|
. Da den har tilbøjelighed til at blæse ned, er der risiko for, at man plukker den for tidligt. Og så mister man meget i smagsudviklingen.
Jeg podede Signe Tillisch uden at kende den, så stor var glæden over de første æbler. En ældre faster blev overvældende begejstret over at høre om det, så et par af de første æbler måtte en tur til Nordjylland for at tilfredsstille mange års savn af Signe.
Sjovt nok skal man bare over på den anden side af sundet til Skåne. Her lever Signe i bedste velgående og bliver dyrket udbredt i de traditionelle frugtplantager og i folks haver. Signe Tillisch er på det nærmeste en svensk nationalsort.
Og så er sorten dansk. Svært at forstå. Den har klare ulemper, idet de store flotte æbler som nævnt er følsomme for vinden, den får meget nemt skurv og den er ikke voldsomt frugtbar. Men svenskerne kan.
Historien om oprindelsen til æblet findes i to versioner. Idet ene tilfælde kommer modertræet af en kerne sået i 1866 af herredsfoged Tillisch i Bjerre ved Horsens, og træet er senere som lille bragt til herregården Rosenvold ved Vejle. I den anden version er kernen taget af et særligt skønt æble af lensgreve Rantzau på Rosenvold ved et selskab hos Tillisch og drevet frem i en urtepotte på herregården. I begge tilfælde er æblet opkaldt efter datteren af Tillisch, klosterfrøken Signe. Historierne om sorterne er kuriøse, og vel kun interessante netop som historier. Fremtidens genkortlægning og DNA-profiler kan afsløre sortens slægtsskaber, men ikke hvem der gjorde hvad og hvorfor?
Træet er som frugten imponerende med en meget kraftig vækst. Ældre træer på vildstamme kan bære rigt, men den kan tage år for at komme godt i gang. Selv på dværgstamme bliver træet stort. Som sagt er sorten modtagelig for alskens æbletrusler. Værst er skurven, som nærmest kan afløve træet og også ødelægge frugten. |
