Lathyrus

Lathyrus er vi mange der elsker intenst, og det er både duften, de lette, men silkefede blomster i alle de nuancer af rød-lilla-pink-mørkviolet-man kan ønske sig, det lidt besværlige og dermed særlige det handler om.

De har ry for at være vanskelige, men er det egentlig ikke.

Men det er klart at så stor ynde og skønhed kommer ikke af sig selv, der må ydes, for at nydes, og det er hvert minut værd.

Der er bare nogle få fif man skal kende, så gror de overdådigt, frodigt, og blomster i månedsvis.

Først og fremmest skal de plukkes, det gøres bedst ved at knække den stive stilk baglæns i den forgrening den vokser fra, til den snapper af med et lille knæk.

Så får man en buket der kun består af blomster, som fylder næsen med vellyst og stuen med  parfume i dagevis. der er ikke mange større privilegier, det skulle lige være lige så store buketter basilikum. Man kan naturligvis også lave lettere og større buketter ved at klippe hele toppen af med en saks. Men det kan ikke anbefales at knække dem af med hænderne, de er seje, og man risikerer at hive det   lille og ret øverlige  rodnet op samtidigt.

Og man skal være ihærdig med plukningen, hvis man lader blomsterne sidde fordi man ikke nænner at plukke dem, danner de bælge og så holder ens Lathyrus op med at blomstre. Af samme grund er Lathyrus ved et sommerhus ikke nogen god ide, medmindre man kommer hele tiden.

Hvis man har sløset med det må man ud og plukke alle bælgene af. Midt i september er det klogt at lade nogle af blomsterne sidde, så der kan dannes bælge med modne frø, til at så næste år.

Og så skal de gødes, meget, og mange gange,

Men først når de er begyndt at vokse for alvor ellers får man svedet de små planter.

Og de skal vandes, to gange om ugen, med mindre det regner rigeligt, hvis de tørrer ud er det slut med dem.

Frøene har meget hårde skaller, det er klogt at slibe dem en lille smule med sandpapir  for at gøre det lettere for spiren at komme igennem, eller det er hvad man hører, jeg har aldrig selv gjort det. de kan sås i poter i april, eller nu, direkte i jorden. Læg rigeligt med frø, i en gennemvandet rille, ca. 3 cm dyb. Læg dem med 5 cm afstand.

Hold dem fugtige hele tiden, og vent på den lille ærtelignende spire.

Hvert frø kommer op med en lille bængel, som så ret hurtigt deler sig i tre grene. Rigtige lathyrusnørder kniber de to af dem  af, for at få mere fut i den sidste, men det har  jeg nu aldrig gjort. De skal have noget at vokse op af, og det skal være højt, for velpassede Lathyrus bliver nemt 1,7 m høje.

Sæt det op inden såningen, for pludselig er det for sent. Jeg bruger støbenet, eller bambusstativer, men der er masser af muligheder, stakitter, pileflet, husmure med snore....

I løbet af nogle uger begynder de at lave de rigtige tykke ranker, der bare bliver ved og ved , indtil en gang midt i oktober når det bliver for koldt.

Og Lathyrus elsker varme, jo lunere de står jo bedre, og hurtigere kommer de i gang, men det er et akademisk spørgsmål for de fleste, selv dyrker jeg dem i min ret forblæste køkkenhave, og det går fint.

I oktober river man de visne planter op, plukker de modne bælge, og tager frøene ud. Behold de fede og fuldmodne og smid de små og punkterede ud.

Tør dem godt et lunt sted og begynd forfra næste år.

Fra starten skal man købe de mest duftende man kan få fat i. Den fine og lidt mindre Francisco Cupani ligger tæt på den oprindelige vilde Lathyrus fra Sicilien, fundet af munken Cupani.

Den skal man bare have, men ellers er det bare at kaste sig ud i det. Men regn med at jo mere frynsede og bølgede, jo større og mere iøjefaldende sorterne er, jo mindre dufter de.

I England er de fuldstændigt besat af Lathyrus, og der er tusindvis af sorter. Gå efter de mest duftende, og de mørkeste, selvom jeg ikke kan nære mig med de hvide med lilla kanter, de hvide med lavendelblå farvesprøjt, de abrikos­farvede, de stribede....

Med tiden bliver de blandede, og man kan vælge at tage frø af de allerdejligste, de største og mest duftende, men blandet det bliver de, og det gør ingen verdens ting.

Og så er der de flerårige Lathyrus, hvide som er særligt yndige, og lyserød/lilla af forskellig overbevisning, og de er værd at have, er frodige, nøjsomme og dejlige, men duften, den vi kæmper for at opnå hos de enårige, den har de ikke.

Til gengæld får man dækket et plankeværk, en krog, en skrænt, eller en busks bare ben med sådan en flerårig én. Jeg har haft et pragteksemplar voksende gennem en bøgehæk, som blomstrede overdådigt hele eftersommeren, og det kan varmt anbefales. Når hækken skal klippes er latyrusen væk, den dør helt ned til jorden hvert efterår, og er længe om at komme i gang om foråret, så bare man klipper hæk inde Sankt Hans, og det skal man jo, så kommer de ikke på kollisionskurs.

Camilla Plum