Salatskålsbedet. 
 
 

I Iran har man en smuk tradition for at servere en skål med urter til hvert eneste måltid.

Måske ikke en egentlig salat, men en stor skål med friske urter som mynte og dild, persille og koriander, radiser og blade, friske små løg, romaine salatblade, rucola og spinat, mælkebøtteblade, friske hvidløg, alt efter hvad sæsonen byder på. Der behøver ikke være mange forskellige slags på en gang, men urter der svarer til maden, lysten, og hvad ens grønthandler eller have kan præstere.

Det hele spises både før maden som snacks, og sammen med maden, og ideen er nærmest genial. Man får spist mange flere urter end hvis det bare kommer som drys, man kan få tilfredsstillet sin trang til rigtig mange urter, og så i øvrigt vælge og vrage mellem friske, grønne sager der ikke bare er smagfulde, og forgylder ens mad, men også er nødvendige for at blive lykkelig i sin mave og i sin sjæl. 
 

De fleste spiser salat hver dag, og som regel til maden, men egentlig er det klogere at spise den allerførst, som en forret, der hvor man er rigtig sulten. Salat og urter stimulerer appetitten, og man kan spise dobbelt så meget af de sprøde grønne skønheder når man spiser dem på den måde.

Men meget salatspisning kræver lidt mere for at være interessant end bare grøn salat og en god dressing. Der skal urter og andre blade, noget sprødt, noget sødligt, noget let bittert, noget krydret, og gerne noget farverigt til, for at få vækket interesse hver eneste dag.

Det dejligste er at lave et bed, helt specielt beregnet til salaten.,  
 
 

Hvis man forestiller sig at man har et ’Salatskålsbed’ som skifter indhold, (men ikke placering) hele sæsonen igennem, er der helt utroligt mange muligheder for at få både rigtige salater, men også alt muligt andet grønt, velsmagende ril at vokse i det, hele tiden. Salatskålsbedet skal ikke ligge på samme sted i haven hvert år, fordi jorden bliver træt, og fordi man også vil dyrke planter af kålfamilien ind imellem, og man risikerer at få den frygtede sygdom kålbrok hvis man dyrker kål i det samme bed i flere år. Til en familie på 4 kan det hele klares på 4-5 m2 
 

De helt oplagte ting at drysse mildt over sin salat er de sprøde urter som kan komme i med stængler og det hele, enårige krydderurter som kørvel, dild, koriander, basilikum og de lidt mere træede som mynterne, estragon, sommersar, og vietnamesisk pileurt, som skal pilles af stilken før de kommer i salaten.

Basilikum kan man ikke ha i bedet, den skal helst i drivhus, og mynten vil jeg på det varmeste anbefale at dyrke i en stor potte eller balje gravet ned i bedet, mynte tager gidsler, faktisk alle de andre planter i bedet, og man kommer til at betale dyre løsepenge i form af ekstremlugning hvis man bare lader den få frit løb.

De kan noget med at se helt uskyldige ud, og når man så når man vender ryggen til vokser de helt enormt, så når man kigger næste gang fylder de dobbelt så meget. 
 
 

Ærter virkelig fine i salaten, ikke nogen nyhed, men det det handler om er de sprøde, møre ærte topskud, ærte Blomster og fangtråde som enhver ærteplante producerer rigeligt af, især hvis man bliver ved med at plukke.

Det betyder at man bare skal så en række ærter, og plukke løs til de bliver trætte af det engang.

Så hiver man dem op og sår noget andet.

Alle slags ærter kan bruges, også dem der får farvede blomster, og blå bælge, f.eks. ’Blauwschokker’, men selve ærterne skal man selvfølgelig ikke regne med, hvis man løbende plukker blomsterne. Lathyrus skal man IKKE spise.  
 

Hestebønner er mere end bønner, de får virkelig lækre grønne saftige hestebønneblade, længe før de får bønner, og her er der flere muligheder, hvis man allerede for længst har sået bønnerne så har planten godt af at få nappet topskuddene af til salaten, ellers får de bare bladlus, som også er vilde med de nyeste blade. Bønnerne spiser man også., og når planten så er blevet træt af alle de bønnefødsler skærer man den helt ned, hvorefter den tager fat igen og laver nye blade og stængler. I et varmere klima end vores ville et nyt hold bønner kunne nå at modnes, men vi kan simpelthen spise løs af de nye blade, til planten også bliver træt af det.

Man kan også så hestebønner i oktober og håbe de klare vinteren, for så at kunne spise blade igen til foråret. Alm. bønners blade og blomster skal IKKE spises.  
 

Græskar og courgetteskud er meget populære i maden i hele Asien, så hvis man også her er kommet lidt sent i gang kan man så eller plante græskar eller courgetter og så nøjes med de fine grønne sprøde skud, og både blomster og fangtråde er også meget lækre. De gør sig bedst i let wokket form, eller ganske kort blancheret i kogende vand.  Herefter er de fine i salaten eller bare som tilbehør med citron, olivenolie og salt på. 
 

Hvis man kan lide friske hvidløgsskud i sin salat, og det kan man, så kan man når som helst på året stikke nogle fed hvidløg i jorden og bare vente til der kommer fine grønne skud.

Med tiden vil det vokse og dele sig, til en grøn tue af små hvidløg, og det skal man bare lade det gøre, hvidløgsskud er noget af det allerførste man kan klippe af om foråret. 
 

Skorzonerrødder får andet år en tæt tue, virkelig lækre grønne blade, det samme gør havrerod. Hvis man dyrker dem alligevel kan man lade nogle stå vinteren over for at få en meget tidlig høst af de labre blade. Hvis man ikke dyrker dem kan man simpelthen stikke et par indkøbte skorzonerrødder i jorden om efteråret. 
 

Der er et enormt udvalg af Asiatiske bladgrøntsager i senneps - og kålfamilien, der alle vokser ekstremt hurtigt, lige så snart det er køligere i vejret.

De sås fra 1 ste august og frem til midt i september, hvorefter det er bedst i drivhus.

Under alle omstændigheder kommer der masser af blade til at spise med en lidt skarp smag, som er ret forfriskende, Tai sai, tat soi, Namenia, Mizuna, Pak choi, det er bare at prøve sig frem. De kan sås tæt, så man får én række klip-og – kom - igen blade, eller som salat, hvor de får lov at blive til egentlige hoveder. 
 

Det samme kan man gøre med rigtige salater, jeg har som regel en række hvor jeg blander de sidste frø i poserne, sår dem tæt i en rille og kan klippe af den som pluksalat i mange uger. Hvis man klipper over hjerteskuddene kommer de troligt igen. 
 

Rucola som er enårig har det også fint med såninger frem til midt i august, og længere i drivhus. Det går ret nemt i blomst når det bliver sået når det er for varmt, tidlige og sene såninger giver flottere blade.

Man kan også nå at så den flerårige rucola, /sandsennep / Diplotaxis tenuifolia, som er den type rucola der har savtakkede smalle blade og sen skarpere smag end den enårige med brede blade. Den sås i en kasse og prikles ud når det ligner ordentlige planter, og derefter kan man klippe af den i årevis. Begge rucola har fine blomster som smager præcis som bladene.  
 

Amerikansk landkarse er en slægtning til brøndkarse, og meget, meget hårdfør. Så den 1sts. August og får fine rosetter af skarptsmagende blade hele efteråret., og vinteren med.

Den kan sås frem til midt i september. Den overvintrer på friland, og i det tidlige forår laver den først mange blade, derefter gule blomster. Det er nemt at tage frø og så den igen. I modsætning til brøndkarse behøver den ikke vand i store mængder, alm. havejord virker fint. 
 

Hjulkrone er velkendt, men mest blomsterne der enten er himmelblå eller hvide og pynter i salaten., uden at kunne fremvise den helt store smag. En svag, men delikat agurkesmag er hvad det kan blive til, men fint er det bestemt.

Det er flotte store planter som sår sig selv hvis de får lov. Jeg lader mine gøre hvad de vil, medmindre de står meget i vejen. Der er ingen grund til at forkultivere dem, de skal bare sås, de skal nok komme op, med de karakteristiske stikkende store kimblade. De kan sås frem til 1ste august.

Hvad der derimod først for nyligt er gået op for mig er at Hjulkronebladene er mindst lige så interessante, de smager af østers. Ikke på sådan en pjevset, heninærhedenagtig måde, men simpelthen skarpt, og klokkeklart.. Man skal bruge dem unge, ellers bliver de for stikkende. Det er meget, meget interessant i alle sammenhænge hvor man gerne vil have havsmagen, til fisk, muslinger, salater med fisk, skaldyr, eller bare i en blandet grøn salat. 
 

Morgenfruer er selvskrevet i salatskålen, de fine gyldne blade er pebrede, men ikke dominerende, og at så en håndfuld morgenfruefrø er nok noget af det mest taknemmelige man kan give sig af med i haven. Man kan så morgenfruer frem til 1 ste august.

Tallerkensmækkere er også fine, både de runde blade og de spraglede blomster giver den fineste skarpe karsemag, man skal bare være klar over at de fleste er ekstremt rankende, hvad der betyder at de stille og roligt overtager hele bedet. Hvis det er ved at være lidt træt er det kun en fordel at det bliver dækket af overfrodige og fantastiske Tallerkensmækkere i august og september. Hvis man vil have mere styr på dem kan man købe særlige dydsmønstrede kompakte sorter der pænt bliver på den anviste plads, det står i frøkatalogerne, også på nettet, hvad der er hvad. 
 

Montia perfoliata /Vinterportulak er en lille ret uanseelig med frodig plante der ikke har noget med portulak at gøre. Den er grøn hele vinteren, og har små tykke skarptsmagende blade der er meget velkomne i salatskålen om vinteren, ikke mindst fordi de er sprængfyldt med C ´vitamin. .

Den kan sås august med. 
 

Feltsalat/Vårsalat er en rigtig dejlig plante at have i haven, den sår sig selv overalt, og går i blomst med skyer af lyseblå små bitte blomster engang i april.

Så den når det passer ind i programmet, og gerne flere gange. Den vil alt efter tidspunktet komme op med det samme, eller hvis det er meget sent på året, vente til næste forår.

De små fede blade plukkes inden de går i blomst, og det kan meget tit også gøres hele vinteren. Selv når de er fuldstændigt stivfrosne, bliver de fine og sprøde når de tør op på køkkenbordet. Det er faktisk en af de mest velsmagende salatplanter overhovedet. 
 

Salat findes i flere plantefamilier, Lactuca, som er de rigtige salater, med hvid mælkesaft, deraf navnet., Lacto betyder mælk på latin.  Det handler f. eks om Romainesalat/Cossalat, de sprøde høje hoveder med skøn letbitterhed og sødme, og lange slanke blade. De kan sås frem til midt i august.. Romainesalat kan tåle varme uden at gå i stok, det er nok derfor at det er den mest populære salattype rundt om middelhavet. Der findes et udvalg af Romaine salater beregnet specielt til sene såninger, dvs. fra midt i juli.

Rigtige salater er også alle de bløde, sprøde grønne og røde salathoveder vi elsker at spise om sommeren, men man skal lige læse på etiketten, der er mange sorter, specialiseret til tidlige -, mellemtidlige -, sommer -, og efterårs såninger. 
 

Salat kan også være fra Cikoriefamilien. Der er enårige typer som Frisee, Batavia og Escarole, og flerårige som Julesalat, og de røde Treviso og Radicchio. Disse salater er bitre, i varierende grad., mest de flerårige.

Cikoriesalater er svære at bruge alene, der skal ofte mindre bitre salater for at helheden bliver rigtig god, men samtidig er bitterhed noget der er for lidt af i vores mad, det er den smag der er sværest at vænne sig til, men de stoffer der giver bitterheden er fuldstændigt afgørende for vores velbefindende og sundhed. At kunne lide bitterhed handler om at blive voksen i sine smagsløg, og det er det aldrig for sent at blive.

Ristet cikorierod er ekstremt bitter og basis i kaffeerstatninger, så de har ikke bitterheden fra fremmede. Disse salater er også de mest hårdføre. De kan sås efter 1 ste august og stadig blive til noget, selv rigtig sene såninger i september i drivhus får man blade ud af. Hvis ikke kan man bare vente til foråret så vokser de videre. 
 

Hvordan ?

Hvis man er meget salatgal og æder løs i spandevis kan den ultimative løsning være at blande alle salatsorterne, så det i lige rækker og bare plukke uhæmmet løs efterhånden som det kommer op. 
 
 

Eller den mere veldresserede, som jeg altid gør; uden at det skal ses som særligt velopdragent; at så salathovederne i små kasser med ca. 6 cm såjord i, kasser, hvor de står lidt trangt, og plante dem ud efterhånden som der kommer pladser i bedet til dem. Man sparer rigtig mange frø, slipper for nervepresset ved at vente og se om de overhovedet spirer, og slipper også for at udtynde. Salat skal sås meget tyndt, og der skal stort set kun et par millimeter jord over. Klap jorden så der er kontakt med frøene, og vand forsigtigt så frøene ikke sejler rundt. Hold det hele let fugtigt til planterne e ri god vækst.

De kan ikke tåle at tørre helt ud. 
 

Sådan en salatkasse varer måske en måned, så sår man en ny så der hele tiden er planter på vej. Det sparer en for mange ærgrelser dels så slipper man også for det helt utroligt irriterende at alle ens salathoveder er fine og pubertært frodige på samme tid, mange flere end man kan nå at spise, og dermed også går i stok før man når at følge med. De sender et ordentligt stavær af en blomsterstand op som er smuk at se på, men helt uspiseligt bitter. Man slipper også for at udtynde salaten, og for at spilde en halv pose salat frø fordi de skal udtyndes helt enormt, fordi man altid sår for tæt af angst for at de ikke spirer. Og man slipper for at skulle spise den samme salttype hele sommeren fordi det lige er den man har fået sået. Hvis man sår sine salatfrø i en kasse kan man enten blade frøene inden man sår dem, eller så dem i hvert sit lille stykke kasse, og så lave det fineste blandede bed af salater i alverdens farver og faconer.

Og det handler bestemt ikke kun om udseende, smagen af de forskellige sorter er vidt forskellig. Nogle egner sig til flødedressing, andre som romaine salaterne er gode til krydret mad. Salatfrø er ret dyre, men holder til gengæld i flere år, så et udvalg på 5-6 forskellige til forår/efterår og nogle andre til sommerbrug er en rigtig god ide. 
 

I øvrigt er det en munter fornøjelse at tage sine egne salatfrø. Hvis man selv eller naboen dyrker flere sorter vil de krydse indbyrdes, så man får ikke præcis de samme salater igen, men skidt med det. Det er nemt at pille frøene af når de er modne, i september, og rigtig sjovt at se hvad der kommer ud af det året efter..