Lidt om nogle oversete, men helt vidunderlige planter
Som havenørd og frøpusher kan jeg undre mig over hvilke planter, der af uransagelige grunde er enormt populære, og da især over at nogle andre planter. som er helt vidunderlige og ikke specielt vanskelige eller temperamentsfulde, ikke bliver dyrket nær nok.
Det skifter år for år. Frø jeg overhovedet ikke solgte sidste år, flyver ud af døren i år, og hvorfor er et mysterium. Det har nok mest med at gøre at en eller anden haveskribent, eller tv-vært har rost en plante, som Søren Ryge, der for tre år siden skrev om måneblomster, som da også er vidunderlige – og svære.
Men hvorfor mine kunder, lige i år vil have evighedsspinat, patientkål og vinterportulak, er ikke godt at vide.
Men ud over modens luner og pressens magt er der rigtig mange planter, som jeg har frø til år efter år, uden at der er særligt mange, der får dem prøvet, og det synes jeg egentligt er synd.
Ipomoea
I Sydeuropa dækker de hele bjergskråninger med deres blå, blå blomster, ruiner hylles i deres lange ranker og her i landet ser man dem næsten aldrig. Blå blomster fanger øjet. Jeg kan se det i min planteskole, hvor alt blåt forsvinder, så snart det er sprunget ud; himmelblomst, riddersporer, jakobsstige, Salvia patens – men Ipomoea, det er den sommerblomst, der aldrig bliver solgt. Kun de mest morgenduelige kunder får den at se, fordi hele herligheden kun varer fra solopgang til kl 12.00, hvor de blå snerler ruller sig sammen til en skruet spids sag. Men næste morgen er der lige så mange nye blomster.
Den vokser som den har plads og næring til og kan også hos os nå helt op i toppen af et æbletræ, eller dække et plankeværk på en sæson.
Der kommer masser af frø, og de er nemme at forkultivere i marts, indendørs. What’s not to like? Måske at man ikke er hjemme om formiddagen?
Og så fås den i mange, mange andre farver end lige himmelblå.
Pralbønner
Jeg har lige siddet med en stor kasse tørrede pralbønnebælge og haft den utrolige fornøjelse det er at udvinde guldet; de kulørte fede frø af de tørre, blege bælge. Pralbønner er så smukke, at alle der ikke har set dem før – og det er de fleste – nærmest er ved at dåne, i hvert fald kvinder, mænd nøjes med at brumme anerkendende. Det første man tænker på er halskæder – ikke mad – men de kan sagtens og med stor glæde spises. Faktisk kan de spises i tre stadier: Som meget unge, meget lange og tynde bælge, ligesom haricots verts, men inden bønnerne inden i svulmer. Som friske modne bønnefrø, man piller ud af bælgene og som tørrede udblødte bønner, som koges, marineres, laves til hummus, kommes i gryderetter osv., osv., præcis som deres fætre og kusiner, som vi kender langt bedre.
Som tørrede er de lige så lækre som butterbeans/ limabønner, som efter min ringe mening er den bedste bønne overhovedet at spise. Kæmpestore begge to, men ikke melede inden i.
Som friske bønnefrø er de mindst lige så god som den anden bønne, jeg plejer at bruge til det, borlotto.
Som friske haricots verts er de måske ikke helt så skønne som en lang, smal fransk filetbønne, men de er klar en måned før de almindelige bønner, og det er også værd at tage med.
Pralbønner er en anden art, Phaseolus coccineus, end de andre bønner vi spiser, som er Phaseolus vulgaris. De skal koges godt igennem. De indeholder i alle stadier en smule lektin, som forsvinder ved kogning.
Pralbønner er ikke noget, man går op i hos os, faktisk nedgør man dem, fordi de hurtigt bliver lidt grove i bælgene, helt tydeligt er for træede til at spise som voksne grønne bønner, måske fordi bælgene er 30 cm lange for nogle sorteres vedkommende. Måske bare fordi man ikke ved bedre, og måske fordi de tror, de er noget.
De er faktisk noget særligt. Udover at vær nogle pralerøve, er de noget af det mest dyrkningsværdige, man kan have i sin have. Væksten er skøn og overdådig og kan dække et to meter højt plankeværk inden midsommer. Blomsterne er rigelige og yndigt kulørte i hvid, hvid-rød, rent rød eller laksefarvet, og de er fine i buketter. Og så kan de noget helt særlig, de er flerårige, hvis man da tager dem ind om vinteren.
Jeg fandt ud af det ved et tilfælde, fordi jeg havde tabt nogle frø af den hvide sort ‘White Emergo’ ned i en potte med et citrontræ, eller også var der bare blevet stukket en småplante ned i den da vi plantede de andre ud. Nuvel, citrontræet kom ind i oktober, i stuen. Så tog fanden ved bønnen, som kravlede over stok og sten og op og ned af loftet, mens den taknemmeligt blomstrende hele vinteren.
Man kan altså bare plante den i en potte, og ha‘ den som stueplante, og der er den simpelthen skøn. Så kan den komme ud i haven om sommeren og ind igen næste vinter, hvor den nok skal have en betragtelig potte at vokse i.
Ved et andet tilfælde opdagede jeg sidste vinter, at frøene er helt utrolig hårdføre. Et stativ med pralbønner stod i februar – og der havde det været frost og vinter i flere måneder sidste år, med alle de tørre bælge vi ikke havde nået at høste, dinglende i snestormen.
Jeg syntes bønnerne så forbløffende friske ud, og vi plukkede dem alle sammen, tøede dem op og spirtestede dem. Hver eneste en spirede lystigt.
Se her er jo en plante, der noget ved.
Sære agurker
De bedste, mest intenst smagende, sødeste og sprødeste agurker med det højeste tørstofindhold i hele mit sortiment er der simpelthen alt for få som prøver. Den indiske Poona Kheera, som har den frækhed ikke at være grøn, men får et rødligt sprukkent skind er måske for sær, men altså, inden i gemmer den på agurkekød, som nærmest er som melon.
Den gamle sort Crystal Lemon, som giver en helt overvældende mængde solskinsgule, runde, sprøde saftige agurker, som man spiser som et æble, er der en del, som prøver, og de bliver glade for den. Men den endnu ældre sort Crystal Apple, som gav 20 kg agurker hos mig forrige år – på én plante – men hvor hver enkelt kun er på størrelse med en stor blomme, har grønt skind og sorte pighår, som er nemme at tørre af i et viskestykke, dem vil man altså bare ikke ha’. Den er ellers fin som madpakkeagurk.
Jeg kan kun sige, at de er synd, for bedre, frodigere, mere sygdomsresistente agurker fås ikke.
Sommerfuglekarse
Tallerkensmækkere er måske en smule overvældende sidst på sæsonen. Man kan ikke ligefrem sige, at de er poetiske, men det er deres forfinede kusine Tropaeolum peregrinum. Hun har yndige, lysegule, sommerfugleagtige blomster og smukt duggede blade, som er lige så spiselige som almindelige tallerkensmækkere. Den burde stå i potter over det ganske land, men det gør den altså bare ikke. Sommerfuglekarse trives på friland i en stor krukke eller op ad et hegn. I drivhuset bliver den 2 meter høj og en meter bred, udendørs måske 1½ meter op ad et stativ. Altså i mere overkommelig størrelse.
Den vil så sig selv i potten, men ellers sår man den indendørs i marts–april og planter den ud, når frosten er væk. Eneste fare er kålsommerfuglen, hvis larver synes lige så godt om den som om tallerkensmækkere.
Ananaskirsebær
Ananaskirsebær, Physalis peruviana, er der mange, der prøver i drivhuset, og den er dejlig, om end man må tugte den. for at den ikke skal fylde hele huset. Man får så mange ananaskirsebær, man kan spise, og det er en sand luksus.
Men lav ananaskirsebær, ground cherry, Physalis pruinosa, kan sagtens klare sig og på friland fra midt i maj. Det er en langt mindre plante, maks. 40 cm, som giver en overvældende høst af kirsebærstore frugter hyllet i samme slags papiragtige hylster som de andre ananaskirsebær. De smager bedre. Ananaskirsebær har en biterhed, som gør at man kun kan spise nogle få. Disse her er sødere, og så er det så nemt, at de falder af, når de er modne.
Levkøjer
En duftplante i sin helt egen klasse og en fornem snitblomst, men hvem dyrker den? Der er to slags levkøjer. Udover den lille, øredøvende velduftende, men helt uanseelige natlevkøj, den enårige levkøj, som er dejlig, er der den vinterannuelle, som er den, der gi’r de mest utrolige, silkefede blomsteraks, som man af og til kan købe som snitblomster. De er i en blåligt pastelfarvet palet af farver. De vinterannuelle hedder Brompton Stocks og er måske min yndlingssommerblomst, som faktisk blomstrer til langt hen på vinteren. I går inden det blev snestorm, men efter adskillige frostnætter, stod de fint med lange, smalle, gråduggede blade og prøvede lige så forsigtigt at folde en lavendelfarvet, duftende blomst ud. Man sår den om sommeren, og den står med en roset til næste forår, hvor den går amok, vokser til 1 meter og blomstrer i en køre. De dufter så ubegribeligt vidunderligt, som pinseliljer, at en lillebitte buket er nok til at parfumere hele huset.
God sæson
Camilla Plum
Del på Facebook
