Jeg har i flere år moret mig med at plante et bed med alt, hvad man kan trække af planter fra den nye verden. Planter som kan dyrkes som enårige, selvom man naturligvis kan grave de flerårige som georginer og chili op om efteråret. Det er ikke noget for ordensmennesker, kan jeg sige med det samme. Det er heller ikke et bed for purister, der foragter gul, rød og orange som dårlig smag. Det er til gengæld rigtig dejligt for folk, der kan lide uregerlig frodighed, et mylder af planter man kan spise og masser af blomster i skrappe farver hele sommeren.
Bedet bliver i en god varm sommer til en frodig jungle, hvor bønnerne okser op ad majsen, hvor bunden er dækket af sombrerosvingende zinnia i alt andet end diskrete farver, den fine anisduftende Tagetes minuta, der smager af estragon, og kulørte Tagetes tenuifolia i mange farver, der bliver til fine puder af solfarve hele sommeren. jeg dyrker søreme også de høje tagetes, for faktisk kan j godt lide både deres frodighed og deres dugt, de er taknemlige, bare man vælger gamle sorter, som ikke er så pompon overfyldte at de knækker. Op igennem stikker solsikker (som ganske vist er fra det sydlige Nordamerika), og Tithonia, den enormt flotte mexicanske solblomst. Georginer, især de meget høje, frøsåede enkle former som er meget robuste, og de vilde arter af mexicanske georginer, f.eks. Dahlia coccinea med den mest forførende rødviolette farve. Det er i hvert fald drømmen. Realiteterne er mere usikre og ret spændende. Jeg ville også plante nogle kartofler, helst blå som har fine lillablå blomster og lilla stilke. Tomater af vildtype, Lycoperficon Pimpinellifolia, som kan trives uden for drivhus, er oplagte at plante, man kan få ret mange tomater som er særligt tidlige og beregnet på frilandsdyrkning, Den uregerlige tomatillo trives også fint på friland. Amarant er en ret anstrengende enårig »sommerblomst« med store duske i skrappe farver, den er flot nok, men meget svær at bringe ind i sammenhæng med hvad der ellers vokser i en dansk have, det kommer nemt til at ligne en blomsterbutik, men lige her er den ikke bare velegnet, den er fantastisk. Det kan ikke undgå at blive en uforglemmelig fiesta derude.
Princippet med at dyrke planter i lag, som støtter hinanden, er meget mellem – sydamerikansk og bruges i alle små havebrug overalt i troperne. De høje planter skaber lidt skygge for dem nedenunder, og hvis der er en stor rigdom af arter mellem hinanden, der alle kan tåle meget gødning, vil de trives sammen. Man sparer masser af tid på opbinding, når det hele må stå (eller falde) af sig selv.
På mange måder er det et nemt bed at lave, det hele forkultiveres eller købes færdigt som småplanter og plantes ud en dejlig dag først i juni, hvor jordtemperaturen er mindst 14 grader. Man kan lægge georginer, chokoladecosmos og kartofler tidligere – eller man kan vente og plante det hele på en gang. Det er passende sent til, at man kan nå at fjerne det meste ukrudt, for det er ikke nemt at luge, når det først er på plads. Det er klogt at lave bedet med nogle gange ind i det, så man kan komme ind og høste og plukke blomster derinde. Man kan naturligvis også bare lave det smallere og længere, men majsen skal vokse i en ret tæt, samlet blok for at kunne bestøve hinanden.
De fleste af planterne har godt af a blive forkultiveret, det give de varmekrævende tropiske planter et forspring de har godt af, tropiske planter skal jo normalt ikke skynde sig, de har det varmt hele året, men hos os er det en kæmpe fordel at så dem indendørs ved 20–25° C engang i april, så er de store og fine, når jorden er klar og lun til dem engang først i juni, eller sidst i maj, hvis det er et lunt forår.
Jeg forkultiverer alt jeg kan komme i nærheden af, glæden ved at plante tingene ud, i stedet for at så dem direkte er stor, det giver lidt ekstra arbejde at passe dem og potte dem om undervejs, men til gengæld skal de ikke luges undervejs, og man har styr på dem, de får den rigtige planteafstand fra begyndelsen.
Man kan så bruge lid tid på at sørge for et godt gennemgravet, kompostberiget bed, helt frit for flerårigt ukrudt, at vokse i. bedet er simpelthen er for svært a luge, når det hele vokser til.
Så laver man en række høje, ca. 20 cm høje, 75 cm i Ø, der skal være 75 cm mellem dem. Lav dem på rækker, så mange der er plads til, men gem en meter på hver side, til kartofler, lave sommerblomster, og dahlia. kartoflerne lægger man når man vil, sidst i marts- april., efter temperament.
På højene planter man, midt i maj når frosten er ovre, 4–6 majsplanter på hver, så er der lidt at give væk af. Man kan plante georginer ud mellem højene, eller i en række fro sig selv sidst i maj. Sommerblomsterne forkultiveres i marts–april og plante ud midt i maj. I begyndelsen af juni, når jorden er lun, planter man 4–5 stangbønner på hver høj, som kan klatre op ad majsene. Det er nu en god ide at give dem lidt støtte i form af nogle pæle, ifald det skulle blæse voldsomt i løbet af sommeren. Græskar plantes ud mellem højene, en meter mellem hver plante.
Imellem det hele fylder man ud med tagetes, og zinnia, Tithonia, solsikker og amarant, skal i midten for de bliver høje. Tallerkensmækkere planter man hvor man vil, de gør alligevel som det passer dem.
Det er klogt at dække det nyplantede med fiberdug de første dage, tag det så gradvist af nogle timer om dagen for at vænne de små svage sjæle til virkeligheden uden for. Jordskokker som strengt taget ikke er sydamerikanske, men fra det sydlige USA, skal man nok plante for sig selv et sted, hvor de gerne må vokse til evig tid. Prøv de blomstrende jordskokker, som ligner små fine solsikker, om d jo også er i nær familie med.
Mere at vide om chili, tomater, kartofler, achocha og chokoladecosmos kan du finde på min hjemmeside, hvor der under Haver og dyrkning er en hele del artikler og i netbutikken, hvor du også kan købe frø og knolde til de fleste af de planter, dette her handler om.
Majs, græskar og bønner er både basiskosten, og grundlaget for alt havebrug i hele Syd- og Mellemamerika. De supplerer hinanden i køkkenet og i maverne. Majs og bønner har tilsammen komplet protein, og jorden hvor man dyrker dem sammen bliver på smukkeste vis ved med at være frodig. Græskar bladene dækker jorden, holder den fugtig, og fri for flerårigt ukrudt, bønnerne kravler op ad majsen og leverer kvælstrof til de grådige majs og græskar.
Phasaeolus
Bønner er rimeligt nemme og giver et helt forrygende udbytte, udover at lavere kvælstof til jorden og de planter som dyrkes i mellem dem. der findes tusindvis af sorter, dem vi taler om her er stangbønner, som laver lange ranker på op til 3 meter, de er lidt senere end buskbønner, man kan sagens dyrk både stangbønner og buskbønner i et sydamerikansk bed, men busk bønnerne kan ikke klare sig mellem græskarrene, medmindre man sørger for at holde plads til dem.
Bønnerne sås i potter i april, ved 20–25° C, gerne 3 bønner i meget store potter. Så skal de ikke plantes om undervejs, og kan proppes direkte ned i bedet tidligt den 10 juni. Dæk med fiberdug de første dage.
Curcurbita moschata, Curcurbita pepo, Cucurbita maxima
Der findes de vildeste græskar, og de hav alle sammen lange, sprøde fine ranker med gule blomster, som udvikler sig til græskar, hvis sommeren er lang og varm nok.
Man kan beskære de uregerlige ranker når de vælter ud over alle bredder, og både de friske skud, med blade og klatre tråde, og blomsterne kan spises. Vær lige opmærksom på kun at spise hanblomsterne, det er dem som bare har en stilk bag blomsten, hunblomsterne ha en lille uudvokset græskar frugt bag blomsten, Det kan også være en fordel at trimme dem lidt, så de koncentrerer sig om at modne frugterne, i stedet for at brede sig.
Høst frugterne når den lille stilk er helt tør og det er oplagt at de ikke modtager mere næring gennem deres navlestrenge, Læg dem meget lunt, 25° C i mindst 4 uger, et tørt sted for at tørre ordentlig ud i skrællen, så har de fleste græskar også en holdbarhed på mange måneder. Butternut på mere end et år.
Græskar har nogle enorme fortrin; deres størrelse; skønhed, variation, men deres smag hører ikke til dem. Græskar smager mildt, i bedste fald smøragtigt venligt, og giver fin farve til supper og andre grøntsager, men det er ikke svært at finde en grøntsag der har mere punch i. Til gengæld for deres sparsomme smag så brillerer græskar med en større variation i udseendet end nogen anden frugt.
Man skulle ikke tro det hvis man kun ser hvad der findes af græskar i butikkerne, for der kan man kun få de runde Hokkaidogræskar, eller ‘Uchiki kuri’, som de hedder i virkeligheden, og så de større og mere vandede Halloween græskar sidst i oktober.
Men der er tusindvis af sorter, og de er fantastiske, i alle mulige farver, grønne, orange, gule, griselyserøde, næsten sorte, rødorange, cremefarvede, blålige, grå, hvide, gyldne, stribede, plettede, og så faconerne, dybt furede, vortede og knoppede, flade og runde, aflange og dråbeformede, melonformede, agurkeformede, tomatformede, og så Freestyle, hvad pyntegræskarrene er rigtig gode til; de små hornede ‘Crown of Thorns’, eller ‘Tyrkisk Turban’, som vitterligt ligner en ottomannisk hovedbeklædning som de må have set ud i serailet på Topkapi. Der er dem der har to forskellige farver og striber i bunden og foroven som en topforspejlet elpære, og mange flere.
Man dyrker groft sagt tre arter græskar, de små tyndskallede Curcubita pepo, som bl.a. er courgetter, Curcubita maxima, som er næsten alle de store græskar, både de melede og de mere vandholdige, og så Curcubita moschata, som klart smager af mest på en fast nøddeagtig måde.
De er også de mest vanskelige at dyrke her i landet. De kræver en varm placering, og en god sommer. Sorter som Musquee de Provence og Butternut hører til moschata. Men jeg har dyrket dem mange gange, og de er klart forsøget værd. Græskar kan dyrkes på flad, velgødet jord, eller op ad en tipi, eller at andet klatrestativ, på komposten, eller op ad en mur. Dem der skal vokse op af tipierne er dog ikke dem med de mest overdådige frugter på 12 kg, men småfrugtede sorter som ‘Acorn’, eller ‘Delicata’, og så selvfølgelig kalabasser og pyntegræskar.
Jeg dyrker så mange jeg har plads til, både de enorme Mammoth, Butternut, små furede agern-/mandelgræskar, Rouge vif d’etampes, som er et stort rødt fladt, og den måske flotteste, Marina di Chiogghia, gråt og dybt furet, den ældgamle sort Blue Hubbard, der er dråbeformet blågråt, Delicata, der er meget velsmagende, i græskarsammenhæng, gulligt med grønne striber, den nøgenfrøede sort Lady Godiva, hvor de grønne frøkerner ikke har en skal udenom og kan spises direkte, det er dem man bruger til købegræskarkerner og græskarkerne olie, og helst mange flere.
Græskar skal forkultiveres i potter og plantes ud 10. juni. Jordtemperaturen skal være min. 10 grader. Dæk med fiberdug den første uges tid og fjern den gradvist. De skal have masser af vand og gødning, hele sommeren.
Pyntegræskar er ikke alle spiselige, ‘Tyrkisk Turban’ er dog spiselig. Det er nemt at tage frø af sine egne og indkøbte græskar, fjern alt gult fnat og tør den ved stuetemperatur. De flade og punkterede dur ikke. Men man skal da være klar over at man ikke nødvendigvis får samme sort igen. De krydser frodigt og gerne, og det betyder ikke alverden, der skal nok komme nye spændende græskar ud af det. Undtagen hvis man også dyrker pyntegræskar. For de har ikke nødvendigvis været igennem den lange udvælgelse spisegræskarrene har. Mange Curcubita er overordentligt giftige, og hvis vores fredelige spisegræskar krydser med pyntemodellerne, er det ikke sikkert, at de er gode at spise.
Zea mays
Mine majs er krydset af mange sorter, gennem mange år, og giver kolber i alle mulige farver mellem hinanden. Man kan more sig med at udvælge kolber og kerner man synes særlig godt om, de helt mørkelilla, orange, røde, stribede, pastelfarvede, og vil med tiden få flere og flere majs af dem man vælger. Majs er fremmedbestøvende så man kan aldrig være sikker på hvad der kommer ud af det., hvis man dyrker mere end en enkelt sort. Majs får dog først farverne når de modner, så de majs man spiser er gule som sædvanligt Man kan naturligvis også dyrke en enkelt farve, eller kun de almindelige gule. Det man i hvert fald ikke skal dyrke er de nye hybrider der er så søde at det nærmest er slik. De mangler fuldstændigt smag, som er ofret for sødmen. De er simpelthen ubehagelige at spise. Kulørte majs smager præcis som gule majs, Til frø skal man vente til kolberne er modne og helt gennemfarvede, og eftertørre dem et luftigt og lunt sted til frøene er nemme at gnubbe af.
Hvis man skal spise majsene friske skal de tages lige så snart de fine silkehår er blevet en smule brune. Der skal springe hvis mælkesaft ud når man punkterer en kerne med en negl. Hvis ikke er de for gamle og kedelige at spise.
De fine silkehår der vokser frem af de beskyttende dækblade for enden af kolberne er rørende i deres stræben efter at blive befrugtet. Hvert silkehår er en forlængelse af en kerne, der sender dem ud i den rå virkelighed som en middelalderlig prinsesse der sender sin kammerjomfru ud for at forhandle ægteskab, mens hun selv sidder trygt hjemme på slottet.
Husk at plante majs i en blok, ikke en enkelt række, så de kan komme til at bestøve hinanden.
Majs sås direkte i jorden midt i maj, eller forkultiveres i små potter, og udplantes ca. 10. juni. De skal have masser af gødning, og vand nok, i hvert fald i begyndelsen, til de får godt fat.
Helianthus annuum
Solsikker fås i mange former, og de er sjove alle sammen, der er stor forskel på højden, de højeste kan blive 3 m, de små hvide bare 1 m, hvis de får god afstand busker de sig, så man kan plukke mange buketter. Så dem direkte først i maj, eller Forkultiver dem fra midt i april. Hvis de skal blive rigtig flotte skal de have både vand og gødning, i massevis.
Kulørte sommerblomster. Der fås både den 30 centimeter høje ‘Lilliput’ og de cirka 1 meter høje former af Zinnia elegans. Så dem direkte, tynd dem ud til cirka 10 centimeter mellem planterne. De vil blomstre i alle deres pangfarver i mange måneder, og man kan plukke utallige buketter. Eller så dem i kasser, prikl ud i små avispapirspotter og plant dem ud fra først i maj med 10 centimeter mellem. Der findes også helt andre zinnia f.eks. Zinnia haageana, multifarvede i rust, røde og orange farver. Zinnia angustifolia har enkelte blomster og knapt så skrigende farver og er mere resistent overfor meldug. Alle er fine, men jeg vil advare mod de cirkelstribede, som er alt for modtagelige for den svampesygdom, som er alle zinniaer plage, og får dem til at visne helt uden forvarsel, hvis man er uheldig. Høst frø når blomsterne er visne og den høje hattepuld af en frøstand ser helt tør ud.
Tithonia
En helt overdådig, enårig sommerblomst, næsten 2 meter høj og busket med lysende orange blomster i sensommeren. Så den i marts/april i små avispapirspotter og pot dem om, når de trænger til det. Plant ud slut i maj. De er ufattelig frodige, og har man rigtig mange kan man lave en hæk af dem.
Tagetes tenuifolium
Jeg dyrker denne lille tagetes imellem alt det andet i det sydamerikanske bed, puder af citrusduftende – ikke tagetesduftende – blomster i gul, appelsin og mørkorange, og både blade og blomster er fine som krydderurt. De er også utroligt fine i potter. Så den først i april i kasser, og prikl ud i avispapirspotter når de har fået deres første blade. Plant ud i jorden eller i potter med 30 -40 cm imellem, de bliver store.
Tagetes lucida, mexicansk estragon, er en ret spinkel guldblomstret plante, der bliver ca. 30 cm høj. Den er faktisk flerårig, og kan overvintres inde. Den er skøn som krydderurt, og har en krydret estragonagtig smag, og er stærkt euforiserende i store mængder.
Tagetes patula
1 m, stærk duft, mange, mange plukkevenlige blomster i rød – brun – orange – meget mørkerød- gul- rust- alt efter sort. Vælg de knap så forædlede, enkelte eller halvfyldte blomster. De blomster længere, og får langt flere blomster end de til smertegrænsen forædlede tagetes, hvor der kun kommer ganske få og grotesk store blomster.
Langt de fleste tagetes i dag er dværgformer som kun bliver ganske lave, og er beregnet på blomsterkummer og kantplantning, hvor de bestemt kan diskuteres men de ser helt sygelige ud, ude i haven,.
Køkkenhavens wild card, vokser til enorme planter når det andet er ved at tabe pusten i september, og man skal lad dem gøre det. Alle dele af dem er spiselige, og jeg forkultiverer også dem, så er de klar til at plante ud allerede sidst i april. I maj kommer alle de selvsåede op, og så får man nok til at farvesortere hvis det det man vil. De ikke rankende sorter er pyntelige, men mister ligesom pointen med tallerkensmækkere, deres uregerlige frodighed.
Tropaeolum canariense
Fra Peru er tallerkesmækkerens kultiverede kusine. Fliget fint løv, gule frynsede delikate blomster. frodige men ikke på den bølleagtige måde som andre tallerkensmækkere har. Skøn i potter, max 1½ m… Deler sig i mange ranker, som man kan lade den selv drapere, forkultiveres i marts–april.
Tropaeolum tuberosum
Og så den helt utrolige Tallerkensmækker, hvor både bladene som er mørkegrønne og smukke, de rød/orange fine blomster, og de enormt mange rodknolde den producerer kan og skal spises. Planten bliver i drivhus 2 meter høj, på friland formentlig noget lavere. Rodknoldene er en vigtig del af basiskosten i Peru og Colombia, knolden ligner en jordskok.Planten er flerårig og kan ikke tåle frost., men man skal vente med at grave den op så længe som muligt, da knoldene først dannes sidst på efteråret. Dyrk i jorden i drivhuset, eller i en meget stor potte et beskyttet sted, Overvintres frostfrit,. Planten kan graves op og deles, rødderne kan tages af og blive til hver sin plante, overvintres køligt og mørkt.
Smallanthus sonchifolius
Meget sjælden, velsmagende og stor flot plante med lysegrønne enorme dekorative blade. Dyrkes som jordskokker, men skal først plantes ud midt i maj. Passes som jordskokker med masser af vand og gødning. Høst de store knolde i november, når toppen har fået frost, og spis dem, Top knoldene og siderødder gemmes til opformering.
Oxalis tuberosa
Oka er en meget vigtig afgrøde i Andes regionen, rodknoldene smager syrligt, sprød og delikat, når de spises rå, gerne med salt, chili og lime. Kogte bliver de som kartofler, men med en helt anden delikat syrlig smag. Knoldene er i spraglede skønne farver, i alle mulige rødlige og gule nuancer med lidt forskellige egenskaber, men ikke noget som betyder noget for dyrkningen. Løvet er som på andre Oxalis, og er også spiseligt. Dyrkes enten i en meget stor potte, eller dyrk på friland, som kartofler, Oka er en kortdagsplante som danner rodknolde efter 1 august, de er helt udviklet i november, Planten tåler lidt frost, men løvet dør ned, og så skal de høstes. Knoldene overvintres bedst i fugtigt sand, et frostfrit og køligt sted. Oka indeholder oxalsyre, men i de mængder vi kan konsumere fra egne Oka er det problemløst. Hvis man lægger knoldene i solen et par dage forsvinder det meste oxalsyre
Solsikker fås i mange former, og de er sjove alle sammen. Der er stor forskel på højden, de højeste kan blive 3 meter, de små, hvide bare 1 meter. Hvis de får god afstand busker de sig, så man kan plukke mange buketter. Så dem direkte først i maj eller forkultiver dem fra midt i april. Hvis de skal blive rigtig flotte, skal de have både vand og gødning i massevis. De rigtig høje skal have en pind at vokse op af, så de ikke vælter i blæsevejr. Det er nemt at tage frø selv af solsikker, høst hovederne når de er afblomstret, for ellers tømmer fuglene dem i løbet af få dage. Tør dem et luftigt sted til frøene er løse, tag dem ud og eftertør dem. De vil blive en blanding af alle de sorter man dyrker.
Tomatillo er en meget frodig og helt igennem nem fætter til tomaten, den kan forkultiveres ligesom tomat, og plantes ud på friland i maj. den vil – ubeskåret blive 1½ × ½ m, og give et væld af frugter, hvis man husker at den er fremmed bestøvende og skal have en ven tæt ved, dvs. min. 2 planter.
Physalis pruinosa
Er en anden art end alm. Ananaskirsebær, og en meget mindre plante. de dyrkes som tomater, men grne på frland, og gerne i potter et beskyttet sted, Frugterne er også mindre, men efter min mening langt mere velsmagende end ananaskirsebær. 50 cm.
En vidunderplante, sammen med oka, mashua, yacon og quinoa en af de såkaldt Lost crops of the Incas, som nu ikke er så lost mere. Bladene, de utroligt nærigsrige frø og blomsterduskene kan alt sammen spises, og selve planten er måske en smule prangende, men lige i denne sammenhæng er den helt rigtig.
Forkultiveres i marts–april og plantes ud i maj. Tjek højden, for ikke alle sorter er lige høje og brede. Jeg har valgt to sorter ud af mange, som jeg havde købt en pose frø til i USA, og lige de to var tidlige nok til at blomstre overdådigt i vores klima. ‘Opopeo’, som har struttende, magentapink, mørkerøde blade og er enorm. ‘Limegreen’, som har hængende, limegrønne blomsterklaser og er en meget mindre plante.
Oprindeligt blev georginer indført til Europa som spiselig plante, det blev dog ikke den store succes, kartoflerne tog pladsen, og de smager nok også bedre, men de kan stadig spises, og det kan blomsterne i høj grad også. Hvis man vælger de mere uforædlede enkelt blomstrende smager de bedst. Nogle er let bitre, andre sødlige, men man må bare prøve sig frem. Nogle år giver mine georginer i hvert fald et bedre udbytte af spiselige knolde end mine kartofler. Jeg spiser ikke mine dyrt indkøbte prangende georginer, men dem jeg selv sår fra frø, de sås i februar, indendørs, og bliver til vidunderlige prydplanter allerede samme år. De blomstrer tidligt, længe og rigt med et mylder af smukke, enkelte cosmos lignende blomster i en helt anden og mildere farveskala end de forædlede. I oktober har de alle sammen en utroligt imponerende bunke knolde som man så kan spise eller dele, og plante igen året efter. Undervejs krydser de sig og bliver sine helt egne sorter, og det er virkelig en sommerblomst, der fylder noget. Man kan plukke buketter, til man er blå i hovedet. De holder ikke så længe i vand som de fyldte, forædlede former, men så kan man jo bare plukke nogle flere.
Georginer er jo et festfyrværkeri, hvis man vil have diskretion, er det ikke her, man skal gå hen. Der er smæk for skillingen, selvom det er tilladt at vælge i farverne. De er ret nemme at dyrke og blomstrer i mange måneder. Jeg ved, at en del betragter georginer som en enårig plante, køber knoldene, planter dem i maj og lader dem stå i jorden. Nogen gange vil de overleve, men som regel vil de gå til af frosten.
Det er jo et valg, men jeg holder meget af mine georginer og graver dem op hvert år. Både fordi nogle af dem er helt særlige sorter, jeg har arbejdet for at få, og fordi jeg gerne vil have så mange, at det er pip at købe forfra hvert år.
Snegle er den eneste rigtige fare for ens georginer. Georginer er snegles livret, og de kan æde det hele, lige når de kommer op af jorden. Hold jorden pinligt ren så man kan se dem, tjek planterne, når det tusser om aftenen. Man kan måske oven i købet investere i et sneglehegn til at stille rundt om bedet., hvis det er meget slemt. Når georginerne først er kommet i vækst, skal der rigtig mange snegle til, før det er et problem
Dyrkningen i sig selv er enkel. Læg knoldene til forspiring i en kasse med løs plantejord i april. Stil dem lyst og frostfrit og vand dem. De vil skyde små skud i hele kronen. Når jorden er lun midt i maj, planter man dem ud med cirka 50 centimeter imellem, mere for de meget store. Dæk med fiberdug den første uges tid. Pas dem med vand og masser af gødning hele sommeren. De må ikke tørre ud og ikke mangle gødning, så får de ikke ret mange blomster.
Man kan plante dem tæt i en klump, så behøver man ikke binde dem op. Men en diskret pind og en snor er nu godt. Pluk visne blomster af meget jævnligt, så de ikke bruger krudt på at lave frø. Mens de er i fuldt flor, skal man mærke dem med højde og farve med en sløjfeetiket. Så man kan kende dem fra hinanden næste forår.
Når den første, alvorlige frost har lagt dem i ruiner, skærer man toppen af, graver knoldene op og lægger dem i flade kasser. Tør dem et luftigt sted i et par uger. Når jorden er tørret helt, ryster man den af, og fjerner bløde knolde. Tjek grundigt for snegleæg. Hvis de er nemme at dele, dvs. falder fra hinanden, gør man det med det samme, ellers skal de deles om foråret. Stil kasserne mørkt, køligt og frostfrit.
Man kan opbevare dem i kasserne med løs jord eller helt nøgne. Jorden er en fordel, fordi de så ikke så let tørrer ud. De skal i princippet ikke vandes, men hvis de er knastørre, kan det være en god ide at give dem en lille smule vand i løbet af vinteren.
Tjek dem i løbet af vinteren, hvis de spirer før april, står de for varmt og skal køles lidt ned. Tjek for rådne knolde, svampeangreb og fuldstændig indtørrede knolde. Smid angrebne knolde ud. I april begynder man forfra. Hvis det er ens egne gamle knolde, kan de med fordel deles enten ved at skære, eller flå dem fra hinanden, når der er kommet de første små spirer frem. Der skal være mindst et skud på hver rodknold. Man behøver ikke at dele dem, men det er den måde, man får flere på. Gør det før de lægges til forspiring i kasser.
En spændende ting at prøve. Man aner jo ikke, hvad der kommer ud af det; men næsten uanset hvad, kommer man til at holde af dem. Man kan købe frø på nettet af både de oprindelige arter, som jeg holder meget af, eller forædlede typer f.eks. de mørkbladede.
Det er nu det sjoveste selv at tage frø. Pluk store svulmende frøstande af, de er klar når de begynder at stritte. Gør det nogle gange i løbet af sæsonen Læg dem til tørre et virkelig luftigt sted med cirka 24 grader. Georginefrø er frygteligt våde og skal tørre ret hurtigt, ellers rådner de. Når frøstanden er klar, vil den åbne sig og ligne en evighedsblomst. Der er en masse tørt fnidder i, selve frøene er mørke, aflange og en lille smule tykke i det; men meget forskellige i faconen, efter hvilken slags plante det er.
Gem frøene et køligt, tørt sted og så dem indendørs i februar- marts. Der vil ret hurtigt komme spirer frem, og de skal prikles ud i små potter. En georgine vokser hurtigt, og man skal følge med. De skal have større potter hele tiden, ellers står de i stampe. Midt i maj kan man plante dem ud, og så går det hurtigt.
Der vil komme blomster slut i juli, og det er ulideligt spændende at se, hvad det er for nogen. Man kan vælge tilfældige frø, men som regel handler det om, at man er brændt varm på en bestemt georgine, som man gerne vil have nogle varianter af. Det får man så sandelig også og nogle fantastiske eksemplarer nogle gange. Som regel vil de nu blive mere enkle med færre kronblade end deres forældre, men ikke altid.
Hvis man bliver ved i nogle år og ved, hvilke anlæg man går efter, kan man lave sine egne sorter helt efter ens eget (og georginernes) hoveder. Det er simpelthen genetik for begyndere, og det er vildt sjovt. Hvis man deler rødderne eller laver stiklinger, er det en klon, man laver, og altså præcis mangen til moderen. Stiklinger tager man af knoldene om foråret, midt i marts. Man skærer de nye skud af med lidt af knolden ved, og stikker dem i potter. De skal passes lige som alle andre stiklinger. Det betyder, at man skal tage knoldene, man vil tage stiklinger af ud i lyset og helst lidt varme en måneds tid før, først i marts – og om efteråret kan man grave dem op, hvis da gerne vil beholde dem.