Hvad kan jeg så i august og spise i år?

Uha mange ting! Sæsonen er meget længere end vi tror her i landet, og hvis det endelig begynder at blive koldt kan man dække med fiberdug og forlænge endnu mere. Nogen planter tåler slet ikke kulden, og slet ingen frost, men planter der oprindeligt stammer fra køligere klimaer vokser bare langsommere når det bliver køligere.

Der er flere slags planter man kan så nu dels dem der vil give masser af grønt du kan spise nu og frem til nytår, og det er dem det handler om i dag.

Dels de planter som skal sås nu fordi de skal bruge vinterkulden til at kunne spire. Dem skriver jeg om i næste uge.

Friskt og grønt i haven hele efteråret!

Buskbønner

Hvis du får det gjort med det samme kan du nå at så et hold buskbønner. Det skal være tidlige bønner, som på denne årstid betyder at de er hurtigt udviklede og kan nå det inden frosten. Saxa, Maxi, Ferrari, Coco Blanc er tidlige.

Salater

Der findes salatsorter fremelsket til enhver tænkelig sæson, og disse gode gamle sorter er beregnet til at modstå mere kulde end andre salater :Marvel of 4 seasons, Trocadero, Winter density og Rouge d'hiver. Og de kan nå at blive til fine hoveder. og så kan man så salater man typisk spiser som små blade, feks pluksalater, hjortetaksalater og egebladssalater.

Feldsalat/ vårsalat

Danner små fine rosetter med let fedtede blade, de vil vokse troligt gennem hele vinteren, til foråret går de i blomst i en fin lyseblå sky, og ender med at så sig selv så du har dem til evig tid i din have.

Vinterportulak

En meget hårdfør flerårig urt der daner lave rosetter med skarpt smagende blade hele vinteren.

Vinterkarse

Kan sås nu, den er flerårig og bliver med tiden en stor plante. og både blade og blomster kan spises.

Almindelig Karse og Sennep

kan nå at danne fine store planter der giver spunk og vitaminer til din salat.

Tyrkisk Rucola– takkelap

Er en meget stor, flerårig helt hårdfør plante med spicy blade.

Ræddiker og radiser

Ræddiker er jo bare store radiser med længere udviklingstid, men du kan sagtens nå at få pænt store ræddiker hvis du sår nu. Daikon– Japanradiser kan du også så nu, de tåler en del kulde. Ræddiker er en helt undervurderet grøntsag her i landet, men den lidt skarpe smag og sødme gør den meget fin i både salater, I Kimchee er de er selvskrevet, til ost, eller i stænger med dip. Radiser kan man så indtil oktober, de skal nok komme op!

Cime di rapa og Majroer

Er i meget nær familie, Cime di rapa er egentlig bare en udviklet form for majroe top. Cime di rapa er en stor plante hvor man kan spise både blade, stængel og de udsprungne gule blomsterskud, og såmænd også når de er sprunget ud. De laver små grønne hoveder som broccoli, men smager af meget, meget mere, Det er en elsket italiensk vintergrøntsag, Man kan købe de overdådig struttende bundter hele vinteren i Italien, og de kan bruges på mange, mange måder, i supper, risotto, braiseret, i pasta., men ikke så godt i salaten. Majroer kan man også sagtens så nu, de vokser ufatteligt hurtigt. Rå majroer kan spises rå som store milde radiser, de er gode at fermentere, og de kan braiseres længe i olivenolie og spise smed et drys parmesan og persille.

Asiatiske kål og sennep.

Mibuna, Mizuna, Pak choy, Red giant mmm kan sås nu og give masser af spicy og smuk grønt til salat, suppe og asiatisk mad hele efteråret. Man bliver meget glædeligt overrasket over hvor frodige de alle er hvis man ikke har prøvet at dyrke dem før, i mildere vintre vil de overvintre og gå i blomst til foråret, og de kan også spises.

Wasabino

En asiatisk sennepstype der smager smukt og skarpt af wasabi, skøn rå til fisk, salat, men smagen forsvinder – ligesom peberrod – ved tilberedning.

Grønkål,

især Hungry Gap, Maris Kestrel, og sibiriske typer Ragged Jack, Red Russian, Red Ursa er meget hårdføre, de kan måske ikke nå at blive kæmpestore, men der kommer grønne og røde blade som du kan høste af i månedsvis, og med en lidt mildere vinter vokser de videre efter vinteren.

Fodermarvkål

er en næsten glemt kåltype, de kan blive kæmpestore, op til 3 meter, og vil klare de fleste vintre og vokse videre i flere år, De laver store milde grønkålsblade.

Kokleare

er en sej lille fætter, med et ultra højt indhold af c vitamin, den kaldes også skørbudsurt, den står fin og grøn hele vinteren. Fine spicy blade til salaten.

Dild, kørvel, koriander,

Har det meget bedre med at blive sået nu end om sommeren, de trives bedre med mindre varme og bliver meget frodigere end om sommeren, de går heller ikke så let i blomst. du vil få krydderurter til alt hvad du ønsker dig frem til det bliver alvorlig frost.

Spinat

Er en taknemmelig efterårs og vintergrøntsag, der trives godt med kølighed. Så en masse spinat for en det bliver til forbløffende lidt nede i gryden med fløde., til gengæld smager det så uendeligt meget bedre end frossen spinat. Kan også sås som en decideret efterafgrøde, så Matador, First Harvest nu, og vinterspinat sorterne senere endnu.

Vinterærter

Er kuldetålsomme ærter som først skal sås i oktober, for så at overvintre og give meget tidlige ærter til foråret. Douce Provence og Frieda Welten er fine til overvintring. Hvis du bare vil have ærteskud kan du så Vinterærter, eller Black Badger ærter nu og plukke til de ikke gider lave flere skud, eller måske overvintrer.

Hestebønner

Til overvintring skal du så Aquadulce, men først til oktober, hvis du bare gerne vil spise deres ekstremt lækre nye blade, kan du så alle sorter hestebønner nu.

Hvidløg

skal du først sætte til oktober - november dem vender jeg tilbage til.

Fennikel

Er lidt et sats, men de er en vintergrøntsag i Italien, så med et mildt efterår vil du få yndige små sprøde fennikel sidst i oktober. Vælg Selma, Monte Bianco, Chiarino.

Cikoriesalater

Cikoriesalat er meget kuldetålsom, de vil som regel overvintre.

Radiccoio og treviso salater. De røde cikoriesaalter bliver først røde/ hvide når det bliver koldt, yderbladene er store og grønne og meget, meget bitre. Man kan så dem nu, især tidlige typer som Rossa di Verona kan nå at danne egentlige hoveder.

Cikoria di Taglio

Løsbadede typer, som ikke danner hoveder men mange fine blade til salaten er nemme og bliver hurtigt til noget.

Catalogna,

en type cikorie med lange smalle blade som ligner x large mælkebøtteblade, og ikke bliver så bitre, der er sorter med grønne og røde bladnerver. De er skønne i risotto, pasta, braiseret, dampede…

Puntarelle

En catalogna salat hvor det er de nye blomsterskud man spiser, de ligner grønne asparges, og er vanvittigt lækre.

Grumolo Verde og Grumolo Rosso

Milde cikoriesalater der danner de fineste små rosetter, de røde ligner små roser.

Så nu, og få blomster til foråret

Kornblomster og kornvalmuer er en type planter man kalder vinterannuelle, dvs. at de er enårige men kan vokse hen over vinteren, det er kørvel og feldsalat også. De kan naturligvis også sås om foråret.

Hvis du sår dem nu vil de danne småplanter, som vil blomstre meget tidligt til foråret, og bliver frodigere end ved forårssåninger.

Efterafgrøder - Grøngødning

Jeg citerer Karna maj — Økologisk Køkkenhaves Grand old Lady, om fordelene ved at så efterafgrøder.

Det er bedst at så efterafgrøderne nu og frem til 1 september, så kan de nå at gøre gavn hele efteråret og indtil de dør af for meget frost efter nytår.

Man kan så en herlig blanding, og det vil være fint i de fleste haver.

Hvis jorden er meget hård er olieræddike en god ide, de lange rødder bryder jorden op.

Hvis jordet er sandet og mager er stor bladmasse en god ide.

Hvis jorden er næringsrig og man gerne vil holde på kvælstoffet er det en god ide med kvælstofsamlende planter, serradel, lupin, aleksandrinerkløver, rødkløver, sneglebælg, vikker.
De overvintrende vintervikke og rug kan man så frem til 1 november.

Humlesneglebælg og lucerne som begge er kvælstofsamlende, overvintrer ved såning nu.
Gul sennep og Olieræddike kan sås frem til 1. september, lynhurtigt jorddække, masser af grøntmasse, men man skal være opmærksom på at de er korsblomstrende og ikke skal efterfølges af kålplanter til foråret.

Boghvede og honningurt giver stor grøntmasse og kan nå at blomster i år.
Havre, boghvede, honningurt og fodervikke lupiner, blodkløver, hestebønner og sennep.er fine til at danne hurtig grøntmasse og visner ned i løbet af vinteren.

Vintervikke er kvælstof samlende og overvintrer, hakkes ned om foråret.