Hårdførhed, og forskellen på stauder, enårige, og toårige.

Hvad kan overleve en vinter, og hvad kan ikke.

Det er en anelse indviklet.

Altså, enårige planter er beregnet på at spire, vokse, blomstre og sætte frø, i den vækstsæson de bliver sået. de kaldes også sommeranuelle,  på engelsk annuals, eller hardy annuals, som betyder hårdføre enårige,  det er værd at vide fordi mnage af de mest interessante frø kan købes fra England.

Det gælder dem vi kalder sommerblomster, og f.eks. basilikum., dild, koriander og kørvel som også er fine som sommerblomster.

De hårdføre enårige er beregnet til et klima som vores , og kan sås direkte i haven, hvor de har rigelig tid til at nå det hele, fordi de er vant til korte vækstsæsoner og kommer hurtigt i sving med at blomstre. Eller fordi de har en så enorm vækstkraft at de når det alligevel. F. eks morgenfruer, valmuer, mølleblomst (Clarkia )morgenfruer,  Zinnia(jomfruskørt) Helichrysum monstrosum, (evighedsblomst) malva sylvestris mauritiana (mørk mauretansk katost)Xeranthemum (papirsblomst) Godetia(atlaskblomst), Eschsholzia, (californisk valme) kornblomster, enårige lupiner, cosmos(stolte kavalerer) hør, skabioser, lavatera trimestris (mamelukærme), Nigella damascena (jomfru i det grønne), sommerriddersporer, sommerasters, sommerfloks, solsikker, tallerkensmækkere.

Blomstringen er selve plantens mening, når den har gjort det, tiltrukket bestøvende insekter , ledt på vej af dens duft og farver, ja så er den potte ude, og planten holder op med at blomstre for at sætte sine frø, og få dem modnet og spredt før vinteren.

Nu ser vi gerne at de bliver ved med at blomstre i lang tid, og derfor plukker man visne blomster af, hele tiden, hele sommeren, for ellers er det slut med dem. det er særligt vigtigt med morgenfruer og lathyrus.

Man kan lade nogle få sidde og modne, så man kan samle frø til næste år, men det skal ikke være de sidste blomster, de kan ikke nå at modne.

Nogle enårige kommer fra troperne, og subtroperne. De kaldes half hardy annuals, på engelsk, dvs. halvhårdføre enårige, og har ikke det samme hastværk med at få blomstret. de er vant til en lang vækstsæson, og hvis vi skal gøre os forhåbninger om at få dem i blomst  kan vi ikek vente med at så dem til jorden bliver varm nok i april-maj. Her må der tyvstartes for at få tid til det hele, og det er derfor man sår dem indendørs, elelr for nogles vedkommende i drivhuset, for så senere at plante dem ud, når jorden er varm. Nogle kan tåle en smule kulde, andre overhovedet ikke.

Det gælder tomater, chili, Lathyrus, tobaksblomster, Mirabilis jalapa,, enårige salvier, f.eks. salvia coccinea og Salvia patens. tagetes, løvemund, Ipomoea, levkøjer, natlevkøjer, portulak, Mesembryanthemum, Molucella laevis (irsk klokke)cobea, basilikum, reseda, Convolvulus, Cleome, De skal sås i marts, indendørs.  
 

Hvis man gerne vil have gang i sommerblomsterne meget tidligt, kan man for at gøre det yderligere indviklet,  forkultivere også de mere robuste enårige, i stedet for at så dem direkte i haven.

Jeg gør begge dele, sår lidt indendørs, eller i drivhuset, og sår flere direkte i jorden, så får man en meget lang sæson.

Hvis man kan kende de små planter kan man også identificere små selvsåede planter af  sommerblomster fra året før, og enten lade dem gro hvor de gror, elelr flyttet dem mens de er meget små.

Hvis man har meget ukrudt er det en enorm fordel at forkultivere dem, og plante dem ud midt i maj. Jorden kan holdes fri for ukrudt så længe, og man har ikke bøvlet med at kende de små kimplanter fra hønsetarm, mælder og hvad man ellers har af skaberak i sin have, der spirer meget, meget hurtigere frem end de fine sommerblomster. Man kan forkultivere dem alle sammen, men morgenfruer og valmuer bryder sig ikke om det. 
 

For at forvirre begreberne så dyrker vi , fordi her er så koldt, en hel del vækster som enårige, der i virkeligheden, der hvor de kommer fra, er flerårige, dvs. stauder.

F. eks verbena bonariensis, chili og løvemund. 
 

Det handler om hårdførhed.  Planter der ikke kan tåle vores vinterkulde , men som gladelig blomstrer første år, dem bruger vi som sommerblomster og skrotter når det bliver koldt.

Og disse planter forvirrer en, især når man nogen gange oplever at planter som man har dyrket som enårig faktisk overlever vinteren til næste år.

Det er der ingen af de rigtige enårige der kan, det er mod deres natur. De kommer muligvis igen ved selvsåning, for det er de fleste enårige gode til. De spreder massevis af frø. Selv dem der i første omgang kræver forkultivering , som tagetes, kan finde på at så sig selv, bare lidt senere.  
 

Stauder er planter hvor de overjordiske dele dør ned om vinteren, men rødderne overlever i mange år. de kaldes hardy perennials på engelsk.

Der er stor forskel på hvor hårdføre stauder er, jeg  gider kun dyrke de 100 % hårdføre. De kommer igen år efter år, breder sig til kæmpe tuer og totter, nogle spreder sig både med frø, og med udløbere, og man kan dele dem , og tage stiklinger af dem i det uendelige.

Mange krydderurter er stauder, f.eks  mynte, citronmelisse og løvstikke og de er fuldt hårdføre.

Hårdførhed handler om hvor planten kommer fra. Planter der kommer fra norden, Nordamerika, bjerge, centralasien og fra stepper er som regel helt hårdføre. Undtagelserne kan være planter der kommer fra meget tørre egne, og så er problemet  ikke kulde men fugt om vinteren,  det gælder f.eks mange krydderurter fra middelhavsområdet.

Så er der en gruppe mere, det er halvbuskene, f.eks. lavendel, timian, salvie, perovskia, carryurt og rosmarin.

De er stauder, men de nederste grene forvedder, dvs. bliver træagtige og de står hele vinteren, og dør ikke helt ned som stauderne.

De er mere udsatte for tørke, fugt, kulde og er ikke altid fuldt hårdføre. de skal plantes beskytte, et sted hvor der ikek står vand om vinteren, og man må være indstillet på at skifte dem alle sammen ud en gang imellem.

Jeg kan f.eks ikek have timian, undtagen citrontimian der er meget hårdfør, men fint lavendler og salvie, carryurt og perovskia. Rosmarin kan overleve i nogle haver, hos mig kun i drivhus. 
 

De toårige har et kapitel for sig selv, men de er vinteranuelle, dvs. spirer og laver en roset af blade, og kraftige rødder, om sommeren, for først at blomstre året efter. Det handler om  f.eks digitalis, gulerødder, rødbeder, natlys, judaspenge, natvioler. De kaldes Biannuals på engelsk.