Kvan er en af mine yndlings planter

Selve planten er uundværlig her i rabarbersæsonen, for de unge stilke smager så vildt og fantastisk godt i små stykker i alt med rabarber. De tilføjer en fjerde dimension uden at overdøve rabarbersmagen som en diskret parfume. Og så mindsker det sukkerbehovet i rabarberkompot, syltetøj, tærter, kager mm. ret betragteligt. Det er formentlig anethol eller et meget lignende stof, der findes i skærmplanter, som giver en sødmefyldt smag uden at være sukker, som er ansvarlig.

Den trives alle vegne, gerne halvskygge. Den tåler fugt, men måske ikke et solstegt staudebed. Ikke mange planter gider blive så store og vidunderlige uden at man passer vildt godt på dem, men kvan er ikke det fjerneste opmærksomhedskrævende, en egenskab man meget hurtigt bliver træt af, både hos mennesker og planter. Den er en smule vanskelig at så, for det er en kuldekimer som man sår bedst om efteråret eller lige kommer i køleskabet i 3-5 uger før man sår dem. Resten af tiden er det smooth sailing, planten har selvtillid, den ved godt, at den kan blive 3 meter høj, hvis den gider. Og i øvrigt at den sagtens selv kan finde ud af at så sig, hvis man først har den i haven. De små planter er nu nemme at udrydde, hvis det er det man er ude på. Den er fuldstændigt hårdfør og lever et sted mellem 2 og 4 år før den går i blomst - og hvilken blomst - sår sig generøst og dør. I mellemtiden er den fantastisk, og den dufter. Frøene er et krydderi som man bruger i Iran når man ikke lige har frø af den lille bjørneklo, Heracleeum persicum, som også er spiselig, med næsten samme smag som kvan. Begge kaldes Golpar og har en forunderlig duft, som man også bruger som røgelse. Man kan spise den som grøntsag, men planten er nærmest overaromatisk, og jeg synes, det bliver for meget. Men helt unge skud og uudsprungne blomster spiser man i Japan som tempura, og det skal jeg stærkt prøve!

Udover den nordiske rabarber Angelica archangelica, findes der rabarber over hele den nordlige halvkugle. Der er hele 90 arter, og de fleste er fra Kina. Jeg dyrker nogle få: Iberisk kvan, Angelica pachycarpa, med blade så blanke, at det nærmest ligner plastic, som kun bliver maks. 1 m. Koransk kvan - Angelica gigas - som bliver meget stor, med auberginefarvede blomsterskærme og stilke, og Vicars Mead, som er en selektion af den vilde Angelica sylvestris, med violette skærme, og ca. 1,5 m. De smager rimeligt ens, og de har været brugt i folkemedicin og som grøntsag især i arktiske egne. Rødderne har mange indholdstoffer, især A. dahurica - en af de kinesiske kvanner - som jeg har som frø, er ekstrem med 200 forskellige stoffer med medicinske egenskaber, og kvanrod er en af grundsmagene i gin sammen med koriander og enebær.

Jeg har planterne og naturligvis også rabarberplanter og frø til endnu flere arter kvan i Planteskolen på Fuglebjerggaard, i landhandlen og i netbutikken: https://netbutik.fuglebjerggaard.dk/