Blomster der kan spises

His man vil vide mere om spiselige blomster, har jeg udgivet en lille bog om dem, som bl. a. kan købes i vore netbutik.

Blomster i maden er en stor, og yndig fornøjelse. Der er vist ingen tvivl om at de spiselige blomster rummer mange fornuftige og dydige stoffer og også ofte har værdifulde medicinske egenskaber, men det er ikke fornuft og dyd det handler om.

Det handler om at unde sig selv den fornøjelse at pynte sin mad og sine kager med blomster, bare fordi det er noget af det mest henrivende og sommerlige man kan give sig til.

De fleste spiselige blomster smager ikke af noget særligt, men det kan også være lige meget, det er heller ikke dét, det handler om.

Det handler om hæmningsløs nydelse, og en smule æstetik.

At spise blomster er en anden og næsten grænseoverskridende måde at nyde dem på, en ekstra sans i brug, ikke bare den pæne måde at nyde dem med næsen og øjnene, men simpelthen at tygge dem, på samme måde som man søger efter stadig nye måder at indtage en mand man er forelsket i.

Men man skal vide hvad man gør, hvis det ikke skal udarte til et Shakespeare’sk drama.

Medmindre man er meget stiv i botanikken, skal man absolut ikke gå ud og hente andre end de nævnte blomster ind på middagsbordet. Nogle af de mest indbydende blomster som smørblomster, pæoner, riddersporer er overordentlig giftige.

Men de der kommer her kan man til gengæld trygt gå i gang med.

Næsten hver tredje række i min køkkenhave er sommerblomster. De ser uimodståeligt fristende ud i frøkatalogerne, og jeg synes egentligt at køkkenhaven er det rigtige sted at have dem, i bedene sygner de hen mellem stauderne, og mange af dem har også så krasse farver at det ville være ret vanskeligt mellem pæoner og roser. Jeg tror det er godt for haven og for mig at dyrke mange blomster og det er vidunderligt for børnene at kunne plukke hæmnings­løst mange store buketter hele sommeren. Jo flere man plukker, jo flere blomster kommer der, fordi planten fornemmer at blomsterne og dermed frøene forsvinder og derfor sætter i med en ny omgang for at bringe slægten videre.

Og alligevel sår de sig selv. En pose blandede sommerblomster kan vare i årtier, hvis man bare har dem det samme sted. Hvis man lærer sig hvordan småplanterne ser ud kan man få et blomsterflor i hver en sprække af sin have. og man  behøver ikke være bange for at blive overvældet af sommer­blomster. De er nemme at fjerne hvor de kommer i selve rækkerne.

Hvis man da kan nænne det. Vi har kornblomster i alle farver også mellem kålen og løgene, morgenfruer i enhver afskygning vokser overalt.

Og så er der overraskelserne. Jeg såede en række levkøjer, en elsket som­merblomst med tætte aks af pastelfarvede blomster der minder om en blanding af løvemund og riddersporer. Levkøjer har en fedme i blom­sterbladene som ligner fed, mat silke, og er det mest sommeragtige og overdådige man har.

Op kom i stedet et let busket plante med uanseelige lyslilla bloster. Jeg var ret skuffet indtil en aftentur i haven hvor vi blev overvældet af en helt vidunderlig duft i den anden ende af haven, så forsvandt den, så kom der en ny duftsky. Vi fik sporet duften til de uanseelige blomster, som selvfølgelig er natlevkøj.

Sammen med natlysene som hver aften folder nye duftende æggegule krinoli­neblomster ud, og natviolerne som er slut for  i år, men som har forsødet aftenerne i de sidste 4 uger, er det blomster som er ret anonyme om dagen, men om natten et eventyr.

Af sommerblomsterne er der en del der kan spises,

Morgenfruerne,

Kender hvert barn, de er nemme at dyrke, sår sig selv, og er nemme at tage frø af til mere ordentlige rækker.

De starter sæsonen som små tætte basser, men bliver efterhånden så ranglede at de er bedst mellem f. eks kål, tætte krydderurter, rødbeder og bladbeder. Der lyser de op i alle deres uimodståelige solskinsfarver.

Der fås navnesorter, i mere afdæmpede abrikos og rustfarver, der fås en 'Hens & chickens' sort hvor blomsterne er omkranset af små bitte blomster,

En mutation man også kan finde i egne rækker.

Der findes sorter med røde bagsider på kronbladene, prøv dem.

Men det er ikke orden man søger når man dyrker morgenfruer, tag frø af mange forskellige farver og former, det er det dejligste - også i buketter.

De farvede kronblade smager skarpt, og egner sig mest til mad –ikke kager. Tørrede kronblade mister skarpheden, men beholder farven og kan bruges som pynt på chokoladen til jul.

Hjulkrone

Hjulkronen med de himmelblå små stjerneblomster er velkendt og elsket i drinks, og salater. De har en meget svag agurkesmag, og er fine på en tzatziki, på madder, i limonade.

Så dem en enkelt gang, og de selvsår sig over det hel i al fremtid. De små sprøde planter, med enorme lodne kimblade har en klar smag af Østers, som er vidunderlig i en salat, og som garniture til alt med fisk og skaldyr..

Man kan købe en hvidblomsteret sort og en med melerede blade, som er fine mellem de blå.

Tallerkensmækkerne/nasturtier

Tallerkensmækkerne kommer så sandelig også igen. Jeg har sået mange forskellige i tidens løb, engelske navnesorter som den mørkorangede og mørkløve­de "Empress of india", en med melerede blade, og en cremefarvet og rød, som hedder jordbær med fløde. De kommer igen, alle sammen, men har blandet sig uterligt med hinanden i mellemtiden.

Der viser sig nu de mest vidunderlige mørkerøde, af en fløjsblød dybbde jeg aldrig har set i et frøkatalog.

Både blomsterne og de eksotiske runde blade smager af karse, og skal bestemt ikke på kager, men i salaten er de en åbenbaring.

Hvor de selvsåede kommer op er det ikke os der bestemmer, men så dem hvor de må brede sig, for de gør de, vildt uhæmmet og vidunderligt frodigt. Først på sæsonen er de nogenlunde ordentlige, og holder sig pænt i rækken, når det bliver august slår de sig løs og kravler over stok og sten, og er ikke til at tøjle. det kan udnyttes hvis man planter dem mellem ærterne, i kanten af kartoffelbe­det og andre steder hvor det er velkomment at de tager over efter afgrøder der er spist og væk.

Den første frostnat efterlader dem som slatne trevler, og det føles som et eventyr med en meget brat slutning.

Tag frø af de mest vidunderlige, de bliver ikke som moderplanten, men hvis man f. eks vælger de mørkeste eller lyseste ud over nogle år, går det helt sikkert i den retning man vil have.

Man har syltet dem som capers, i eddikelage, og det er ikke nogen dum ide. De rummer udover en masse sennepsolier, det smagsstof der er så typisk for capers, dog ikke i helt den samme koncentration.  Sylt dem som agurker, eller giv dem et opkog og læg dem simpelthen lagvist i en krukke med groft salt.

Isblomst

Mesembryanthemum  criniflorum  er en helt gennemnuttet lille tykkødet plante med relativt store blomster i alle regnbuens farver. Den er af salturtfamilien og bladene ser ud som om de er dækket af rim. Både blomster og blade kan spises. Andre Mesembryanthemumarter kan også spises, heriblandt den egentlige isurt 'Mesembryanthemun crystallinum'. Den har kødfulde blade, og minder om Newzealanske spinat, som den også er i familie med. Den har en evne til at forblive sprød, og de fine duggede blade er simpelthen lækre. Blomsterne er hvide.

Nigella

Nigellafrø, eller 'Jomfru i det grønne frø', der pryder ethvert levantisk brød og smager så dejligt er en nem sommerblomst i haven.

De er i nær familie med sommerblomsten 'Jomfru i det grønne', Nigella damascena' som har blå til lyserøde blomster, men er en anden art' Nigella sativa'. 

Planten er yndig med blade der ligner dild og fine små hvide blomster. man samler frøkapslerne og bruger frøene, og der kommer relativt meget ud af det.

Frø af den blåblomstrede smager ikke godt - jeg har prøvet.

Den nemmeste måde at få fat i frø til de spiselige er at købe en pose frø til spisebrug og så dem istedet.

Frøene kan mere end sparsomt brøddrys, de er gode i curries, til at riste kartofler i, og drysset på stegt fisk.

Stedmoderblomster

Både de små vilde, og de store haveformer kan spises, dog ikke nyindkøbte drivhusplanter, der lige skal afgiftes før man spiser af dem.

Dyppet i tynd glasur og tørret fladt er de en prinsessefin ting til børnefødsels­dage, bare til at spise, eller som kagepynt. Et drys i salaten er også godt.

Man skal ikke være nervøs over at plukke sine stedmoderplanter fuldstændigt tørre for blomster, jo mere man plukker, jo flere kommer der.

Tagetes

Tagetes, hade- eller elskeplante, man er jo ikke forpligtet til at elske dem alle sammen, og de er heller ikke alle lige gode til mad. men nogel få er værd at dyrke, alene for deres kulinariske kvaliteter.

Duften-og deres stive vækstform er det man kan have imod dem, men tagetes

"Tenuifolia" er noget helt andet. Den findes i en del navnesorter, og de er bedst blandet. Rød, orange, gul, og når man selv tager frø, en hel masse mellemfor­mer over årene. De dufter af tagetes, men parret med citrusaromaer på en måde så man har lyst til at spise dem. Det er også lige hvad man skal, det er simpelthen en krydderurt, en helt ny en. Både de små fine filigranblade, og de overstadigt glade, enkle blomster er det bedste der kan ske for gulerød­der, rødbeder, og ikke mindst på jordbærlag­kager. Hver plante bliver over sommeren til en fin pude på 30 cm, der laver nye blomster hele tiden. jeg sår dem inde i Marts, og planter ud i rækker mellem kål og krydderur­ter når tiden kommer, og det gør den midt i Maj. De ligner ingenting-længe, og pludseligt er der store bløde puder af tiøre store blomster.

Plant dem med 25 cm imellem, så kan de folde sig ud til den sø af blomster der kommer helt frem til den første frost.

En anden form for tagetes, 'Lakridstagetes' Eller mexicansk estragon, tagetes lucida, får små blomster der slet ikke ligner tagetes, og blade der smager af esdragon.

Noget andet er at tagetes overvældende duft er en god ting at have i haven, det holder en mængde utøj væk fra andre planter, og en enkelt sort 'Tagetes minuta' holder også nematoder væk. En nyttig ting hvis man for nylig har indlemmet en græsplæne til køkkenhave, hvor der de første år som regel er enorme mængder af nematoder i jorden.

Tagetes fås i så mange farver- også limegrønne- at det nok skulle kunne gå i enhver have.

Gladiolus

Gladiolus de frække spir, med de skamløse farver, som man elsker i Sydeuropa og foragter i Danmark.

Dårlig smag slet og ret, på linje med georginer plat og vulgært, men hvor er de fantastiske.

Man elsker dem ikke som man elsker mindre prangende blomster, men spise sine gladiolus, det kan man. En tallerken med en glasdiolussalat i forskellige farver er så enhver glipper med øjnene. De smager faktisk dejligt, og så er der en hel del mad i dem. Man kan nøjes med at pynte salaten med dem, og man kan bruge dem til kager, fylde dem med 'Tabbou­leh', flødeost, eller is som man vil.

Læg knoldene når det bliver maj, og gerne i rækker mellem kålen som kan give dem den støtte der skal til for at de ikke vælter når de kommer i blomst.

Hvis de står lidt beskyttet, og ligger i 20 cm dybde kan de overleve en mild vinter, men det er sikrest at tage dem op.

Hvert løg laver en håndfuld sideløg, hvis man gemmer dem og sætter dem også blomster de tidligst andet, og ihvertfald tredie år. Både små og store gladiolus skal have gødning for at give deres bedste.

Mindre opsigtsvækkende og yndigere gladiolus kan købes hos velassorterede løghandlere.

Duftgeranier

Geranierne kommer oprindeligt fra Sydafrika, og de vilde former kan stadig fås.

Der er specielt i England, hvor hortikulturen er hvermands passion, blevet fremelsket i hundredevis af duftende krydsninger udfra de vilde arter.

Når englænderne gør noget på det havekulturelle område, så gør de det grundigt. Man kan få geranier der dufter - og smager - af alt hvad der findes af karakteristiske dufte fra planteriget. Der findes ingefær, chokolade/mint, egeduft, rosen, citron, lime, moscus, muscat, syre, kokos.... og sågar old spice geranier. De er ligeså forskellige at skue som de dufter, men de fleste minder om pelargonier i vækstformen. De har fligede, små og store blade, og blomstrer med lette klaser af små pastelfarvede  blomster.

De fleste kan bruges i mad, og det er ikke ligesom med kaffe, som lugter beder end det smager, geranierne smager lige præcist som de dufter, -overvældende

Fælles for dem alle er at de ikke kan tåle frost, og at de er nemme at stiklingeformere.

Overvintres ligesom pelargonier. Skær dem ned om efteråret, ha dem ret tørt, køligt og frostfrit i potterne. Stil dem lunere i Marts, og begynd at vande sparsomt. Beskær dem hvis de er for ranglede og gød dem når de kommer i vækst.

Den mest almindelige af geranierne, rosengeranien har altså kun duften tilfælles med roser, men er næsten øredøvende parfumeret. Den minder om citron, bergamot og roser.

Før i tiden havde man den stående i køkkenet, ved vasken. Når man vaskede hænder strøg man planten med hænderne, og kunne så gå rundt og dufte som Schous sæbehus i timevis.

Olie fra planten bruges meget i parfumeindustrien, netop til at give rosenduft.

Rosengeranien skal absolut ud i køkkenerne igen, ikke mindst fordi de er så umådeligt raffinerede i mad. Det er drøje sager, nogle få blade er alt hvad der skal til. Den årlige beskæring giver blade nok til desserter til en hel svag­børnskoloni.

Ørepineplante hedder den også, man skal bare proppe et blad i øret.

Alle blomsterhandlere har den, og den koster ikke noget særligt.

Hvis man har en i forvejen er det bare at gå igang med at komme den i gryderne. Nyindkøbte planter skal lige have en chance for at slippe af med sprøjtemidlerne før man spiser af dem.

Lad dem stå og sunde sig i nogle uger, brus dem ofte, så skulle de være klar.

Det er de grønne blade man bruger, hvis den endelig blomstrer er de yndigt lyselilla, og lidt uanseelige, men de er fine som pynt.

Rosengeranier kan bruges til is, og de kan alle de andre geranier, som dufter af noget man gerne vil have i sin is også, chokolade/ mint, mynte, citron, lime og mandelgeranier er værd at prøve, også til pynt på isen.

Umiddelbart vil man synes det er synd, men den lille parfumerede snert, det hemmmelig­hedsfulde ved en krydring som ikke er sær, men så anderledes at man undres, det er en god ting.

Opskriften er fra Ballymaloe, og fra en kvinde som har det mest passionerede forhold til bær jeg nogensinde har oplevet.

Darina Allens bær i geraniesirup

½ l vand

300 g sukker

1 stor håndfuld rosengeranieblade

citronsaft

1 kg blandede bær, jordbær, skovjordbær, solbær, ribs, morbær, hindbær.

Kom bærrene i en stor smuk skål, og prøv at undgå at skylle dem først.

Kog sukker, vand, og halvdelen af geraniebladene op, og lad det trække til det er kølet af. Smag til med citronsaft. Hæld den afkølede med ikke kolde lage over bærrene og resten af bladene, og lad det trække, mindst 1 time, gerne fra om morgenen.

Dagliljer

Dagliljerne smager i modsætning til nogle af de "spiselige" blomster, virkeligt dejligt. Man behøver jo ikke spise alt, bare fordi det ikke er giftigt, og jeg synes egentligt at en del både af de gamle køkkenurter og blomsterne er mildt sagt uinteressante fra et gastronomisk synspunkt. Men dagliljer, som både er nemme at dyrke, og nemme at dele, skal have deres egen plads i køkkenhaven. Nogle forskellige sorter for at forlænge sæsonen er en god idé, og man skal gøre meget for at få fat i den gammeldags citrongule "Citrina", som har den bedste

duft- og smag af den alle.

Katost

Hele familien har spiselige blomster.

Hibiscus, lavatera, stokroser, malva, lægestokrose og både silkekatost og alm. katost kan spises i blomst. Selvom de ikke har stor smag ser de henrivende ud,

en etårig sort har 'Malva mauritiana' har store katostblomter i pragtfuld meget mørk violet med lysere striber eller omvendt. Den selvsår sig nemt, men hvis man selv tager frø skal man tage fra de mørkeste planter, ellers bliver de kedelige med tiden.

I Ægypten drikker man meget hibiscussaft, det er blomster af en særlig tropisk art, som vi ikke kan dyrke, men man kan købe de tørrede blomster.

Saften laver man på samme måde som en the, og den drikkes altid iskold. Theen bliver den mest usandsynlige magentarød, syrlig og smager fantastisk, sødet og med et par myntekviste i.

Violer

Jamen kan det blive yndigere?

Hvis man kan samle nok er martsvioler en meget aromatisk lille blomst også til at spise. Selvom det bliver bittesmå portioner er det værd at lave violgelé, violis, violsaft, se hvordan man laver saften under 'Roser'. Is får man ved at parfumere en portion ' Citronis' med violsaft.  Man kan også bruge dem som de er i flødeosten, i yougurten, salaten og på kagerne.

Roser

Roser har man spist så længe man har kendt dem, i østen har man dyrket roser siden oldtiden, og bruger dem både til rosenolier som bruges i parfumeindustri­en og rosenvand, til at parfumere både sit badevand og sin mad med.

Det er en fantastisk overdådig ting at spise roser, og hvis man har mange roser er det næsten ikke til at lade være med. Hvis man ikke dyrker dem selv er en tur langs stranden i juni nok til at fylde en gryde med duftende, svimlende dejlige rosenblade af de vilde rugosaroser eller hybenroser.

Hybenroser og duftende fuldfede historiske roser er bedst. Jeg tvivler på at man får meget smag af en "Peace" rose eller en "American Pillar".

Det tager sin tid at samle dem sammen, jeg har snydt og plantet de mere forædlede Rugosaroser som 'Roseraie de l´hay'  som har blomster som en can can kjole, og så går det lidt hurtigere. 

Nogle år er der så mange at der kan samles rosenblade i spande. Det er simpelthen for fristende at plukke af overdådigheden mens den er der, dagen efter ligger de der ellers bare som forvaskede blege silketrevler i græsset.

De kan bruges til meget, også mere end at kandisere med æggehvide og flormelis selvom det er dejligt.

De er fine i salaten, og som den mest usandsynlige sandwichfyld. Man kan lave is af roser, se 'Citronis', ved at erstatte halvdelen af citronsaften med rosensirup. Man kan koge syltetøj, og lave gelé, pynte alle sine desserter og bær, kager og curries med roser i den korte sæson.

Eller man kan lave noget så fantastisk som :

Rosenlimonade.

Udgangspunktet er en grydefuld rosenblade uden alt for mange ørentviste. Rigtige rosenfanatikere hævder at den hvide ende skal skæres af, jeg vil hævde at det ikke er nødvendigt, mere end det er nødvendigt at spilde sin tid med at klippe stilk og blomst af stikkelsbærrene.

Nuvel, man fylder op med vand til det står op om rosenbladene. Koger op, og lader det simre i 5 minutter, eller til rosenbladene er blevet fuldstændigt bløde.

Vandet bliver nogen gange grønt, nogen gange meget bleglyserødt.

Så hælder man en smule citronsyre i, en lille spsk. til 3 l vand.

Syren fremkalder en magisk forandring nede i gryden, hvor saften brat ændrer farve til tindrende rosenrød, selvfølgelig afhængig af farven på de roser man bruger.

Man kan også bruge citronsaft, men citronsyre hører nu til de absolut harmløse tilsætnings­stoffer, medmindre man i forvejen er allergisk anlagt.

Der skal i givet fald meget citron til- 5-6 citroner til 3 l. saft.

Nu kan man beslutte sig til at beholde bladene i, eller si dem fra. I begge tilfælde rører man 1-1.5 kg sukker i den kogende saft til det er opløst. Det skal ikke være rørsukker, som giver en mudret farve, men økologisk, hvidt roesukker er fint.

Det bliver til den fineste rosensirup

Siruppen smager overvældende sommerligt i et glas cremant, over is, som smagsgiver i en hjemmelavet is, fortyndet til en sorbet, over jordbær.

Eller man fortynder siruppen med vand, til rosenlimonade med masser af is og drikker det med en citronskive i.

Den helt gennemrosede sommerdessert er jordbær marineret i rosensiruppen, og et ordentligt skvæt maraschino eller kirsch. Spis med en sprød kage, og en vanilliecreme.

Rosenvand

Rosenvand kan købes færdigt, i de fleste indvandrerbutikker, og den dyreste er altid bedst.

Det dufter af roser så man er ved at besvime, og det er oven i købet ægte duft, det er en fantstisk ting at have i sit krydringsbatteri, det giver smag i kagedeje, i alt med korn, det er en klassisk ting i både marcipan og alt andet med mandler, i desserter, eller simpelthen bare at duppe bag ørerne en hed dag.

Orangeblomster

Hvis man har citron- eller appelsintræer i potter er blomserne vildt aromatiske at pynte med. I en appelsinsalat, eller på en fromage er de yndige, og giver en tredie aroma, oven i saft og skal fra frugterne.

Orangeblomstvand

Er et destillat af blomster fra pomeranstræet. Det har en kraft som rosenvand, og bruges til alt med appelsin, til at parfumere ris og cous cous, til stort set alle orientalske desserter, til at forhøje duften af gulerødder, salater, spinat. begge slags duftevand tilsættes først når retten er færdig, ellers forevinder de æteriske olier.

Den mest intense og outrerede måde at spise orangeblomstvand er arabisk og er så godt fundet på at det må stamme direkte fra Sherezade.

Granatæbler med orangeblomst­vand

Pil et smukt fuldmodent granatæble fuldstændigt fri for alle gule hinder, 1 pr. næse. Drys 4 spsk sukker og 4 spsk orangeblomstvand pr. granatæble over. Lad det trække koldt. Det bliver en smuk, stærkt arabisk ting at spise af høje, klirrende isafkølede glas. 

Krydderurteblomster

Krydderurternes blomster kan også spises, og det kan man ligesågodt gøre, for mens krydderurterne blomstrer smager de ikke af noget særligt. Det er som om alle kræfter går til at iklæde sig det fineste blomsterpuds, så man kan blive bestøvet og komme videre i livet.

Purløgsblomster ser yndige ud, men er lidt for stikkende til at være hyggelige at få i munden, thimian, salvie, isop, og merianblomster, smager mildt og godt af det de skal.

Dildkroner, persilleblomster, rucolablomster, peberrodsblomster smager kraftigt og dejligt, brug dem som drys hvor de passer

Ukrudtsblomster

Og så er der ukrudtet. Havepest, som har fået et så uflatterende navn, selvom det er en yndig blå klokkeblomst, er fin at spise, både blomster, blade og rødder.

Natlys, som også sår sig over det hele, og dufter helt vidunderligt hører til de absolut spiselige. Den hedder også kl 8 blomst, hvad der er mildt forvirrende i sommertiden. Den skal spises til enten frokost eller en sen aftensmad når de nye blomster er sprunget ud. Blomster plukket om eftermiddagen er faldet helt sammen kl. 7, som jo i virkeligheden er kl. 8, og der springer så de nye blomster ud. Den nederste hvide spids af blomsten er bitter, det gule er duftende, og smager sødt.

Mælkebøtteblomster er lidt bitre, men fine plukket i gule taver på salaten, hele er de for krasse. Bellis er søde på kager, men de smager ikke af noget.

Courgetteblomster

Se 'Courgetter'

Nelliker

Alle nelliker kan spises, ikke hele blomsten, men kronbladene kan plukkes  af og give fin duft til især desserter, eller denne blomsterlimonade:

Blomsterlimonade

1 l vand

600 g sukker

saft af 2-3 citroner

3 dl blomster, f.eks nelliker, mynte, krydderurteblomster, rosenblade, muscatsalvieblomster, appelsintagetes....

Kog en lage af sukker og vand. Køl af og hæld afkølet over blomsterne. Smag til med citronsaft og drik med isklumper og danskvand når den har trukket et par timer.