De enkelte sorter i frugthaven Da vi overtog Fuglebjerggaard i 1997 stod der flere vidunderlige gamle æbletræer i det der engang var en hønsegård og samtidig frugthave. Sorterne, de fleste af dem, er plantet - sandsynligvis - for over 100 år siden. |
Gascoignes Scarlett
Sorten
stammer fra England, hvor den blev markedsført – bragt i handlen, som
det hed dengang – i 1871. Den fik ingen større succes, men blev dyrket
til dekorationsformål. Herhjemme har den haft en om muligt endnu mere
begrænset udbredelse. Den er nævnt i kataloget for C. Mathiesens
Planteskole i 1902 og har muligvis været dyrket ganske lidt i Nordsjælland.
Hvorfor så nævne den? |
Efter beskrivelserne er sorten let at dyrke og rimeligt sund. Æblet
har en karakteristisk meget dyb grube,
hvori stilken sidder. Frugten har en gulliggrøn grundfarve, som på
skyggesiden får et rosenrødt overtræk, mens solsiden dækkes af en
meget livlig rød farve. Smuk at skue. Æblerne plukkes i oktober og kan
bruges til henover jul. Omkring 1950 gik man så vidt som til at anbefale at afprøve sorten i større målestok for at udvide sortimentet med den begrundelse, at erhvervsfrugtavlen ikke kan leve af Cox Orange og Gråsten alene.
|
Kansler (eller Gul Hemmingstrup) Ingen
kender Kansleræblet, eller rettere næsten ingen. Rigtigt mange mennesker
har derimod de senere år hørt om ‘Gul Hemmingstrup’. Ja – for sådan
har jeg omtalt dette helt særlige æble, når der har været gæster med
rundt for at høre om vores haver på Fuglebjerggaard. Fuglebjerggaard
ligger i Hemmingstrup. Deraf øgenavnet. De første år sammen med Gul
Hemmingstrup gav ikke meget væsen af sig – men så en dag gik det op
for mig, at vi nede bagerst i den gamle frugthave havde et ganske usædvanligt
æbletræ stående. I sig selv er træet smukt med sin meget høje alder,
måske mere end 100 år, tykke, grålige stamme, knudrede grene og sin
meget velformede høje, hvælvede, udbredte krone med de lavt hængende
grene.
|
Og selve æblerne lyser nærmest blegt citrongyldent med en ganske
svag tone af rosé i den solede kind. Den fine, fedtede hud er sine steder
dækket af små, lysebrune prikker og et elegant rustagtigt korknet, der
stråler ud fra stilkens hule, og giver mindelser om andre aldersstegne æblesorter.
Smagen er først på sæsonen lidt anonym, syrligt frisk, for siden hen i
oktober at afsløre en uovertruffen kombination af syrligfrisk bitterhed
med en dyb sødme og krydret klassisk æterisk og dog diskret aroma og
samtidig kraftig, fin duft.
|
Et detektivarbejde Som
sagt, fra min side er det blevet kaldt ‘Gul Hemmingstrup’. Det store
spørgsmål har været, om der virkelig kunne være tale om et ukendt æble.
Og det skal jo ikke forstås som, at ingen kender det, men er et spørgsmål
om, hvorvidt træet og æblet er beskrevet og navngivet tidligere som en
sort. Så derfor har jeg spurgt alle og enhver om de kunne genkende æblet,
spurgt fagfolk, læst i pomologiske værker og kigget billeder, alt sammen
uden held.
|
Jeg havde imidlertid mine tvivl – og Ole Madsens udsagn var heller ikke afgivet med nogen sikkerhed. Så derfor gentog jeg spøgen i efteråret 2003. Og der kom svaret prompte, det er sorten Kansler. Og Ole Madsen kender den – han har den i den samling, han har sammen med Bent Nielsen. De har kendskab til ca. 10 træer, så helt ukendt er sorten ikke. Mit kendskab til træet stammer herefter udelukkende fra C. Matthiesen, der skrev om æblet i sit værk ‘Dansk frugt’ fra 1913. For at gengive præcision i oplysningerne og tidens ånd citerer jeg Matthiesen (side 204): |
Kansler- eller Kanselæble. Hvorfra dette dejlige Æble stammer, kan ikke oplyses. I Dansk Havetidende for 1880, Side 60, oplyser daværende Gartner Brummerstedt paa Gaunø, at der dengang fandtes hundredaarige Træer af denne Sort i Gaunø Slotshave, hvor den gaar under Navnet ‘det hvide Æble’. Brummerstedt antog, at det var indført sammen eller samtidig med ‘det røde Æble’, det vil sige Skovfogedæblet. Jeg har senere fundet et træ, dog et yngere af samme Sort i Skovfogedhaven ved Lov Sønderskov, ligesom jeg har modtaget Frugter fra Lindersvold Have ved Præstø – Lindersvold tilhører Gaunø – samt fra Vallø Slotshave; rimeligvis træffes Sorten flere Steder i Sydsjælland, men træerne på Gaunø er de ældste. Wøldike omtaler den ikke i sine Optegnelser og har rimeligvis ikke kendt den. Tyske Sortskendere, hvem jeg har vist Frugten, har ikke kendt den, lige så lidt som de i sin Tid kendte Skovfogedæblet. Hvorvidt vi her har en oprindelig dansk Sort eller en fremmed for os, lader sig næppe nogensinde oplyse, lige så lidt for denne som for Skovfogedæblets vedkommende. – Med hensyn til Navnet, da har jeg ikke kunne skaffe oplyst, hvilken Stavemaade, der er den rigtige, den sidste synes dog meningsløs, den første kunne vel stå i Forbindelse med, at en tidligere Ejer af Gaunø var Storkansler i Danmark’. Derudover beskriver Matthiesen selve frugten og fremhæver bl.a., at den regnes for den fineste bordfrugt, og at Brummerstedt har meddelt ham, at æblet på Gaunø værdsættes lige så højt som Gråsteneræblet. Oplysningerne om træets dyrkningsforhold begrænser sig til, at træet skulle være noget sent om at komme i bæring, ‘men da Bæredygtigheden først var indtraadt, svigtede det aldrig, men bar hvert aar og oftest meget rigt.’ En lovende sort Spørgsmålet
er, om sorten er ligeså modtageligt for sygdomme som de andre mest
velsmagende æbler, fx Gråsten og Cox Orange.
Intet tyder på det. Det gamle træ giver mange sunde æbler, selvom der
også er skurv på frugterne og træet har kræft. De unge træer ser
meget livskraftige ud – også bedre end netop unge træer af fx Cox
Orange.
|
Flaskeæble eller Nonnetitte Rigtigt
mange nikker genkendende, når de hører om Flaskeæblet, som før i tiden
stod i mange landbohaver. Måske fordi det faktisk er ganske
karakteristisk med sin ofte aflange facon og gulgrønne og nærmest pinkrøde
og stribede farvetegning. Også smagen er sært karakteristisk med en
aroma, der har toner af banan og melon. På svensk hedder det meget
beskrivende Melonäpple.
|
Fuglebjerggårds
gamle frugthave og oprindelige hønsegård prydes stadig af to formentlig
mere end 100 år gamle Flaskeæbler. De er arrede, i forfald, med døde
grenpartier og er et stærkt billede af stedets tidslinie og kultur. De er
produktive og kan nemt med nogen pleje forny grenvæksten og fortsætte
deres liv i mange år. I starten af oktober skal
de plukkes, og man skal have meget høje stiger for at kunne få fat i
dem. De højest siddende får lov til at falde ned i det bløde græs.
Mange ryger i mosteriet, især de trykkede og skadede. De bedste sælges
eller gemmes og spises med stor fornøjelse de kommende måneder.
|
Filippa
Filippa-æblet
er mig bekendt det eneste frugttræ, der er fredet. Det originale vel at mærke
– i 1937 i en have ved skolen i Hundstrup på Fyn. Og har man smagt og er
vokset op med Filippa, er grunden indlysende.
|
Filippas historie En dag i skolen fortæller Filippas lærer om bestøvning af blomster og om, at man selv kan så et æbletræ – og er man heldig, så kommer der et godt æble ud af det. Filippa har hørt efter, og sammen med en veninde tager hun et æble med hjem fra skoven. Æblet kommer fra et vildt æbletræ, som veninderne kender og synes smager godt. Hun sår kernerne, og to småtræer udvikler sig fint i løbet af sommeren. For at undgå de voksnes utidige indblanding gemmer hun planterne i moderens staudebed. Men de udvikler sig så fint, så hun må gå til bekendelse og fortælle moderen, at hun gerne vil beholde de små træer, så de ikke ryger med, når staudebedet luges. Faderen synes det er noget pjat, men moderen har sans for datterens påhit og sørger for, at de bliver plantet op ad skolens mur. Et af træerne bliver spist af en løssluppen ko. Det sidste bærer frugt det andet år – men frugten bliver overset, fordi den er sur. Tredje år gentager historien sig: Æblerne bliver spist for tidligt, og lille Filippa må kæmpe en brav kamp for, at træet bliver stående. Det følgende efterår lykkes det at opleve æblerne på det rigtige tidspunkt, hvor de er blevet modne. Og så går det op for faderen, at familien har et guldæble stående. |
Ligesom
æblet er træet meget genkendeligt. Det har lange, smukke skud, som bærer
frugterne endestillet. Det giver et udbredt og åbent træ, der kalder på
lyset og himlens energi. Dets smidige grene og skud gør det desværre også
meget livligt i blæsevejr, og utallige er de æbler, der i tidens løb er
blevet slynget af træet, før de var plukkeklar. I erhvervsplantager er
økonomien i Filippa derfor fuldstændig afhængig af, at der er ordentlig
læ. Det er vanskeligt at leve med den usikkerhed, som et sent og stort
frugtfald kan betyde. Anderledes i private haver. Her er træet –
bortset fra vindfølsomheden – et af de mest taknemmelige at dyrke.
Sundt, godt, stor vækst, hårdførhed og frugtbarhed.
|
Cox Orange
Mit
barndoms Cox Orange træ stod i en gammel have i Lyngby, hvor min mormors
søster, moster Wille, gennem et langt liv havde levet som guvernante for
en pensioneret kaptajnsenke. Deres stillestående liv blev afbrudt hver
juleaftensdag om formiddagen, hvor mine søskende og jeg drog af sted for
at aflevere en rituel juleblomst – gerne en hjemmedrevet stærkt
duftende hyacint med kræmmerhus. Når vi trådte ind ad døren, var det
med en særlig form for andagt i mødet med disse alderstunge mennesker
med deres anebilleder, tunge plysmøbler og stillestående stuer med sære
lugte. Et barn bliver sært stift sat over for alderdommens ro. Efter en
obligatorisk nipning til portvin og en småkage blev skoene båret igennem
huset, sat på, og nogle nedfaldne Cox Orange blev samlet op fra græsset
i den indelukkede baghave, puttet i lommen og spist på hjemvejen. Måske
blev hænderne nede i lommen i det kolde vejr for at nulre den sære
stilkbule, som er Cox's Orangens mærkbare og synlige karaktertræk. Dyrkning Ligeså dejligt Cox Orange er, ligeså vanskeligt er det at dyrke. Træet har en spinkel vækst med lange, hængende skud. Det vil danne et udbredt, middelstort træ med overhængende grene, hvis det overlades til sig selv. Sorten kræver varme, og bladene skades nemt af vind. Danmark er sortens nordgrænse, og den trives bedst i varme somre. På den rigtige, gode og lune jord kan æblerne nå at udvikle sig, så de opnår den rigtige farve og aroma og dermed også holdbarhed. Derfor stod det godt og bar rigt i den Lyngbyske gårdhave. Og så er sorten frugtbar og i øvrigt en glimrende bestøver. Bærer den i klynger omkring grenene, skal den tyndes.
|
Cox Orange gjorde sit indtog i danske frugthaver og -plantager i slutningen af 1800-tallet. Oprindeligt stammer den fra en pensioneret brygger, Richard Cox, i Colbrook Lawn i England, som har fremstillet den ud fra udsæd af Ribston-kerner i 1825. I England, hvor den er ligeså kendt som her, hedder den Cox's Orange Pippin. Og så har den en berømt søstersort fra samme udsæd, Cox's Pomona, som også har gået sin sejrsgang over hele verden.
|
Tvivlsomme efterligninger Utallige er de forsøg, der er gjort for at kombinere skønheden med større dyrkningsværdighed. Holstener Cox fx er et populært ‘ersatz’ æble for det rigtige Cox – men i værste fald snydes der, og Holsteneren sælges i det rigtige Cox's navn. En utilgivelig synd at lokke de ukyndige ud i denne vildfarelse. Uanset metoderne og bestræbelserne har det ikke været muligt at omgøre gudernes eller rettere Cox’s værk. Derfor er udfordringen at leve med de vanskelige dyrkningsegenskaber.
|
‘Stenæble’
og Jernæble
I den gamle have på
Fuglebjerggaard står eller rettere stod der en mægtig kæmpe af et æbletræ
– 13 m højt. Nok det største æbletræ jeg nogensinde har set. Træet
er formodentlig plantet på et tidspunkt efter huset blev bygget i 1881.
Desværre var træet ved at dø af alderdom, og saven lagde kæmpen ned i
det tidlige forår i 2004. Den overskårne stub blotlagde de fine årringe,
og en tælling viste 104 ringe. Med andre ord, så må træet være fra år
1900, sådan cirka. Dødsårsagen kan være de afdøde ejeres uskik med at
anvende et ukrudtsmiddel til at holde græsset væk omkring stammen. |
Stenæblet er fra en glemt kultur. Det
tilhører den fortid, hvor mennesker var fuldkommen afhængige af evnen
til at benytte sig af naturens egne virkemidler. Man har således forstået
at udnytte, at æblet har en meget lang eftermodningsperiode og en stor
modstandsdygtighed overfor de hormoner, der sætter skub i modningen.
|
Vinterforråd
Fuglebjerggaards oprindelige ejere var
visionære og snusfornuftige. Stenæblet fik havens fornemmeste placering,
sikkert fordi der i deres familienkrønike levede solide minder om
betydningen af at kunne præstere det bedste vinterforråd. En dansk have
kan jo ikke byde på meget før juni måned, så så længe skal der være
frisk grønt i fadeburet, for at familiens sundhed og trivsel er på
plads. På Fyn kaldes et tilsvarende æble for et Jernæble. Det er knaldende rødt og utroligt smukt. Der findes tilsyneladende flere forskellige æbler, der lokalt kaldes Jernæble eller Stenæble.
|