Søde kartofler, Ipomoea batatas, er en tropisk rodknold, som giver et rimeligt udbytte især i et drivhus. Nu er der ikke den store forskel på, hvordan friskhøstede søde kartofler og dem man kan købe smager, men det er jo sjovt at dyrke sine egne, men man skal dyrke dem for bladenes og deres skønheds skyld. Knoldene er bare en bonus.
Løvet er meget, meget lækkert. Der kommer metervis af ranker at spise løs af. Man bruger dem som spinat eller grønkål, men de har ikke så meget oxalsyre og er mindre bitre end grønkål. Til gengæld har de latterligt meget b6, c-vitamin og riboflavin, så man kan bare spise løs.
Hvis man insisterer kan man lave dem selv. Man kan ikke bare proppe en sød kartoffel i jorden og vente. Dels har de fleste fået spirehæmmende behandling, dels skal man bruge en helt anden teknik. I April køber man en økologisk sødkartoffel, som ikke har fået spirehæmmede kemikalier, skærer dem over på midten, stiller den i ca. 2 cm vand et lyst og lunt sted med skærefladen nedad, og venter i et par uger. Hold vandet konstant. I mellemtiden har den lavet en mængde spirer, hvoraf nogle formentlig har lavet rødder. Bræk dem forsigtigt af, eller skær dem af med et lille stykke af moderkartoflen. Pot dem op i potter, stadig indendørs. Lad dem vokse til, og plant dem ud i maj i drivhuset. I juni kan de plantes et beskyttet sted på friland. De kan blive meterlange, så et klatrestativ er godt. Planten er flerårig, så hvis man har dem i store potter, og lader selve rodknoldene være, kan de overvintres inde i stuen.