Alt om kvæder og mispler. Tilbud på masser af planter. Nye Shake & Bake bagemiks, skønt, nemt og hjemmebagt. Opskrifter med kvæder og mispler.

Det daglige brød

Vi er jo nok klar over, at ikke alle er de helt store bagedyr. Carl har udviklet en serie bagemiks, som er meget, meget nemme at gå til på 3 vidt forskellige langtidshævede surdejsfuldkornsbrød, både af rug, urhveder og vårhvede. Så nu kan man få duften i køkkenet, smagen i munden og mætheden i maven uden at få nerverne på højkant.

Se mere i netbutikken…

Sæsonsluttilbud på masser af Krydderurter og knolde i netbutikken

Planteskolen er lukket for sæsonen, og vi har ikke plads til det hele. Meget fine tilbud på krydderurter og knolde så længe lager haves.

Til netbutikken…

Mipsler og kvæder: Efterårets sidste høst fra Frugtplantagen

Ananaskvæder, trækvæder og mispler står med de fineste frugter lige nu. De duftende, gule, dunede æblekvæder er det mest vidunderligt aromatiske, sæsonen byder på. Bruges sammen med æbler, bagte, syltede, til gelé, i marokkanske taginer, i tærter, som syltetøj, til kvædebrød eller bare til at ligge i en smuk skål og fylde stuen med duft.

Der hersker stor forvirring om kvæder, fordi vi simpelthen kalder to helt forskellige arter, for kvæder.

Buskkvæder

Den ene art findes i et hvert kommunalt busket i massevis i alle parker landet over. Det er lave, stikkende buske fyldt med små, fedtede frugter, enten grønne eller gul-orange, som dufter helt vidunderligt. Frugterne kan spises. De er skønne til gelé og bestemt også syltetøj og kvædebrød, hvis man lige passerer frugtpulpen gennem en sigte for at få kernerne ud. For det er håbløst at udkerne dem før man koger dem til mos. De er simpelthen for små. Man kan også bare plukke nogle stykker for at lade deres duft fylde hele stuen. Disse buske er Chaneomeles japonica, og de fleste har koralrøde blomster, men man kan få meget mørkerøde og hvid-lyserød blomstrende sorter og de er meget, meget fine.

Ananaskvæder

Chaneomeles cathayensis er den kinesiske variant af buskkvæde, men den er rimeligt stor af en busk at være, nærmere et lille træ. Når den først kommer i gang, kan man sagtes forestille sig, at den bliver de 4 meter høj, den kan blive. Den er meget tornet og blomstrer om foråret med de smukkeste hvide blomster, som er lyserøde i udspring som Belle de Boskoop-blomster. Frugterne er enorme, som store appelsiner, helt glatte, gulgrønne når de modner, rødmende på solsiden nogen gange næsten orange, og så dufter de af en mellemting mellem en bolchebutik og ananas.

De er nemme at frøformere, de skal bare have en vinter i en såkasse i regn, sne og rusk for at spire.

Mine ananaskvæder gror som en 2 meter høj hæk, som nok kan holde en fåreflok ude. De kommer fra frøene af en enkelt frugt. De er 4–6 år om at blomstre, men absolut værd at vente på. Jeg ved, at der findes andre sorter, som har røde blomster, men det får mine ikke.

Hvis du gerne vil have dem selv: Vi har frugter til salg her…

Mit forslag er, at man lader frugten ligge og pynte og dufte, til den er helt moden, og så bruger frøene til at så.

Man kan også få fat frøene i uden frugten…

Endelig har vi færdige planter i planteskolen til foråret.

Trækvæder

Cydonia oblonga er egentlige træer, som vokser i mange gamle haver, og hvis man ikke har dem, så skal man plante et.

Blomstringen er fin med store hvide skålformede æbleblomster, smukt løv med fine efterårsfarver og kvædefrugter i kassevis. Man kan vælge pære eller æblekvæder, der kun siger noget om frugtens form.

Kvæder er næsten ufatteligt aromatiske og meget anvendelige til mad, desserter, syltetøj, gelé, bagte, fyldte, kvædebrød… Marokko og hele Mellemøsten, i Grækenland, Tyrkiet, i Iran og Irak er de brugt i maden i hele sæsonen, som man ser frem til som vi andre glæder os til jordbærsæsonen.

En enkel kvæde dufter så intenst, at den kan parfumere et helt hus ved sin blotte tilstedeværelse i en skål på køkkenbordet,

Opskrifter med kvæder her…

Hvis du gerne vil have dine egne kvæder,

Man kan købe frugterne hos indvandrergrønthandlere, sommetider i enorm størrelse. De er smukke og sprøjtet sønder og sammen som al anden importeret, konventionel frugt

Kvæder med posten: Vi har et begrænset antal kilo kvæder i vores netbutik og naturligvis i gårdbutikken:

Podekviste kan bestilles her…

Endelig får vi masser af kvædetræer i planteskolen til foråret.

Mispler, Mespilus germanica

Misplen er et lille træ med udbredt krone, som kan blive meget gammelt. Det bliver kun 2 meter højt og vokser med tiden kun i bredden. Blomstringen ligner magnolia. Frugterne er smukke og sære på en lidt djævleagtig måde. De er små, virkeligt mærkelige frugter fra den såkaldte germanske mispel. Det er en alt for sjælden og meget smuk prydbusk, fuldstændigt hårdfør i danske haver. De stammer på ingen måde fra Tyskland, men er fra Mellemøsten. Med tiden bliver den til et smukt, lille, bredt og knortet træ og giver enorme mængder mispler. De har ikke spor at gøre med de mispler eller Nespolo, man kan finde i indvandrerbutikker i maj, og som nærmest ligner abrikoser. De er en meget fin dessertfrugt, frisk og æbleagtig, vokser i tempereret klima, på enorme træer med store blade, der er lodne på undersiden, og de kan bestemt ikke tåle frost. Begge slags mispler er i familie med æbler – og roser. Vores mispler er fantastiske til gelé og til pynt, og ikke til meget andet, selvom andre – og mindre kræsne skibenter mener, at de er superlækre, så må jeg i sandhedens interesse sige, at de smager, når de er bløde og efter sigende spiselige, mest som de stødte pletter på æbler. Træet er nu værd at have med at gøre alligevel. Mispelfrø fra frugterne kan sås ligesom buskkvædefrø, når frugterne er meget modne og nærmest rådne. Sås i kasser, som stilles udendørs. De spirer til forået.

Du kan købe frugterne her…

Og podekviste til dit eget mispeltræ her…

Julepynten

Julepynten er på plads, også i gårdbutikken. Mere om det i næste nyhedsbrev, men man kan da se og bestille både grøntsagerne, hundene, jungledyrene m.m.m. her…

Hav et dejligt løvfald.
Camilla Plum og Co.

Del på Facebook