Rødbeder og bladbeder

 

Det har sine sværheder at rehabilitere grønsager der én gang er faldet i unåde. Men det er i den grad lykkedes med rødbe­der. Måske fordi de aldrig har nydt nogen særlig gunst, og lærredet stort set var blankt for bare ti år siden.

Det kommer stadig som en glædelig overraskelse for mange at rødbeder rent faktisk smager godt, også på andre måder end syltet.

Glædeligt fordi de er elementært lækre, udstråler en strutten­de jord­bundet sundhed som gør at mennesker egentlig gerne vil spise dem, hvis det ikke lige var for spørgsmålet om hvordan.

Allermest indbydende er de små nye rødbeder, i smukke bundter, med blanke blade, og de små musehaler i enden strittende ungdommeligt ud i luften.

Nye rødbeder forholder sig til fuldvoksne, præcis som nye kartofler mod gamle. De er bedst, sødest, sprødest, og kræver den enkelst mulige tilberedning.

Farven er også et godt argument for at spise rødbeder, en rødbede får enhver taller­ken til at ligne noget man med stor dygtighed har fået et monumentalt gastronomisk værk ud af.

Som blæksprutteblæk, blå kartofler, røde pebre er alene farven nok til at spise dem, og så fås de oven i købet i flere farver end rødbedefarvet.

Gule i flere nuancer, pink, bolsjestribede, hvide, og helt kollosalt mørke ægyptiske rødbeder gør charmen større, og så smager de faktisk også forskelligt.

Og det er en rigtig god ide at spise rødbeder, bare ikke alt for tit. Deres mildhed og groundede smag gør dem ikke til nogens erklærede yndlingsgrønsag, men absolut til en ting at spise i ny og næ, og altid i beherskede mængder. Rødbeder kan man simpelthen få nok af, svingene fade med rødbedesalat som der skal kæmpes igennem tager appetitten.

Spis dem som jordskokker, artiskokker, pastinakker- en gang imellem, gør dem til noget særligt, en delikatesse, fremfor at skamride deres særlighed.

Rødbederne er i meget nær familie med bladbeder, spinat, evigheds­spinat, bederoer og sukkerroer, og absolut ikke i familie med nogen form for kålroer.

Det siger næsten sig selv af de er smaskfulde af sukker, som er noget man skal tage hensyn til når man skal spise dem.

Det er en grønsag der har været kendt meget længe, og længe før det, har man spist deres vilde stammoder strandbeden, som også gror vildt langs danske strande. Nogen har fundet deres smag accetabel, og set muligheden i at gøre den bedre, for bladbeden, som formodentlig er udviklet før rødbeden findes heller ikke i nogen vild form. Allerede romerne spiste rødbe­der som fuldstændigt ligner dem vi kan købe idag, og der findes former der tyder på at de er udviklet længe før. I Ægypten har de helt særlige typer, som er nærmest uhyggeligt mørke, og en meget stor og sprællevende tradition for at spise dem.

 

At dyrke rødbeder

 

Det er simpelthen en svir at dyrke rødbeder. Af hvert enkelt, temmeligt store frø, får man ikke bare én, men mange rødbeder, frøet er det der hedder et frønøgle, ligesom spinatfrø, som også hører til familien.

Så dem med 8 cm imellem, i en-to cm dybde fra engang midt i april til midt i juni, og meget gerne i flere hold så der er små lækre rødbe­der hele sommeren. Nu er der nogen der synes de skal tyndes, men det gør jeg aldrig. Hvis man ikke gør det får man nogle ret uor­dentlige rækker, med rødbeder der strutter ud i deres yppig­hed, som en lidt for bølgende barm i en lidt for stram corsa­ge. Eller med andre ord som tænder der står i kø for at komme ud af munden og til tandretning, og man gør præcis det samme for at holde styr på dem. Plukker jævnt hen de største, vander efter, så gror de tilbageblevne stille og roligt til, og fylder rækken ud på smukkeste vis.

Med en bare nogenlunde velgødet jord går det meget fint, rødbeder er ikke grådige, og en enkelt række kan levere rødbe­der i ønskestørrelsen, over en eget lang periode.

Men vandes skal der, hvis de skal være søde og sprøde. Rødbe­der der gror for langsomt på grund af vandmangel bliver bitre og træede, eller de går simpelthen i blomst af bare panik, et år før de burde.

Det samme kan ske for rødbeder der bliver sået for tidligt. Kulden gør dem ikke noget umiddelbart, men de tror de har været igenenm en vinter og går i blomst allerede samme sommer, hvad der gør dem fuldstændigt uspiseligt træede.

For at holde på vandet jorddækker man mellem rækkerne så sånart rødbederækken har vist sig, senere når toppen er 15 cm lang kan man dække helt inde mellem planterne.

 

Rødbedesorter og anvendelse

 

Dyrk runde rødbeder, de smager end de lange. Og prøv nogle flere sorter, det er helt utroligt flot med flere slags både på samme fad, og i samme bed. De gule rødbeder smager ikke særligt godt rå. De bliver bitre når de bliver for store, så de skal plukkes i bordtennisboldstørrelse og koges før man spiser dem. Der får de så til gengæld en meget spændende smag, nærmest mellem majs og rødbede. Umådeligt børnevenligt og smukt med sådan et fad orangegule, klarkødede gulbeder. Der er flere gule sorter, og jeg har ikke bemærket nogen forskel på dem.

 

De stribede, eller stri-beder, er alle af samme sort, 'Barba­bietole di Chiogghia'. Den er helt utroligt produktiv. Jeg troede det var en italiensk delikatessegrønsag, til en itali­ensk matrone gjorde mig høfligt opmærksom på at i Italien er det noget de kun fodrer køer med. De er bedst kogt, og de skal ikke være for store. Men de kan også spises rå, i meget tynde ski­ver, og det er det mest spek­takulære og usandsynlige man kan se i en salatskål. Bolcheestribede tændstikker eller skiver. De løber hurtigt an i luften, kom dem i koldt vand med lidt citronsaft i for at beholde deres fine farver, indtil de skal spises.

 

Hvide rødbeder fås også, men jeg synes lidt ideen ryger hvis farven ikke følger med.

 

En gammel fransk sort,'Crapaud', har furet tudseskind, de er meget mørke og smager fantastisk som små,

Endnu mørkere er de flade ægyptiske, der er mange sorter f.eks 'Plat rond egyptienne', 'Flat egyptian', og videre i samme dur. De er meget søde, og spises bedst små.

Farven på bladene følger også med, de gule har gule bladner­ver, de stribede lyserøde, de mørke mørkerøde. Sået ved siden af hinanden, eller hvad der tiltaler mig mest, blandet giver det et meget flot bed.

Bladene kan spises, vel og mærke på meget unge og meget frisk­plukkede, rødbeder. Jeg siger ikke det er en delikates­se, men de kan spises præcis som spinat, og hvis man holder af deres fætter bladbe­den vil man synes om dem.

 

 

 

Bladbede/sølvbede

 

I haven er bladbeder en renlivet fryd. Store sprøde rækker af vajende grønne saftige blade, stilke i en fed elbenshvid tyk­kel­se, der signalerer mere mad end i spinatstilke. Bladbeder er simpelthen lækre at se på. Man har længe kunnet købe frø til både rødstilkede og  regnbuekulørte bladbeder. Den sidste sort hedder 'Brigth ligths'. Det er altså ikke hver enkelt bladbede der har forskellige farver. Posen indeholder et udvalg af frø af forskellige sorter i faver fra rød, rødlilla, pink, ly­serød, gult, og orange. Det ser ret fantastisk ud, men de smager altså helt ens.

De sås præcis som rødbeder og spinat, fra midt i april, i to cm dybe riller, dog med 10 cm imellem. Man kan også så tæt­tere, og tynde ud af de små planter efterhånden.

 

Man kan fortsætte med at så til midt i juni.

 

Bladbeder er uanset hvordan man vender og drejer det sjovere at dyrke end at spise.

De smager udmærket, bevares, som en mellemting mellem rødbe­deblade og spinat, og jeg ved de har mange passionerede til­hængere.

Med bladbeder må man betragte det som om man står med to forskelli­ge grønsager. Stilkene har ret meget substans, og kan holde til at blive gratineret, stegt, wokket. Bladene er som spinat, og spises som spinat, de skal kun stege, eller blan­chere et øjeblik.

 

Spinatbede, evighedsspinat

 

Spinatbeden minder meget om bladbede, men er en langt større plante, har større blade, og ingen tykke stilke. Den dyrkes og bruges præcis som spinat-og bladbeder.