|
Synonym: Gravenstein
.
Gravensten hedder det også, og diskussionen om dets oprindelse har bølget frem og tilbage. Gravenstein er dets pomologiske navn. Det regnes for fastslået, at æblet stammer fra et frø i haven ved Gråsten Slot, og at sorten allerede i 1785 var til formering på den kongelige planteskole i Odense. Efterfølgende nævnes sorten ustandseligt i æblesammenhænge, men det er først efter 1. verdenskrig, at den træder ind på scenen og bliver almindeligt udbredt. Efter 2. verdenskrig var der et forståeligt behov for at benytte det danske navn frem for det tyskklingende Gravenstein. Smag og behag, men i den vemodige sang om efteråret med sentensen ‘jeg plukker mig en Gravensten..’ hedder det nok ikke kun sådan for at få rimet på plads. Og sangen har indprentet sorten i vores fælles bevidsthed som et stykke uomgængeligt dansk kultur.
Sorten er ekstravagant. Og alligevel har man frygtet for dens bæring. Den er nemlig slemt modtagelig for skurv og kræft og brød sig ikke om gamle dages sprøjtemidler. Til økologiske forhold og helt uden kemi er det noget usikkert, hvordan den vil klare sig. Unge træer vokser sig meget kraftigt til, men er også udsat for bladtab og står nemt med bare grene. Mig bekendt er der ingen økologiske frugtavlere, der har kastet sig ud i den. Det skal der rådes bod på.
På vildstamme bliver sorten en af de største, og kronen kan komme til at måle 16 m i diameter! Den regnes for hårdfør, men skal have optimale dyrkningsforhold med lys og luft, og alligevel læ og varme. Træet skal være skærmet godt mod forårsfrost, da den rige, men tidlige blomstring gør det meget udsat for frostskader på frugtanlægget. Træet skal desuden have gode bestøversorter i nærheden, da sorten ikke er udpræget frugtbar. Når træet er formet og tyndet de første år, kan det klare sig selv og udvikle en stor, udbredt krone. Især aldrende træer bør have noget staldgødning eller kompost for at udvikle flotte æbler.
Æblerne er meget variable, selvom det vitterlig er den samme sort. De enkelte frugter kan være mere eller mindre kantede, buttede, farvede og stribede. I nogle tilfælde er der fundet mutanter, især er Rød Graasten kendt og udbredt. Det er også karakteristisk, at smagen kan variere betydeligt.
Træets enorme vækstkraft og dermed evne til at reagere på vækstbetingelserne afspejles selvfølgelig i hvert års æblehøst. Og variationerne imellem det enkelte træs grene, soleksponering o.m.a., samt variationen mellem træerne på samme sted og fra sted til sted, plukketidspunkt og opbevaringsforhold kan være betydelige.
Jeg oplever ofte, at folk undrer sig over, at fx et Graasten ikke smager som det gjorde ‘før i tiden’. Jo mere træet skal producere, jo yngre træerne er og jo længere æblerne opbevares – desto mindre smag. Graasten er et af de æbler, hvor denne forandring særligt tydeligt opleves. Både fordi det reagerer meget, og fordi smagsudtrykket er så umisforståeligt og solidt plantet i hukommelsen. Ændringen er selvsagt ikke til fordel for sorten, som lever i en risiko for alene at være salgbar på sit renommé. Det er derfor overordentligt vigtigt at insistere på at få startet en sund, afbalanceret produktion af en så utrolig værdifuld sort som Graasten. |
