Sjovere agurker

Det er ret meget op ad bakke at overtale mennesker til at dyrke sjovere agurker, og hvor er det en skam. Men jeg prøver nu alligevel, for der er et mylder af augurker som er helt anderledes interessante end dem vi altid spiser - de lange grønne.

Det er måske for mærkeligt med røde, gule, hvide, noprede, stribede og alle de andre slags agurker, men, please. Prøv dem, for de smager alle sammen så helt utroligt meget bedre, mere intenst, og floralt, de er fastere, har mere sprødhed og sødme end dem vi kender ud og ind.

I varmere lande har agurkerne tykkere skind, for at holde på fugten, og derfor skal agurker skrælles de fleste steder i verden. Jeg tror der holder folk tilbage, fra at dyrke dem, men ærlig talt så er der så får man så meget bedre agurker for de sekunder det tager at skrælle en agurk.

Og så skal man ikke glemme at alle former for agurkeblomster er elsket af bier!

Indiske agurker

som 'Poona khera' har et tykt, nærmest skællet skind, og et indre som er kridhvidt, og ekstremt saftigt, men fast, géleen og de umodne kerner i midten kan man spise med, når de er unge, senere kan man tage det ud med en ske. Folk som smager dem hos os er overraskede og begejstrede, alle som en.

Asiatiske agurker

er længere, tyndere, sprødere og sødere end alm agurker. De er noprede, riflede og med hår på, 'Suyo Long', de skal ikke skrælles, man tørrer dem bare af i et visketykke for at få de små strittejaverter af. De har den mest intense agurkesmag og større sødme af alle agurker og skal ikke skrælles.

Melon-agurker

er meget nye for os, og jeg er vild med dem. Det er naturlige krydsninger mellem agurker og meloner, og de har det bedste af begge arter. Som unge er de bare meget smagfulde agurker, som har et højt tørstofindhold, stor sprødhed og en let sødme sammen med intens agurkesmag. De skal ikke skrælles som unge, der er meget lidt vand i, selvom de er sprøde, som gør dem perfekte til tzatiki, indisk raita og salater.

Når de modner bliver de voldsomt store. En 'Armenian yard long' bliver en meter lang, helt lysegrøn, nærmest hvid, og får en intens melonduft og smag. Den skal skrælles som meget moden, ligesom en melon, og får den vildeste duft af moden melon, som fylder hele drivhuset. I det stadie er den ligeså fin i en frugtsalat som i en agurkesalat, for den har melonsmagen, men ikke ret meget sødme.
Alficoz er en mellemøstlig type, som skal spises ung, og den er perfekt til at fermentere. Eller spises frisk.

Carosello og Tortarello

er Syditalienske typer, agurk-melon, som bliver mørkegrøn og rund, og kan ligesom Armenain Yard Long bruges både som agurk og melon.

Hvide agurker, Citronagurker

som er runde og gule, og giver en million agurker, Crystal Apple som ligner æbler er også sjove og sunde gamle sorter som ikke giver op overfor alt muligt skimmel - skrammel som plager moderne agurker.

Asier

som er en ægte dansk specialitet. Asier er jo bare en type agurk som giver specielt sprøde syltede asier, men inden de bliver tykke og gullige som modne, er de en fremragende frilandsagurk.

Sylteagurker

er også gode som spiseagurker når de vokser ud over syltegagurk størrelse, og kan dyrkes på friland. For at få mange og nok små agurker til cornichoner og syltede agurker plukker man dem løbende og lægger dem i en 3% saltlage med et skvæt eddike i. Og venter med at sylte dem til der er nok.

Og så er der de rigtig sjove arter agurker som ikke er rigtige agurker, bare fætre og kusiner.

Pindsvinagurker

der er fyldt med bløde irgrønne pigge, som spises med. Melothria små fine agurker der ligner bittesmå stribede vandmeloner,som spises eller syltes hele. Jamaican Burr ligner små hårede monstre, søde og saftige små frugter.

og en endnu fjernere slægtning. Jungleagurken, Achocha, hundredevis af frugter, smager svagt af agurk, sprøde og gode som små som større bliver de ret kedelige, men en plante kan dække et helt skur, så bare for frodighedens skyld er de værd at dyrke.

Det er en stor verden derude, og de har fat i mange ting som vi går glip af hvis vi ikke passer på. Frø i Netbutikken, på Fuglebjerggaard og i Landhandlen i Jægersborgade 17.