Mode

 

Mode findes også indenfor planteverdenen. Man kan forarges over det, men også glæde sig, i erkendelse af at ingen går fri.

Moden betyder en vis ensretning, alle bliver synkront betaget af de samme hortensia, sommerblomster, roser. Man bliver opmærksom på nye planter man ikke anede eksistensen af, Det kedelige er at man så ikke kan få andre end de moderne  lige det år.  Plantemoden kommer ikke ud af den blå luft, hvad man jo godt ved når det handler om tøj, men ikke har lyst til at se i øjnene når det handler om blomster. Som alle andre producenter vejrer de enormt store planteproducenter hvad der rør sig blandt trendsættende plantefolk som skribenter og havedesignere og beslutter sig for hvad der skal dyrkes.

Såvel som der altid produceres sorte, hvide og blå t shirts bliver der også altid dyrket lobelia og petunia og røde pelargonier, men resten skifter, og elskede planter forsvinder også igen.

Dette gælder for plantecentre, en helt anden sag er rigtige planteskoler hvor man selv producerer planter. Her er udvalget både mere specialiseret og bredere, man kan få mere at vide, og man kan opleve glæden ved at opdage nye sorter, bedre former for kendte planter, nye arter, der er en verden til forskel på både kvaliteten af planterne, og den kærlighed der ligger bag en veldrevet planteskole og at købe sine planter i farten.

Hvis man vil have andet end det mest almindelge, eller årets modeplanter, er det her man skal gå hen.

Nogen gange indhenter moden blomster man har elsket i mange år,

hvad der gør en momentant moderne, men alligevel ikke rigtigt glad, for en hvilken som helst plante der har været  højmoderne bliver slidt.

Men det er ens egen lille bekymring, enhver ønsker at være særlig, dyrke det særlige, det udsøgte, i realiteten dyrker vi det vi kan få, det vi har set, uanset hvor højt hævet man kan bilde sig ind man er over modens luner.

Hvis man skal være positiv er det en glæde at mange flere får oplevet  planter man virkelig får fornøjelse af.

Mormorplaner er blevet mere og mere moderne de sidste mange år.

Det vi søger er måske nok den umiddelbare skønhed ved de planter vi kan se på malerier og gamle fotos, men den vigtigste del af mormordrømmen,  handler om kontinuitet.

Planterne er ikke kun det de ser ud til at være. Det vi søger når vi køber de blegeste pelargonier, og alle de andre romantiske drømmeplanter er en anden tids ro, drømmen om at have tiden til at nippe og pille og pusle, i lange sommerkjoler, mens børnene leger på plænen udenfor de nypolerede vinduer. Måske også en fornemmelse af at det ikke er rart at smide planter væk.

Dengang var det simpelthen utænkeligt. Planter var ikke et forbrugsgode, men noget man fik skaffet sig ved at bytte, tage stiklinger,eller få som gaver. Erhversgartnerierne dyrkede gulerødder og blomkål, pelargonier og tagetes. Man kunne købe planter,  men der var en verden til forskel på den brug og smid væk måde vi gør det på, og den omsorg der blev lagt i  sagen dengang.

På landet kan man stadig se at det er de præcis samme roser og satuder der gror i alle gamle haver, og det handlede om at man delte, lavede stiklinger og gav væk.

og der er stadig forskel, det er en anden sang man synger for sine planter når man selv har fremelset dem fra et lilelbitte skud til fuldvoksen pragt, en anden historie der ligegr begravet i jorden hos en gammel, overlever af en forveddet potteplante, end i de nyindkøbte hormonstruttende blomster fra plantecenteret.

Det er fortællinger om tid og kærlighed, omsorg og nysgerrighed, og det er vel så egentlig, i al sin selvfølgelighed, det det handler om med planter, blomster og drømme.

 

Mormors planter voksede  fandtes i en anden vireklighed. Vi boede på en anden måde, i huse som var langt mindre isolerede og gennemopvarmede end nu. Der var zoner i husene der var kølige, og man varmede kun det der blev intensivt brugt, op.

Der var masser af stadsestuer, bagtrapper, gæsteværelser, kolde kældre, soveværelser og bryggerser hvor man kunne overvintre pelargonier, julekaktus, nerier og geranier, for ikke at tale om begonier og georginer, præcis som de vil have det.

Hvor vill det være skønt hvis nogen fik den ide at åbne nogle steder til vinteropbevaring af  stueplanter, potter der ikke kan være nogen steder, gerorgineknolde og begonier, alt det som vi gerne vil have, men som passer så allerhelvedes dårligt ind i den gennemisolerede måde vi bor på.

 

 

 

Duftgeranier

 

Hvis man holder af pelargonier, vil man elske duftgeranierne.

Intet kan være nemmere, hverken at passe, eller formere.

 

Der er i hundredevisaf dem, nok til at man kan udsøge sig særlige sjældenheder hvis man vil det, eller bare købe de tilgængelige, som er rigeligt dejlige.

 

Duftgeranier er dejlige planter at have i vindueskarmen, om foråret ,og udendørs om sommeren. det er resten af tiden der er problemet.

Sandt at sige dufter nogle af dem forfærdeligt, men det er meget forskelligt hvad forskellige mennesker synes dufter godt og stygt, der er bestemt ikke enighed  om det, andre falder i svime over nogle geranier jeg synes lugter af myggespray og sprøjtemidler, man må dufte sig frem.

De er i familie med pelargonier, og mange af dem ligner også pelargonier. Men de dufter helt, helt, anderledes. Geranierne kommer oprindeligt fra Sydafrika, og de vilde former kan stadig fås.

Der er specielt i England, hvor hortikulturen er hvermands passion, blevet fremelsket i hundredevis af duftende krydsninger udfra de vilde arter.

Når englænderne gør noget på det havekulturelle område, så gør de det grundigt. Man kan få geranier der dufter - og smager - af alt hvad der findes af karakteristiske dufte fra planteriget. Der findes ingefær,chokolade/mint, egeduft, rosen, citron, lime, moscus, muscat, syre, kokos.... og sågar old spice geranier. De er ligeså forskellige at skue som de dufter, men de fleste minder om pelargonier i vækstformen. De har fligede, små og store blade, og blomstrer med lette klaser af små pastelfarvede  blomster. Nogle enkelte har lige såstore blomster som pelargonier, også i skrappe farver.

 

Nogle få kan bruges i mad, og det er ikke ligesom med kaffe, som lugter beder end det smager, geranierne smager lige præcist som de dufter, -overvældende

Fælles for dem alle er at de ikke kan tåle frost, og at de er nemme at stiklingeformere. Bræk et fedt , nyt skud af, fjern de nederste blade og evt. blomster, og stik den dybt i en potte med pottemuld. Hold den akkurat fugtig. Stiklingen vil slå rod i løbet af nogle få uger.

Geranier (og pelargonier) skal have masser af gødning, for at blomstre så rigeligt som de kan.  De kan godt lide at blive vandet rigeligt, men ikke at  der står vand i underskålen.

Den mest almindelige af geranierne, rosengeranien, har altså kun duften tilfælles med roser, men er næsten øredøvende parfumeret. Den minder om citron, bergamot og roser.

Før i tiden havde man den stående i køkkenet, ved vasken. Når man vaskede hænder strøg man planten med hænderne, og kunne så gå rundt og dufte som Schous sæbehus i timevis.

Olie fra planten bruges meget i parfumeindustrien, netop til at give rosenduft.

Rosengeranien skal absolut ud i køkkenerne igen, ikke mindst fordi de er så umådeligt raffinerede i mad. Det er drøje sager, nogle få blade er alt hvad der skal til. Den årlige beskæring giver blade nok til desserter så man får rigeligt af den parfumerede, opmuntrende smag.

Ørepineplante hedder den også, man skal bare proppe et blad i øret.

Alle blomsterhandlere har den, og den koster ikke noget særligt.

Hvis man har een i forvejen er det bare at gå igang med at komme den i gryderne. Nyindkøbte planter skal lige have en chance for at slippe af med sprøjtemidlerne før man spiser af dem.

Lad dem stå og sunde sig i nogle uger, brus dem ofte, så skulle de være klar.

 

Det er de grønne blade man bruger, hvis den endelig blomstrer er de yndigt lyselilla, og lidt uanseelige, men de er fine som pynt.

Alle duftgeranieblomster kan bruges som pynt på kager og salater, men det er ikke nødsvendigvis for smagens skyld, men dejligt ser det ud.

Rosengeranier kan bruges til is, og de kan alle de andre geranier, som dufter af noget man gerne vil have i sin is også, chokolade/ mint, mynte, citron og mandel.

 

 

Fælles for dem alle er at de ikke kan tåle frost, og at de er nemme at stiklingeformere.

Geranier (og pelargonier) skal have masser af gødning, for at blomstre så rigeligt som de kan.  De kan godt lide at blive vandet rigeligt, men ikke at  der står vand i underskålen.

Når lyset falder og der er truende frost skal de ind og i  vinterhvile.

Men de kan godt stå inde i nogle uger og blomstre færdigt før de bliver stillet væk.

Hvis de er meget store kan man beskære dem lidt inden vinterhvilen, men elelrs holder man bare øje med dem vinteren over og vander dem så lidt som muligt uden at de tørrer helt ud. I marts begynder de at skyde nye skud. Så tager man dem frem, besærer dem så meget man nænner, giver dem gødning og vand, og et  lunere sted at stå. De skud man har klippet af kan man lave nye planter af, og foråret er et godt tidspunkt, men det kan nu lade sig gøre fra marts til september,. Bræk et fedt , nyt skud af, fjern de nederste blade og evt. blomster, og stik den dybt i en potte med pottemuld. I gamle dage sagde man at det kun var stjålne stiklinger der ville slå rod, måske det passer, Hold den akkurat fugtig. Stjålet eller ej, vil stiklingen vil slå rod i løbet af nogle få uger.Hvis man vil gøre det ekstra godt kommer  man en plasticpose med nogle huller i, over potten.

Stil potten et lyst, men ikke for varmt sted, direkte sol er ikke godt. Efterhånden som geranier vokser kan man potte dem om i større potter, men man gør dem en bjørnetjeneste ved at give dem alt for store potter, de skal bare have en størrelse større potte når rødderne når helt ud til kanten og bliver en hård filterrelighed af rødder.

Hvor de så skal være om vinteren er faktisk et problem, for det skal være et køligt, lyst og tørt sted.

Hvis en af faktorerne mangler vil de gå til. En kølig kælder med kunstigt lys er fint, en frostfri havestue, et frostfrit lyst loftsrum, en kølig, men frostfri bagtrappe, er alt sammen fine steder at opbevare dem, men det er ikke noget mange råder over i vore gennemisolerede tid