler- eller Kanselæble. Hvorfra dette dejlige Æble stammer, kan ikke oplyses. I Dansk Havetidende for 1880, Side 60, oplyser daværende Gartner Brummerstedt paa Gaunø, at der dengang fandtes hundredaarige Træer af denne Sort i Gaunø Slotshave, hvor den gaar under Navnet ‘det hvide Æble’. Brummerstedt antog, at det var indført sammen eller samtidig med ‘det røde Æble’, det vil sige Skovfogedæblet. Jeg har senere fundet et træ, dog et yngere af samme Sort i Skovfogedhaven ved Lov Sønderskov, ligesom jeg har modtaget Frugter fra Lindersvold Have ved Præstø – Lindersvold tilhører Gaunø – samt fra Vallø Slotshave; rimeligvis træffes Sorten flere Steder i Sydsjælland, men træerne på Gaunø er de ældste. Wøldike omtaler den ikke i sine Optegnelser og har rimeligvis ikke kendt den. Tyske Sortskendere, hvem jeg har vist Frugten, har ikke kendt den, lige så lidt som de i sin Tid kendte Skovfogedæblet. Hvorvidt vi her har en oprindelig dansk Sort  eller en fremmed for os, lader sig næppe nogensinde oplyse, lige så lidt for denne som for Skovfogedæblets vedkommende. – Med hensyn til Navnet, da har jeg ikke kunne skaffe oplyst, hvilken Stavemaade, der er den rigtige, den sidste synes dog meningsløs, den første kunne vel stå i Forbindelse med, at en tidligere Ejer af Gaunø var Storkansler i Danmark’.

Derudover beskriver Matthiesen selve frugten og fremhæver bl.a., at den regnes for den fineste bordfrugt, og at Brummerstedt har meddelt ham, at æblet på Gaunø værdsættes lige så højt som Gråsteneræblet. Oplysningerne om træets dyrkningsforhold begrænser sig til, at træet skulle være noget sent om at komme i bæring, ‘men da Bæredygtigheden først var indtraadt, svigtede det aldrig, men bar hvert aar og oftest meget rigt.’

En lovende sort

Spørgsmålet er, om sorten er ligeså modtageligt for sygdomme som de andre mest velsmagende æbler, fx Gråsten og Cox Orange. Intet tyder på det. Det gamle træ giver mange sunde æbler, selvom der også er skurv på frugterne og træet har kræft. De unge træer ser meget livskraftige ud – også bedre end netop unge træer af fx Cox Orange.
                      Så jeg har meget stor tillid til, at Kansleræblet har en fremtid for sig. Hvorfor det forsvandt er en gåde. Enten skyldes det det simple faktum, at moderne markedsføring ikke er noget nyt. I planteskolerne og erhvervsfrugtavlen blev der satset på det mest kendte, de vindende sorter, også for 100 år siden. Og her kom Kansler bare ikke med i opløbet og blev glemt. Eller også har den en fejl. Men hvilken? Og hvorfor skulle familien Nielsen på Fuglebjerggaard have taget fejl dengang for måske mere end hundrede år siden, da de anskaffede og plantede deres træer. De står der endnu og bærer frugt. Kansleræblet havde i henhold til beskrivelsen været kendt i 100 år på daværende tidspunkt, ligesom en af havens andre sorter, Nonnetitten eller Flaskeæblet. Tværtimod tror jeg, familien Nielsen var endog meget kyndige – de gjorde ikke bare som naboen. Deres valg af Gascoignes Scarlett viser således, hvordan de også var på forkant. De var oplyste, bevidste, eksperimenterende, modige og åbne. Moderne med andre ord. For mere end 100 år siden.
                      Ugerløseæblet var det ikke, altså ikke helt så lokalt, og dog alligevel. For der var heller ikke langt til Sydsjælland før i tiden, når det gjaldt om at skaffe en god sort – rygtet løb. Og sorten er jo stadig en ukendt del af vores fælles levende kulturarv og eksisterer i dag i kraft af meget få menneskers særlige ihærdighed. Sorten findes ikke på Pometet og dermed heller ikke i Nordisk Genbank!

Flaskeæble eller Nonnetitte

Rigtigt mange nikker genkendende, når de hører om Flaskeæblet, som før i tiden stod i mange landbohaver. Måske fordi det faktisk er ganske karakteristisk med sin ofte aflange facon og gulgrønne og nærmest pinkrøde og stribede farvetegning. Også smagen er sært karakteristisk med en aroma, der har toner af banan og melon. På svensk hedder det meget beskrivende Melonäpple.
          Flaskeæblet kendes helt tilbage fra 1795, hvor det stod i den kongelige frugttræsplanteskole i Odense, også med navnet Nonnetitte. Anton Pedersen skriver i sin bog om æbler fra 1950, at ‘det noget odiøse, plattyske navn, Nonnetitte, ses der ingen grund til at anvende, da navnet Flaskeæble er lige så gammelt her i landet’. Navnediskussioner kan være interessante, men det er det ‘odiøse’, der springer i øjnene. Skyldes det, at ordet nonnetitte betyder nonnespidser, nonnebryster eller endnu bedre: nonnepatter? Dette herlige øgenavn fremgår af en gammel sortsliste fra Tåsinge. I så fald er det odiøse nærmere kuriøst, især fordi det giver mindelser om tidligere tiders humoristiske frivolitet. Det er unægtelig mere sanseligt at sætte tænderne i en Nonnetitte end i et Flaskeæble, måske endda vældig ironisk fordi skrællen har en udpræget fasthed.

Fuglebjerggårds gamle frugthave og oprindelige hønsegård prydes stadig af to formentlig mere end 100 år gamle Flaskeæbler. De er arrede, i forfald, med døde grenpartier og er et stærkt billede af stedets tidslinie og kultur. De er produktive og kan nemt med nogen pleje forny grenvæksten og fortsætte deres liv i mange år. I starten af oktober skal de plukkes, og man skal have meget høje stiger for at kunne få fat i dem. De højest siddende får lov til at falde ned i det bløde græs. Mange ryger i mosteriet, især de trykkede og skadede. De bedste sælges eller gemmes og spises med stor fornøjelse de kommende måneder.
          De første år er sorten noget spinkel og kan have brug for en støttepæl, selvom den podes på vildstamme. Den betegnes som ganske modtagelig for kræft. Det er derfor vigtigt at sørge for, at den er i god vækst, og at den podes på vildstamme.
          En rigtig stor sort med en gammeldags personlighed.

Filippa-æblet er mig bekendt det eneste frugttræ, der er fredet. Det originale vel at mærke – i 1937 i en have ved skolen i Hundstrup på Fyn. Og har man smagt og er vokset op med Filippa, er grunden indlysende.
          Filippa efterlader et uforglemmeligt, nærmest monumentalt smagsspor. Jeg fik det som barn serveret lyndampet og svømmende i oktoberferiens obligatoriske lilla hyldebærsuppe. Kontrasten mellem æblets lysende, syrlige friskhed og hyldebærrets mørke farve og fade sødme er slående, en leg med smag og dufte af efterår og løvfald, der er udnyttet til fuldkommenhed. Intet nok så genialt fødevareinnovations-projekt kan udvikle en smag, der kan nå til knæene af hyldebærsuppe med dampede Filippastykker.
          Det er i samme smagsklasse som Gråsten, Cox Orange, Signe Tillisch og Kansler. Et vidunderligt, smagfuldt, alsidigt og holdbart efterårsæble, som har sin helt egen karakter. Præsenteres et barn for æblet, vil det måske rynke på næsen og efterlade æblet uspist, fordi dets smagfuldhed ligger himmel vidt fra det, de er vænnet til blandt supermarkedets sødsprøde, aromafattige og årstidsløse æbler.
          Skulle jeg være i den ulykkelige situation kun at have mulighed for at vælge én frugtsort ville valget nok falde på Filippa. Og det ville ikke være så slemt endda. Der var med andre ord rigtigt gode grunde til at frede modertræet.
          Det gamle træ står i efteråret 2003 som en faldefærdig rest af tidligere tiders stolte træ lige i hækken og skellet mellem den gamle skole og nabohuset, som i gamle dage var førstelærer Johansens embedsbolig. Alder og storm har lagt træet delvist ned, og fredningen åbenbarer sig kun i kraft af den smukke gamle kobberplade præget med fredningsdatoen i 1937. Træet bør restaureres. Et lille skud fra roden kan give håb om fornyelse. Da træet jo er rodægte kan det principielt starte forfra. De nuværende ejere, Pia og William Nielsen, bekymrer sig om træet, viser det gerne frem og fortæller om dets historie. Og i Hundstrup og omegn er alle bekendt med Filippas historiske arv.

Filippas historie

En dag i skolen fortæller Filippas lærer om bestøvning af blomster og om, at man selv kan så et æbletræ – og er man heldig, så kommer der et godt æble ud af det. Filippa har hørt efter, og sammen med en veninde tager hun et æble med hjem fra skoven. Æblet kommer fra et vildt æbletræ, som veninderne kender og synes smager godt. Hun sår kernerne, og to småtræer udvikler sig fint i løbet af sommeren. For at undgå de voksnes utidige indblanding gemmer hun planterne i moderens staudebed. Men de udvikler sig så fint, så hun må gå til bekendelse og fortælle moderen, at hun gerne vil beholde de små træer, så de ikke ryger med, når staudebedet luges. Faderen synes det er noget pjat, men moderen har sans for datterens påhit og sørger for, at de bliver plantet op ad skolens mur. Et af træerne bliver spist af en løssluppen ko. Det sidste bærer frugt det andet år – men frugten bliver overset, fordi den er sur. Tredje år gentager historien sig: Æblerne bliver spist for tidligt, og lille Filippa må kæmpe en brav kamp for, at træet bliver stående. Det følgende efterår lykkes det at opleve æblerne på det rigtige tidspunkt, hvor de er blevet modne. Og så går det op for faderen, at familien har et guldæble stående.

          I tidens ånd bliver det vurderet af eksperter. Johannsen sender endda en kurv til kongen, som belønner ham med 10 kroner for de gode æbler. Og så sætter Johannsen gang i opformeringen og podning af Filippatræet. En hel lille planteskole udvikler sig på marken ved skolen.
          Tredje gang Filippas træ er truet er i 1906, hvor træet har sølvbryllup. Skolen skal udbygges. Resolut tager nogle af byens gode borgere initiativ til at flytte træet. Man graver en dyb rende, frigraver træet og slæber det derefter til dets nuværende placering mellem skolen og lærerboligen. I 1906! Og 30 år senere sørger andre gode borgere i samarbejde med det lokale Fredningsnævn for, at træet bliver bevaret.
          Filippa bliver syerske i Odense, men vender siden tilbage til Hundstrup, hvor hun i mange år bor hos søsteren. Denne søster har et hjem for børn af piger, der er kommet ‘galt af sted’– sikkert som tjenestepiger i selskab med herrer af omegnens feudale overklasse. Huset ejes i dag af en ældre dame, som blev passet i huset, og som kendte Filippa. Hun har kendt en kvinde, som ikke alene har hørt efter og forstået lektionen, men som også har haft denne for mennesker så særegne evne til at insistere og ende op med det beåndede tilfælde. Legenden lever i bedste velgående i Hundstrup, mens Filippa selv hviler på kirkegården lige på den anden side af hækken i familiegravstedet. Hun fortjener en Filippa på sit gravsted.
          Gad vide hvordan det andet træ smagte?

Ligesom æblet er træet meget genkendeligt. Det har lange, smukke skud, som bærer frugterne endestillet. Det giver et udbredt og åbent træ, der kalder på lyset og himlens energi. Dets smidige grene og skud gør det desværre også meget livligt i blæsevejr, og utallige er de æbler, der i tidens løb er blevet slynget af træet, før de var plukkeklar. I erhvervsplantager er økonomien i Filippa derfor fuldstændig afhængig af, at der er ordentlig læ. Det er vanskeligt at leve med den usikkerhed, som et sent og stort frugtfald kan betyde. Anderledes i private haver. Her er træet – bortset fra vindfølsomheden – et af de mest taknemmelige at dyrke. Sundt, godt, stor vækst, hårdførhed og frugtbarhed.
          For sikkerhedens skyld plukkes æblerne, før de er helt modne i første halvdel af oktober og gemmes i kølig fugtighed. Rigtigt opbevaret kan de spises frem til udgangen af januar. Most lavet af Filippa er en gudedrik. Og til æblegrød er den uovertruffen.

Mit barndoms Cox Orange træ stod i en gammel have i Lyngby, hvor min mormors søster, moster Wille, gennem et langt liv havde levet som guvernante for en pensioneret kaptajnsenke. Deres stillestående liv blev afbrudt hver juleaftensdag om formiddagen, hvor mine søskende og jeg drog af sted for at aflevere en rituel juleblomst – gerne en hjemmedrevet stærkt duftende hyacint med kræmmerhus. Når vi trådte ind ad døren, var det med en særlig form for andagt i mødet med disse alderstunge mennesker med deres anebilleder, tunge plysmøbler og stillestående stuer med sære lugte. Et barn bliver sært stift sat over for alderdommens ro. Efter en obligatorisk nipning til portvin og en småkage blev skoene båret igennem huset, sat på, og nogle nedfaldne Cox Orange blev samlet op fra græsset i den indelukkede baghave, puttet i lommen og spist på hjemvejen. Måske blev hænderne nede i lommen i det kolde vejr for at nulre den sære stilkbule, som er Cox's Orangens mærkbare og synlige karaktertræk.
          Cox Orange var ubetinget det 20. århundredes æble. Det udgjorde en klar majoritet sammenlignet med de andre mest udbredte sorter som Graasten og Belle de Boskoop. Og ikke uden grund: Æblet dufter herligt, og det har en pragtfuld, karakteristisk aroma og dejligt tæt, saftigt, gult kød. Frugterne plukkes sidst i oktober før frosten har skadet dem, og så skal de eftermodne, før de kan tages i brug godt hen i november.
          Sæsonen slutter hen i det nye år alt afhængig af, hvor gode opbevaringsforholdene er. På sin egen aromatiske måde er Cox Orange knyttet til julens varme, skinnende stearinlys og den stegte and. Hen i februar-marts vil æblerne afsløre alderens aftagende saftspændthed og blive mere og mere rynkede og svampede i kødet.

Dyrkning

Ligeså dejligt Cox Orange er, ligeså vanskeligt er det at dyrke. Træet har en spinkel vækst med lange, hængende skud. Det vil danne et udbredt, middelstort træ med overhængende grene, hvis det overlades til sig selv. Sorten kræver varme, og bladene skades nemt af vind. Danmark er sortens nordgrænse, og den trives bedst i varme somre. På den rigtige, gode og lune jord kan æblerne nå at udvikle sig, så de opnår den rigtige farve og aroma og dermed også holdbarhed. Derfor stod det godt og bar rigt i den Lyngbyske gårdhave. Og så er sorten frugtbar og i øvrigt en glimrende bestøver. Bærer den i klynger omkring grenene, skal den tyndes.

          I kolde og tørre år og i år med vandmættede jorde vil træet ikke trives, og bladene kan falde af. Kræft udvikler sig meget nemt, og træet udviser siden hen grene med lange, bare skudpartier. Træet skal have en passende gødskning med kompost, og døde eller kræftbefængte grene skal skæres væk. Er træet gået i stå, skal det måske skæres tilbage for at forny væksten. Skurv ses hyppigt også på frugterne, som derved mister i værdi og holdbarhed. Et tyndet træ med lys og luft kombineret med en meget balanceret gøskning er det bedste værn mod skurven.
          Med andre ord så er Cox Orange ikke for begyndere. På den anden side: Hvordan skal man lære at håndtere en af yndlingsfrugterne, hvis ikke man skynder sig at plante den. Og så kan erfaringerne jo også bruges på andre sorter. 

Cox Orange gjorde sit indtog i danske frugthaver og -plantager i slutningen af 1800-tallet. Oprindeligt stammer den fra en pensioneret brygger, Richard Cox, i Colbrook Lawn i England, som har fremstillet den ud fra udsæd af Ribston-kerner i 1825. I England, hvor den er ligeså kendt som her, hedder den Cox's Orange Pippin. Og så har den en berømt søstersort fra samme udsæd, Cox's Pomona, som også har gået sin sejrsgang over hele verden.

Tvivlsomme efterligninger

          Utallige er de forsøg, der er gjort for at kombinere skønheden med større dyrkningsværdighed. Holstener Cox fx er et populært ‘ersatz’ æble for det rigtige Cox – men i værste fald snydes der, og Holsteneren sælges i det rigtige Cox's navn. En utilgivelig synd at lokke de ukyndige ud i denne vildfarelse. Uanset metoderne og bestræbelserne har det ikke været muligt at omgøre gudernes eller rettere Cox’s værk. Derfor er udfordringen at leve med de vanskelige dyrkningsegenskaber.

 I den gamle have på Fuglebjerggaard står eller rettere stod der en mægtig kæmpe af et æbletræ – 13 m højt. Nok det største æbletræ jeg nogensinde har set. Træet er formodentlig plantet på et tidspunkt efter huset blev bygget i 1881. Desværre var træet ved at dø af alderdom, og saven lagde kæmpen ned i det tidlige forår i 2004. Den overskårne stub blotlagde de fine årringe, og en tælling viste 104 ringe. Med andre ord, så må træet være fra år 1900, sådan cirka. Dødsårsagen kan være de afdøde ejeres uskik med at anvende et ukrudtsmiddel til at holde græsset væk omkring stammen.
                     Frugterne er gule med en rosenrød kind. Når havens andre sene æbler er modne og for længst plukket ned, hænger de der stenhårde – deraf navnet – og fuldkommen uspiseligt sure og bitre. Det er den slags æbler, som man af uvidenhed ryster på hovedet af og overlader til fuglene. De rør dem imidlertid ikke af indlysende årsager. Dog – når frosten har haft ordentlig fat i dem, sker der noget. Solsorten får snart held til at udhule de nedfaldne frugter, uden at den skal opføre sig som en spætte. Frosten har forceret modningen, og noget af æblets modne karakter har med ét gjort det helt anderledes spiseligt.
                      Præsenteret for denne oplysning er det, at en gammel lokal bonde på sit brede  sjællandske udbryder: ‘Jamen ded er jo sådant et, som at vi kalder for et stienævle’. Og første skridt til opklaringen af en af vores levende kulturarvs gåder er taget.

Stenæblet er fra en glemt kultur. Det tilhører den fortid, hvor mennesker var fuldkommen afhængige af evnen til at benytte sig af naturens egne virkemidler. Man har således forstået at udnytte, at æblet har en meget lang eftermodningsperiode og en stor modstandsdygtighed overfor de hormoner, der sætter skub i modningen.
                      Holdbarheden er meget lang hvis man gemmer æblerne under forhold, hvor temperaturen er lav, konstant og frostfri, og hvor luftudskiftningen er minimal. Det gør man på fuldstændig samme måde, som man gør med kartofler, nemlig i en jordkule. Ud på foråret kan æblerne tages frem af kulen, og nu har de udviklet sig – modnet – og kan bruges i køkkenet, eller spises frisk. Efter sigende helt frem til juli er de stadig velsmagende.

Fuglebjerggaards oprindelige ejere var visionære og snusfornuftige. Stenæblet fik havens fornemmeste placering, sikkert fordi der i deres familienkrønike levede solide minder om betydningen af at kunne præstere det bedste vinterforråd. En dansk have kan jo ikke byde på meget før juni måned, så så længe skal der være frisk grønt i fadeburet, for at familiens sundhed og trivsel er på plads.
                      Ud af de uendeligt mange gæster, jeg har fortalt om denne måde at bruge æbler på, er der én gæst, der adspurgt har nikket genkendende. Så det må have eksisteret meget få steder helt op til vores tid.
                      Stenæblet på Fuglebjerggaard har muligvis været podet på en vildstamme, som i dag har skudt et nyt skud fra roden, og som i 2003 blev ompodet med kviste fra træets top. Så måske det kan lykkes at fortsætte historien på samme rod. Muligvis er træet rodægte – det vil vise sig, fordi både rodskud og podekviste skal få lov til at bære æbler. Hvis det er podet, er det muligvis en beskrevet sort – mens hvis det er rodægte og således stammer fra et frø, er det det eneste ene.
Kopier af Stenæblet på forskellige grundstammer giver i alle tilfælde meget vitale, sunde og kraftigt voksende træer med buede grene, der vokser markant mere udad end opad.

På Fyn kaldes et tilsvarende æble for et Jernæble. Det er knaldende rødt og utroligt smukt. Der findes tilsyneladende flere forskellige æbler, der lokalt kaldes Jernæble eller Stenæble.