Sådan dyrker du kål

Kål er ikke det nemmeste, man kan foretage sig i sin køkkenhave. Hvis man er nybegynder, vil jeg anbefale, at man starter et andet sted, med afgrøder der næsten ikke kan gå galt, som fx courgetter, salater, rucola og krydderurter.

Man kan så dem direkte, hvor de skal vokse, og man kan gøre det fra midt i april, men det er klart bedre at så dem i bakker eller potter i drivbænk eller drivhus. Simpelthen fordi de er svære at holde rene for ukrudt i det fri, til de kan klare sig selv.

Man sår altså frøene tyndt i potter eller såblokke sidst i marts- og gerne i flere hold, de sidste kan sås i juni. Så den i drivhuset i marts–april, udendørs hvis man sår senere. Så vander man og venter, til de har dannet deres første blade efter kimbladene. Så prikler man ud på rigelig god afstand, engang i april–maj. Og for de sene i juli. Der skal i hvert fald være 50 cm mellem planterne og 75 cm mellem rækkerne, de bliver store. Plant dem i fuldstændigt pladdervådt mudder, en overskyet dag, så har de vand til den første tid.

Hertil er det ikke vanskeligt. Det, der plager i en indelukket have, er kålsommerfuglene, som er fuldstændigt umulige at undgå. De yndige hvide sommerfugle kommer flagrende og flaksende mange, mange gange på en sæson. Deres larver er det ulækreste lille kålstinkende bæst, man kan forestille sig, og de æder ens kål, mens man er inde for at drikke kaffe.

Der er kun én metode at undgå dem på, og det er hermetisk tæt fiberdug gennem hele sæsonen. Det kan lade sig gøre på sommerkål, spidskål og blomkål med kort udviklingstid. Til vinterkålen er det simpelthen for upraktisk. Man skal have fiberdugen af for at luge, og den skal stables godt op på pinde eller buer, for kål bliver store planter.

Men alt kan selvfølgelig lade sig gøre, hvis man vil. Fiberdugen skaber et problem, som næsten er det værste, man går glip af det vidunderlige syn af sine stadigt svulmende kålrækker, og det er en meget stor del af fornøjelsen ved kål. Deres blades storslåethed, deres blåduggede farver, rødkålens farvespil i alle tænkelige rød- og blålilla nuancer, det er så smukt, at kålsommerfugle må komme og gå, jeg vil ikke gå glip.

Der er to metoder til at komme af med larverne, den ene, som kun dur til et let angreb, er at mose dem sadistisk mellem fingrene, det er dybt tilfredsstillende, men det lugter. Den anden er at sprøjte den med en bakterie, Bacillus thurengiensis der får dem til at falde døde om. Det er dyrt og det skal vandes på hver gang det har regnet i sommerfuglesæsonen. Det er godkendt til økologisk brug og er harmløst for alle andre end kålsommerfuglelarver og de små sataner, der gør noget lige så grimt ved ens stikkelsbær.

Næste ufravigelige krav til kåldyrkere er masser, virkeligt masser af gødning. Hønsemøg, komøg, hestemøg eller hvad man nu kan skrabe sammen. Det optimale er at grave det ned i efteråret, men hvis man ikke lige har fået det gjort, er det ingen ulykke.

Komøg og hestemøg spreder man i et godt lag mellem rækkerne og lader regn og vanding få næringen ned til rødderne. Hønsemøj drysser man på og vander virkeligt godt efter.

Staldgødning kan man ikke overdosere til kål, medmindre de står i det til halsen, hønsemøj kan de få for meget af på én gang. Giv lidt, men tit. Hvis der er mest halm i staldgødningen, skal man være opmærksom på, at halm bruger kvælstof, når det nedbrydes, og planterne kan komme til at lide af kvælstofmangel, selvom man tror, man har gjort det så godt for dem. Det giver kort sagt fin jordforbedring, men for lidt næring, og det er som regel kun et problem med hestemøg. Giv et drys hønsemøj oveni, eller vælg gødning med mest lort og mindre halm.

Hvis planterne ikke går ordentligt i gang med at vokse, eller hvis de bliver gule og kedelige, skal de have mere næring.

Og så skal de vandes. Hvis kål får en alvorlig tørkeoplevelse, går væksten i stå, og der kommer aldrig de store saftige hoveder, man har tænkt sig, ud af det. De skal vandes, inden de tørrer ud, hele sommeren.

For at holde jorden fugtig er det en god ide at dække jorden mellem rækkerne med enten den halmrige staldgødning eller en blanding af græsafklip, vissent ukrudt, fint hækafklip og grønt køkkenaffald. Laget skal være ca. 5 cm tykt og luftigt.

I en lille have er der mening i at dyrke spidskål, både tidlige og sommertyper, blomkål gerne både den grønne fraktale Romanesco, den der ser ud som om den er pudret med lilla farve, og hvid. Sommerhvidkål er er løsbladede sprøde typer af hvidkål som vokser hurtigt, er sødere og mere smagfulde end vinterhvidkål, og som så til gengæld ikke kan lagres. Calabrese, som i daglig tale hedder broccoli, og den overvintrende broccoli, ‘Purple Sprouting’ eller ‘Green Sprouting’, som er det der i virkeligheden hedder broccoli, og er en gammel italiensk specialitet, som er højt elsket i England… Det er kæmpestore planter som danner virkeligt sære toppe i efteråret, hvor der stikker små blade ud mellem tætte blomsteranlæg, og dem skal man spise, men især bliver man glad for den om foråret, hvor den sende hundredvis af små møre skud ud. Så skal man dyrke sommer savoykål, som smager helt utroligt godt, Alle sammen kål, man spiser om sommeren, de er dyre at købe og smager væsentligt bedre som nyhøstede. Rosenkål smager meget, meget bedre, sødere og mildere hvis den har fået lov at stå og få lidt frost, og så i øvrigt er friskhøstet. Man kan få røde typer, tidlige, sene, hårdføre, og selve det lille kålhoved i toppen af stokken er måske den lækreste kål man kan få. Man skal bare ikke skære den af før kålen er nogenlunde færdig med at vokse.

At dyrke blomkål

Inden for kåldyrkning er dyrkning af blomkål nærmest som at tage en doktorgrad. Man kan dyrke blomkålen i drivhus vinteren over, og man kan spise blomkål hele foråret, hvis man altså vil. Man kan også dyrke dem som andre kål, og få dem om sommeren samtidig med spidskålen og sommerkålen.

Så frøene, som alle andre kålfrø, i drivhus, mistbænk eller i et køligt rum engang i løbet af foråret fra først i april til først i maj. Der er grænser for, hvor mange man skal bruge, så jeg ville så dem i små potter, to i hver, så behøver de ikke pottes om, før de skal ud i haven. Fjern den svageste plante i hver potte. Man kan også springe over og købe færdige udplantningsplanter.

Sidst i maj, når de har fået deres første sæt rigtige blade, plantes de ud efter at være blevet hærdet af over nogle dage. Vand grundigt, læg evt. fiberdug over.

Man kan lade fiberdugen blive på, til planterne er vokset godt til. Det kræver, at man får hævet fiberdugen ved hjælp af nogle pinde med omvendte urtepotter på. Engang imellem skal dugen nu af, så man kan luge bedet. Fiberdugen hæver temperaturen lidt, og det kan blomkål godt lide. Den beskytter også mod kålsommerfugle, som er endnu mere ødelæggende for blomkål, end for andre kål.

Når blomkålshovederne er begyndt at forme sig mellem de øverste blade, brækker man bladene nærmest hovedet halvt over og skubber dem ind over hovedet. Dermed får den fine hvide blomst ingen sol og forbliver bleg som en prinsesse.

Hvis der er gødet, vandet og luget godt, skulle der gerne være blomkål i varierende størrelser først i juli. Vellykket blomkål er en triumf, og så smager de så godt, når de kommer lige fra bedet og ikke er for store.

Strandkål

Når man går tur langs stranden, kan man være heldig at finde strandkål, men man skal lade den stå. Den kræver respekt, og så er den totalt fredet. Man skal også lade frøene sidde på strandkålen. Hvis man vil dyrke den selv, kan frøene købes, sorten ‘Lily White’ er stor og smukt hviddugget i både blade og blomster…

Selve strandkålen kan man ikke uden videre spise. Den er besk og stærk, men i England har man tradition for at dyrke den med henblik på at kunne blege de første forårskud og spise dem. En fantastisk grøntsag, meget ulig hvad vi ellers spiser. Opsvulmede, jomfrublege stilke med små krøllede rudimentære blade. De tilberedes og spises som hvide asparges, med vinaigrette, en flødet sauce eller en hollandaise. Dampede med en smørklat og lidt muskatnød og purløg er også godt. Heftigere sager er det synd at belemre dem med.

Strandkålen er i modsætning til andre kål en staude, der kommer igen år efter år, medmindre man går for hårdt til den i drivningen. Drivningen foregår ved, at man planter en solid, sort spand eller en urtepotte oven på kålen, og hvis man har frisk staldgødning, pakker man kålen ind i det, inden man sætter spanden på.

Det skal man gøre, så snart den tilsyneladende tørre krone viser tegn på liv først i marts. Efter 5–6 uger er spanden fuld af hvide skud, som man skærer af og tager med ind i køkkenet under stor andagt.

Som med asparges skal man nære sig. Man kan tage dem alle sammen én gang, så skal planten have fred.

Sås som andre kål i bakker, prikles ud en på overskyet dag og passes godt hele sommeren. Hvis den er stor og fin kan den bleges første vinter, men jeg ville vente til året efter. den skal have 1 × 1 m. at vokse på, og den blomster overdådigt året efter den er sået. Så kan man samle frøene og drysse dem ud langs strandene hvor der i forvejen vokser strandbeder.