Milpa

Er et Mexicansk-Meso-amerikansk oldgammelt dyrkningssystem som er et af de mest intelligente dyrknings systemer i verden. Det virker i tre dimensioner, også i tid, for det er bæredygtigt og kan fortsætte for evigt, det giver alle planter de bedste betingelser, og ender med at give afgrøder som dækker alle menneskelige næringsbehov. Og det kan man gøre hjemme i sin egen have i den målestok man har plads til.

Det er så også grundlaget for det mexicanske køkken som er et af de bedste og mest sprudlende i verden.

Man kan sige at mexicanere ikke spiser så forfærdeligt mange forskellige grøntsager, jeg var meget overrasket over hvor lille udbuddet egentlig var på et af de store grøntsagsmarkeder i Mexico City sidste år, men dem de gør, spiser de mange af. Især de traditionelle mexicanske afgrøder, de fleste af dem planter der oprindeligt stammer fra Mexico.

Grundstenen i Milpa er De Tre Søstre - Three Sisters. Majs, græskar og Bønner.

Majs

er høje næringskrævende planter, som man bruger som klatrestativer for stangbønner, lima bønner og Pralbønner, ayocotl som leverer kvælstof til majsene, og de græskar man dyrker i bunden, både for at udnytte pladsen og dække jorden med planter, Når jorden er dækket bliver fordampningen og vandingsbehovet meget mindre.

De tre afgrøder giver, når man spiser dem sammen, Perfekt Protein. Dvs. alle 23 aminosyrer, så man ikke behøver så meget kød. Men det er selvfølgelig et meget mere komplekst system i virkeligheden, vi er jo mennesker og dermed ufatteligt nysgerrige, innovative og sultne, og man dyrker en masse andre traditionelle grøntsager og blomster ind imellem, både for at få vitaminer, fedt, dejligere mad og fest og ballade.

Milpa kan også omfatte

Kartofler, Chili, Tomater, Tomatillos, Figenbladsgræskar - Chilacayote-, Cristophene - Chayote, De skønne store Tagetes - Cempacuchil, som man bruger til Dia de los Muertos, Sweet potatoes, Solsikker, tallerkensmækkere, Jicama, Amaranth, Avocado, Dahlia, Zinnia som har sit diversitets center i Mexico, dvs det sted på kloden hvor den findes i flest former i naturen, men alle disse planter stammer fra Mexico eller lige i nærheden. Man kan plante så de støtter hinanden, bønner op ad solsikker, og i det system man selv synes er dejligt, i rækker eller blandet, som man vil.

Det eneste vi ikke kan dyrke her er avocado, og chili og Sweet potatoes har det for det meste bedst i drivhus, resten kan man plante i sin have, og få det mest overdådige uregerlige og velsmagende mexicanske grøntsags- og blomsterbed man nogensinde har haft.

Figenbladsgræskar - Chilacayote

dyrker man ofte op ad træer, i Mexico, Jeg har set dem vokse som overdimensionerede julekugler i Mexico City. I troperne kan man også bare lade dem hænge til de skal bruges. Det bliver ufatteligt store planter som bliver ved med at vokse, også længe efter alle andre græskar giver op omkring i september, De har meget smukke figenbladsformede blade, får aldrig meldug, og er egentlig flerårige, men vi bliver nødt til at dyrke dem som enårige.

Frugterne holder i årevis, jeg tog frø fra en 4 år gammel frugt som har pyntet i min stue sidst den blev høstet, og den var helt frisk. Kødet er som i en spaghetti-squash, bare endnu finere trevlet, så man kan bruge det som spaghetti, bagt og suppe, eller som man gør i Mexico og Spanien i det søde køkken, til tærter, kagefyld, marmelade og kandisering.

Sweet potatoes - Sød kartofler

er sjovt at dyrke, selvom man måske ikke får de største knolde under planterne så kan man dyrke dem for bladenes skyld, som smager virkelig dejligt, og de smukke Ipomoea blomster de får, og afslører at de er en slags pragtsnerle. Man kan starte med en rodknold, jeg har både helt lilla, hvor også kødet er lilla og mere velsmagende end andre pga. farvestoffet, og rødkindede med orange kød. Man kan dyrke dem med slips, som er den måde man opformerer dem på, eller købe færdige planter af tre Øko sorter, også med lilla blade, som bare skal plantes ud i maj-juni.

Dyrkes et beskyttet sted, med meget varme og vand, bladene er særligt lækre, spises som spinat. Plantes ud i begyndelsen af juni på friland, i drivhus kan der plantes i maj. Stilles det varmeste sted man har i sol, indtil den kan plantes ud.

Dyrkning med Slips: Skær roden over på midten og hæng hver halvdel i et glas vand ved hjælp af tandstikkere. Halvdelen skal være under vand. Stil glassene det varmeste og lyseste sted du har. Vent til der er dannet en mængde nye skud på 5-10 cm. der kan komme rigtig mange skud på hver kartoffel. Fyld vand på en gang imellem.

Skær de unge skud af med en skarp kniv så lidt af kartoflen kommer med. Stil dem i et glas vand, de vil danne rødder på forbløffende kort tid. Pot hver enkelt slip op i en 12 cm potte med muld, og hold dem fugtige, men i skyggen til de begynder at vokse. Så skal de tilbage i sol og varme. Der skal rigtig meget vand til sweet potatoes, men de må på den anden side heller ikke mugne. Plantes ud i juni når jorden er varm. Eller i drivhuset i maj. De skal nok ha' en større potte hver, især undervejs.

Cristophene - Chayote

er en agurk, tro det eller ej, en virkelig sjov frugt der findes i mange former i Mexico, hvor man som regel farserer dem, men de kan fint spises som en frisk agurk. Man lægger den friske frugt vandret i en potte med jord, og venter på miraklet: at den skyder først rødder ud af enden, og dernæst en stængel, der bliver en stor planteret hurtigt, og som tydeligt er en agurk. I troperne er den flerårig, og man kan dyrke den i en frostfri udestue, eller solrigt vindue, men ellers er den enårig. Man kan nå at få frugter på den første år.

Tagetes

Man skal bestemt have tagetes, for blomsternes skyld, men også fordi tagetes holder alle mulige skadedyr væk, det gælder alle tagetes, men der er nok mest insekt forskrækker i Tagetes erecta og T. patula.

Physalis - Tomatillo

Ærlig talt det lyder som en ondartet halssygdom, men Physalis er en plantefamilie med de sjoveste planter, og meget mindre besværlige end tomater. De har alle de sjoveste bobler uden om bærrene inden i, botanisk en Calyx. De tørrer ind og blæser rundt i haven hvor man kan glæde sig over det fine skelet der bliver tilbage når tiden har fjernet alt det bløde plantevæv.

Den mest kendte er en meget frodig- læs invasiv - staude. Physalis alkekengi Japansk Lygte - som får skrigorange japanlygter om efteråret. Man kender den fordi den er uudryddelig og derfor findes i de fleste haver hvor nogen engang uforvarende har plantet den. Fine i buketter - også tørrede. Planten er giftig, undtagen de modne bær inde i den orange calyx, men de smager virkelig dårligt. jeg han godt lide den, bare ikke i et staudebed hvor den vil kvæle alt andet end fredløs og gyldenris, som er lige så hidsige i deres væremåde. De kan få et sted hvor det ikke gør noget at de møver, under en hæk, i et hjørne, eller an kan lave et helt bed med dem i græsplænen hvor de ikke kan løbe nogen steder. Men dagens tekst er om de spiselige og dejlige, Physalis. Planter jeg dyrker i min have hvert år, fordi de er fordringsløse, frodige og giver en overdådighed af frugter/bær, som smager skønt på forskellige måder.

Tomatillo- Physalis ixocarpa, de skal forkultiveres ca. nu, og er nemme at dyrke også på friland, hvor den vil så sig, så man bliver ved med at have dem. Planten skal faktisk helst ikke i drivhus for de bliver store, 1 x 1 m, og man skal have min. 2 styks for at få dem bestøvet, den er fremmedbestøver. Sorten er ligegyldig for bestøvningen.

De er en smule uregerlige i deres vækst, og at dyrke dem samen med andre planter i stedet for i en række er godt for deres ikke så stive rygrad. Og der er mange, mange sorter, lilla, gule, grønne, i forskellig størrelse, og der er ikke den store forskel i smagen. I Mexico spiser de især de Store Tomatillo, en af de få grøntsager man faktisk spiser meget af i Mexico. Og så vokser de vildt i majsmarkerne, og alle bruger dem i maden, hele tiden, men det er en anden art Physalis philadelphica med lilla- grønmelerede frugter og lidt mere syre end den alm Tomatillo. Hvordan smager de? Hvis man kan forestille sig en helt fast og saftspændt tomat, uden sødmen- så er man der omtrent. Tomatillos holder ufatteligt længe, flere måneder i køleskabet, og det betyder at man kan bruge dem friske helt til jul. De er geniale i chilisauce, i salsa, chutney, raita, salater - også frugtsalater, råsyltet med eddike og sukker, i desserter, og så i syltetøj, kompot, sammenkogte ting - ligesom tomater, man skal nok få dem brugt, selvom en plante måske giver 6 kilo af dem over sæsonen. Også er der alle de andre spiselige, men som er søde, de bestøver sig selv om man behøver kun 1 plante. Ananaskirsebær, Physalis peruviana som også bliver enorme planter, og smager dejligt når de er mere modne end dem man kan købe dyrt hos grønthandleren. Den lave ananaskirsebær - Jordbærkirsebær Physalis pruinosa er derimod mere overskuelig, og kan dyrkes i en potte. De har den godhed at falde af når de er modne, og de smager virkeligt godt, der falder sådan cirka en håndfuld af en plante hver dag i august- september Og så er der endnu flere arter, med søde bær og lidt større vækst, Kosak kirsebær, Physalis pubescens, Ciplukan, Physalis angulata som begge har lidt større frugter, og lidt større vækst dog uden at blive på størrelse med Ananaskirsebær. De er alle værd at dyrke. De holder også meget længe.

Dahlia

behøver ingen anden introduktion end at de er net nemme store flotte planter, med de mest afsindige blomster, der har det med at vælte, og i en blanding med andre og mere stivnakkede planter vil de egentlig have det bedre og bliver mere naturlige i deres vækstform. De vilde dahlia stammer fra Mexico, og har enkelte og meget, meget fine blomster. Men de fyldte store i alle mulige farver vil også være skønne, mexicanere er ikke kostfornægtere når det handler om farver, bare gi den gas! Og så kan man jo spise de fine blomster, hele eller plukket fra hinanden, og de smager ret godt, lidt harpiksagtigt og grønt, og er dejlige både på kager og salater. Rodknoldene kan man også spise, som kartofler. Den oprindelige grund til at de blev importeret til Europa var netop for at fodre de fattige, men kartoflerne blev efter mange startvanskeligheder et større hit, de smager også meget, meget bedre.

Majs

Har sin oprindelse i Mexico, men er en menneskeskabt ting, som indianerne har udviklet i løbet af tusindvis af år fra et vild græsart, Teosinthe, med helt ubetydelige små kolber. Der er så sket naturlige krydsninger undervejs, og vi ender med en af menneskehedens største rigdomme af biodiversitet. Der findes tusindvis af oldgamle majssorter dyrket meget lokalt, i alle tænkelige farver og former. I alle højder, med farvede blade, og hvor selve kernen har de mest utrolige former. De fleste er beregnet til at lave majsmel og Posole af. De færreste til at spise friske, men alle majs kan spises friske, med smør og salt, når de er unge nok. De vil så ikke være så sliksøde som moderne sorter, en stor fordel i mit univers.

Når kolberne er unge har de kun en smule farve, de kommer først når kolberne tørrer og det sker bedst på planten.

En helt ukendt delikatesse er de smukke silketråde som de håbefulde unge majskolber sender ud i universet håbet om at blive bestøvet af hanblomsterne som kommer øverst på planten, når de er helt friske smager de af majs, på en lidt anden måde og har en måde at være smuk på som ingen anden grøntsag.

Bønner

Mexicanske bønner spiser man sjældent som friske bælge, men mange sorter kan sagtens spises på den måde når de er unge. De fleste er beregnet til at tørre, eller spise selve frøene når de stadig er friske - måske min yndlingsgrøntsag. Men vi kan jo dyrke hvad vi vil, og jeg synes at en blanding af Haricots Verts, snittebønner, pralbønner og nogle buskbønner til at vokse om fødderne på de høje majs og solsikker er bedst. Bønnefrø man ikke får brugt holder mange, mange år. Jeg har et udvalg af traditionelle indianske bønner, både busk og stangbønner som er værd at prøve.

Græskar

i Milpa systemet kan være alle slags, men dem der ligner mest er Gete Okosomin - et traditionelt indiansk græskar, og Lakota, som ganske vist ikke er af indiansk oprindelse, men er af samme type, som man traditionelt bruger i Milpa. Begge smager virkelig godt, søde uden at være for søde, faste i kødet, ikke trævlede som mange græskar og med god holdbarked.

Men man kan jo dyrke præcis de græskar man vil, og gerne courgetter ind imellem. Jeg vil anbefale at man dyrker den meget gamle præ-columbianske sort, Yellow Summer Crookneck. Nok den ældste courgette som stadig findes, den kan bruges både som courgette, med meget fast og delikat kød, og som græskar hvis den får lov at modne og tørre - eller de rankende courgetter, den Amerikanske Heirloom Courgette Tatume, eller den rankende Mongogo di Guetamala, begge er virkelig gode som unge courgetter, og modner til gult græskar hvis man lader den være. De vil begge klatre løs i de højere planter ligesom græskarrene.

Du kan finde frø til det hele i netbutikken Jeg har samlet dem her:
Milpa - Din Mexicanske Køkkenhave

men mange planter har vi også som udplantnings planter og dem kan du finde her:
Udplantningplanter

Det skal siges at Milpa systemet i sin oprindelige form handler om svedjebrug, hvor man først brændet det hele ned, dyrker i jorden i to år, næret af alle næringsstofferne i asken, og derefter lægger det nærmest brak i otte år, hvor man dyrker små træer, som avocado, Papaya, buske og mindre afgrøder som ikke er næringskrævende, lader det springe i skov og så begynder forfra. Det er et stabilt system som kan fortsætte i al evighed, uden at man hverken gøder eller jordforbedrer, men man kan også gøde og tilfør jorden organisk materiale på andre måder, som vi gør i vores køkkenhaver, og dyrke Milpa hvert år.