Have uden have

I vores privilegerede og forkælede del af verden kan man dyrke grøntsager på mange niveauer og af mange grunde ; For at få noget at spise,  og måske spare penge,  for at få  noget fornuftigt at tage sig til,  fordi grøntsagerne smager uendeligt meget bedre, fordi man får hænderne op af lommen, måske kommer i ret god form, får frisk luft, og det er meget fint og dydigt alt sammen. Men den rigtige grund er en anden.

Man gør det fordi det er dejligt, det er en fysisk såvel som en åndelig beskæftigelse. Vi kommer i kontakt med noget andet i os selv, som kan være svært at satte navn på, og så lærer vi så underligt meget om verden, ikke natur nødvendigvis, for en have er alt andet end den vilde natur, men om hvordan tingene hænger sammen, både praktisk og spirituelt.

Vær venlig ikke at stå af her, tak.

Vi har brug for det, uanset hvor vi bor, det gør os smukkere, sjovere at tale med, klogere på os selv og på verden. Derfor og af en masse andre grunde er der også helt utroligt mange  mennesker som ikke lige har adgang til et stykke land som kribler over det hel efor at dyrke, hvor som helst, og hvad som helst.

Skolehaverne i København, er måske det fineste eksempel på virkelig effektiv bevidstgørelse af både en masse unger, og deres forældre, det  rækker langt ud over at de lærer at dyrke gulerødder og morgenfruer. Man kan kun håbe at det breder sig - hurtigt.  Folk holde  bier i København K, i New York og i Hong Kong.

Det grønnes i altankasser, på byggetomter , jernbaneskråninger, rangerterræner, langs fortove, og på tagene over hele vores urbaniserede  verden.

Vi kom måske for langt ud og for langt væk, men det er i fuld gang med at vende, og man skal ikke spørge om det hverken kan betale sig, om der er for meget skidt og os til at dyrke gulerødder inde i byen, eller andre skolefrøkenagtige fornuftigheder.

Folk dyrker fordi det er dejligt, smukt og konstruktivt., og det er det mest omvæltende og fremadrettede der er sket for miljøet i mange år. Mere grøntmasse er lige ud af landevejen bedre for miljøet, men den afgørende sag er nærmere at man lærer at sætte pris på en luft som ikke forurener ens salat, grundvand som ikke indeholder gift som man hælder over sine jomfruelige afgrøder, og forstår hvordan natur fungerer og ikke fungerer.

Og så er det bare med at komme i gang. man må som med al dyrkning vide det basale, om hvad der kan tåle vind og masser af sol, hvad man kan dyrke i skygge, hvor meget vand og næring, og hvor stort jordvolumen, Det kommer af sig selv efterhånden. men alle kan dyrke noget - selv i en vindueskarm. Man kan have et helt krydderurtebed på en lille terrasse, gulerødder i store potter, med salat imellem, Poter med spiselige blomster, kasser med rucola og dild, glaskål der stritter naturstridigt ud af jorden, i en spand med hul i bunden, kartofler dyrket i lag i tønder, bildæk med jord og krydderurter,  grønkål og persillerødder, courgetter og popcornmajs, jordbær og ribs, der er ikke noget man ikke kan dyrke på meget lidt plads, og det er en del sjovere end hortensia og potteroser

Hvis man ikke spørger får man ikke nej, og der ligger mange, mange potentielle køkkenhaver rundt omkring, hvor man kan have lidt af hvert.

Når nogen pludselig plejer et stykke jord kommer der en meget smuk form for kollektiv omsorg for det. Man skal være ualmindelig grovkornet for at ødelægge folks grøntsager, selvom de vokser på uautoriserede steder.  

Mere autoriseret kan der dyrkes meget i gårde og på fællesarealer, og ikke mindst på tagene.  Det sker uanset hvad jeg og andre mener om det, og er den skønneste form for frodigt anarki verden viser os i øjeblikket.

.