Nyhedsbrev no. 53 fra Fuglebjerggaard
September 2009
 
Dette nyhedsbrev handler om netop nu - æbler, humle, om chiliernes lyksaligheder, og så handler det om den virkeligt lange bane. To sider af samme sag. Efteråret summer af liv og modne resultater af årets indsats. Og så lurer de store sager, sager som vi skal gøre noget ved.

God fornøjelse og vel mødt!

Fra vores saftige hjørne

 

ÆBLERUNDTUR

Lørdag den 26. september, kl. 11-13 er der også en ÆBLERUNDTUR med Per Kølster (tilmelding i netbutikken).
I vores haver og frugtplantager gemmer der sig rigtigt mange sorter, hvoraf de middeltidlige som Discovery, Bøghs Citron, Guldborg, Gravenstein m.fl. af vores fornemmeste, traditionelle spisesorter kan smages netop hen sidst i september. Nogle af cidersorterne er også klar. Vi skal snakke gamle og nye sorter, sorter der specielt skal bruges til cider, vi skal smage og jeg vil demonstrere mosteriet. Og så bliver det til en grundig snak om den økologiske dyrknings udfordringer og hvordan man kan gøre det derhjemme uanset om man har få eller mange træer.

 

 

 

 
 
 


HUMLEHØST
Lørdag den 26. september har vi for sidste gang i år. Alle er velkomne til at give en hånd med fra kl 10-16. Udover pilningen smager vi på noget øl og får en bid brød, når sulten melder sig. Vel mødt!

      
 
HUMLEPLANTER
På talrige opfordringer sætter jeg et begrænset sortiment af HUMLEPLANTER til salg fra på lørdag i vores planteskole. Kom og se udvalget. Sælges så længe lager haves.
 
ÆBLER I BUTIKKEN
Og så har vi TILBUD PÅ ÆBLER af sorterne Rød Ananas, Gravenstein, Rød Aroma, Filippa, Guldborg og Discovery: en lille bærepose fuld til 40 kr og/eller 5 kg til 75 kr. Så kan det nok ikke blive billigere.
Vi lever med pletter, det fortæller blot at det ikke alene er økologisk men også helt igennem usprøjtet frugt!
 
KEND DIT ÆBLE!
lørdag den 17. oktober, kl. 11-14 afholder vi ÆBLEDAGEN – KEND DIT ÆBLE! (tilmelding i netbutikken).
Sammen med pometmester Claus Larsen, der indtil denne sommer bestyrede frugtsortssamlingen på Landbohøjskolen (KU-LIFE) i Tåstrup, skal vi rundt og se på æbletræer, vi skal smage under vejs, og så vil Camilla også levere smagsprøver på æbler i mad. Vi præsenterer egen cider, demonstrerer mostning, og der bliver rig lejlighed til at få Claus til at kigge på medbragte æbler, for at du kan få et bud på hvad du har hjemme i din egen have. Desuden vil der være salg af æbletræer af et udvalg af de sorter, som findes på Fuglebjerggaard, bl.a. det genopdagede og pragtfulde Kansleræble, der stammer tilbage fra 1600-tallet og et spændende historisk madæble kaldet Stenæble.

Bogen ’Æbler’ med masser af historier om æblet, om sundheden, økologien, praktiske anvisninger, om cider, om sorter og ikke mindst mad med æbler. Kan købes i butikken eller i netbutikken.

 
LAV DIN EGEN CIDER
lørdag den 31. oktober afholdes det årlige ciderkursus af Per Kølster (tilmelding i netbutikken).
Kurset henvender sig til æbleentusiaster og den efterhånden voksende gruppe af småskalaæbleravlere, som også vil fremstille deres egen cider. Kurset bliver en blanding af gedigen undervisning i ciderens væsen og fremstilling plus hands-on mostning og hele fremstillingsprocessen frem til tapningen, Vi skal smage forskellige cidertyper, æbler i plantagen, moste og gære o.m.a.
 
ØLDAG
31. oktober bliver der afholdt en meget uhøjtidelig ØLDAG i Dyssegårdens menighedshus (!), hvor vi stiller op sammen med 7 andre lokale mikrobryggerier – en ubetinget miniølfestival arrangeret af  Steen Borup-Nielsen. Mere info når jeg ved mere på www.fuglebjerggaard.dk eller der hvor Steen nu offentliggør.
 
 
GÆS OG ÆNDER til jul - kød er vel også saftigt!
Det er tid til at tænke på julemaden. Vi har i år GÆS OG ÆNDER, der rapper rundt i frugtplantagen og æder sig flotte og fede i græs, æbler, korn og dejlig mask lige nu. Og så har jeg fået en aftale i hus med den eneste lovlige vildtslagter på hele Sjælland, og som kan varetage slagtningen lige før jul. Bedre kan det ikke blive. Da vi ikke har vildsomt mange (hellere få men gode) gæs og ænder forventer vi de bliver hurtigt udsolgt (sælges med forudbetaling via netbutikken). Gæssene skal afhentes fersk lørdag den 19. december i butikkens åbningstid.
Markedet bliver sikkert oversvømmet med billigt konventionelt udenlandsk fjerkræ op til jul. Der er ingen grænser for hvordan fjerkræ kan behandles lovligt, så længe de ikke er økologiske. Men at få mulighed for at servere en julegås eller juleand, som har levet hele sit liv i frihed, udendørs og med adgang til dejligt græs, badevand, masser af frisk frugt og alt muligt andet, det er en sjældenhed. Og siden fugleinfluenzaen fik alverdens myndigheder til at gå fuldkommen over gevind i angst for global massedød, er antallet af producenter, slagtere o.s.v faldet dramatisk. Men vi fortsætter ufortrødent takket være vores aftale med Peder og hans dejlige lille godkendte fjerkræslagteri på Falster.
Kom og se dyrene i deres rette element!
 

Fra Camillas stærke hjørne

 
Alle vores skønne chili og tomater modner færdig i disse uger, og vi arbejder som vanvittige med at samle frø af hele sortimentet, både gamle og nye sorter.
Af Chili har  bla, Trifetti, en smuk lilla chili med lilla og hvidmarmorerede blade, været en stor fornøjelse i år, og det har den sært Migg Piggy- farvede superaromatiske ’Habanero dulce’ også.
Catarina, en smuk dråbeformet Mexicansk chili har vist sig at være både produktiv og meget velsmagende i den milde ende,
Kashmiri chili, som er kendt for sin fine smag og ekstreme evne til at farve rødt har også været et godt bekendtskab.
Jalapeno Purple har vist sig at være både mildere og mere frugtbar end almindelige jalapeno, og så er der alle de andre nyheder.
Green grape er en nyhed, blommestor grøn tomat med stor sødme, Purple Calabash er en nærmest mytologisk tomat i tomat-nørde-kredse, og den er vidunderligt aromatisk og smuk med sine mørke ribbede frugter, Yellow Ruffles, en halvvild dybt indskåret gul tomat fra Mexico viste sig at være den tidligste af alle mine sorter, og Yellow Trifele, en meget usædvanlig tung, pæreformet skrigorange skønhed fulgte lige efter.
Phantome du Laos, en spøgelseshvid stor tomat var overraskende tidlig og smuk, og Purple  Ukraine  var lige præcis så produktiv og hårdfør som lovet.
Cherrytomaten  Yellow bean er ekstemt sød , også en nyhed.
Men vi har ikke lige mange frø af alle sorter, hvis man er kræsen og vil have noget helt bestemt, så er det nu man skal bestille sine frø. Vi sender ud fra midten af oktober.

 

Chilisalte og saucer., og tørrede chili
Alle disse vidunderlige frugter har vi så arbejdet med at lave nye superaromatiske chilisalte og saucer af, som vi har fyldt butikken og netbutikken med. Det er heftige sager, med masser af chili i, ikke nødvendigvist dødeligt stærke, men heftige i smag og evne til at krydre. Vi har lavet både rene chilisalte og mere krydrede, som er alt hvad man behøver til sin chili con carne, tex – mex og nachos.

Tørrede chili
Vi har naturligvis også tørret en del af denne herlige overflod af chili, og man vi i løbet af kort tid kunne købe de enkelte sorter i tørret form, i både butikken og i netbutikken.

 

 
fatali Habanero dulce Nu mex twilight Piemento di chieso Jalapeno purple Brazilian starfish Purple delight
 
Chili con carne

Chili con carne en helt genial ret at servere til større forsamlinger. Den kan stå i flere dage og blive bedre og bedre, det er rimeligt enkelt, og tilbehøret begrænser sig til en skive brød.
Men den bliver altså langt bedre med hele stykker kød, end hakket kødfnuller. Jeg ved godt at hakket kød er en uadskillelig del af moderne dansk mad fra hele verden, jeg bryder mig bare ikke om hakket kød i mørke. Bov, som her, hals, mellemskært er godt til sammenkogte retter. Det bløde punkt er bønnerne. Det skal vist være brune bønenr eller de prikekde pintobønner, men jeg er iskold, jeg synes den bedste chili kommer af enten de store hvide butterbeans, eller de italienske borlottibønner. Hvis man mener noget andet behøver man ikke føle sig provokeret, bare gøre som man vil.
Dog vil jeg på det bestemteste fraråde sorte bønner, medmindre man vil opleve en helt natsort chili con carne.
Nærværende chili con carne er en ekstremt velkrydret chili, som er stærk nok til de fleste, også helt uden det store chilisortiment, bare ved hjælp af chilipulver der som regel er ren tørret chili. Chilipeber  er som regel en blanding af chili, oregano og spidskommen, men jeg synes det er rarest at dosere krydderierne selv. Når jeg skriver 'som regel' er det fordi der er en del rod i navnene, specielt oversatte, så det er klogest at dufte sig frem.

Chili con carne til 10 personer

700 g bønner,
2 kg oksebov
1- dl olivenolie
½ kg løg i kvarter
2 hvidløg, i pillede fed
5 røde pebre i strimler
1½ spsk oregano
3 spsk spidskommen
3 laurbærblade
½ tsk hel allehånde
en halv kanelstang
et sortiment af poblano-, serrano-, ancho poblano, Guajillo, catarina,  mulato, negro. ,  ancho-, chipotle-, jalapenochili, tørrede eller friske
salt og sort peber
250 g tomatpure
3 dåser flåede tomater
skrællen af ½ appelsin
50 g mørk, god chokolade
creme fraiche
frisk koriander

Bønnerne kan være store butterbeans, borlotto, canelli, brune, hvide. De skal blødes op fra om morgenen, i rigeligt koldt vand. Skyl og sæt dem over ilden i friskt, saltet vand med et laurbærblad, en chili, hele peberkorn, og et overskåret hvidløg. Kog op, skru ned og hæld vandet fra når de er knapt møre. Man kan også koge bønnerne dagen før. De skal køles hurtigt ned når de er kogt.
Skær boven i store tern på 3x3 cm. Ordn grønsagerne. Varm en meget stor gryde op med halvdelen af olivenolien. Heri steges først løg, og når de er brunet og ret bløde, tilsættes hvidløgene. Kom krydderier og chiliflager i og steg til det dufter helt vildt. Tag det op. kom resten af olien i og varm op igen. Brun kødet( og benet) i gryden på alle sider. Kom peberfrugterne i og lad dem brune lidt med. Tilsæt tomatpureen, og lad den stege til den bliver helt tør. Så skal tomaterne i, og så løgene igen. Kom appelsinskrællen i, og det skal kun være det orange, det hvide skal bestemt ikke med.
Kom vand på til det står op om kødet, men ikke mere end nødvendigt, det kan man gøre undervejs hvis det truer med at koge tørt.
Kog chilien sagte til kødet er mørt. Hertil kan man forberede dagen før.
Når chilien skal spises blandes kød og bønner. Hak chokoladen og kom den i gryden. Kog op og smag til med salt og peber.
Server med en klat creme fraiche, og et godt drys frisk koriander over.
Overvintring af chiliplanter
Hvis man allerede har nogle vidunderlige frodige chili planter, så er de nok også ved at modne de sidste frugter for i år, og det kan de fint gøre i vindueskarmen. Efter det er planten færdig med året arbejde og skal hvile.
De fleste smider nok planterne ud når de har haft dem en enkelt sæson, men det er synd og skal, for de bliver meget flottere, større, frodigere, og giver flere chili længe før, hvis de overvintres.
Når lyset falder skal planten arbejde mere med at holde sig i live, og hvis der samtidig er varmt, som i en stue , så får den modsatrettede informationer, Varme betyder at den skal vokse, men der er ikke lys nok til det.  Det dør den af i løbet af vinteren. Men det  er  nu ret let at overvintre chili planter, man skal bare sørge for at nogle få ting er i orden.
En fuldvoksen chili plante skal have plads nok i potten, hvis man vil overvintre den. En 5 l. potte er fin , og det er ikke for sent at potte den om. Jo bedre vækst planten er i, jo bedre kan den overleve vinteren.
Man skal ikke klippe chili planten ned før til foråret, heller ikke selvom den ligner en ulykke.
Den skal stå et sted i huset, så lyst som overhovedet muligt, men der må ikke være mere end 10 grader. Et soveværelsevindue, hvis man kan lide at sove koldt, et gæsteværelse, bagtrappe, eller naturligvis havestue er perfekt.
Men den må på intet tidspunkt få frost, så dør den., så drivhuse, haveskure og andre helt uopvarmede steder er udelukket.
Så er der forskel på hvor nemme de forskellige arter er til at få til at overleve. Den mest almindelige art er Capsicum annuum, som ikke er enårig som navnet antyder, bare sværere  at få til at overleve en vinter. Peberfrugter, Jalapeno, og de fleste Mexicanske chili er f. eks Capsicum annuum.
Man kan sagtens prøve, og tit vil det gå godt
Men med C. Baccatum som er Aji Chili, C. Frutescens som er Asiatiske chili, C. Chinense som er habanero og alle den fætre og kusiner, og først of fremmest C. Pubescens som er  Locoto og Rocoto er det meget nemmere, vilde chili som Tepin går også som regel godt.. 

 

 
 

 

Fra Pers kritiske hjørne

Om kampen for verdens levende kulturarv, for økologien og fro fremtiden og dermed mod gmo
 
12. oktober GMO arrangement i Landstingsalen - ALLE ER VELKOMNE:
 
For at sætte skub i debatten om GMO har Økologisk Lands­forening inviteret Louise og Percy Schmeiser, en canadisk landmand og tidligere borgmester samt landbrugsorganisationsformand, til Danmark. Han har på egen krop oplevet betydningen af dyrkning af genmodificerede afgrøder i sit område. Percy Schmeiser vil fortælle deres historie og lægge op til debat om patentrettigheder – hvem har retten til liv, fortælle om udviklingen i Canada, efter at de genmodificerede afgrøder blev introduceret – og hvordan de vandt frem. Hvilken betydning har det haft for landmændene – konventionelle som økologer? Og for grovvareselskaberne? Canada er på GMO-området 10-15 år foran Danmark – så hvad har vi i vente?
Hvilken betydning har det for os alle, for dansk landbrug, landmændene, økologien, naturen mm., hvis dyrkningen af GMO-afgrøder gives fri? Kom og vær med, to arrangementer et i København og et i Jylland., se mere om arrangementet her og tilmelding, og om min grund til at stille op til at oversætte og samle op på mødet i København her.
 
Om kampen for alles FREMTID:
Oil-peak og Global warming
18. december Klimatopmødet i København kræver sin indsigt.

Her er det officielle dokument, http://climatecongress.ku.dk/pdf/synthesisreport der opsummerer klimakonferencens videnskabelige ’state of the art’. Meget interessant, og samtidig krævende, fordi den kan læses på mange måder. Personligt har jeg brug for at blive oplyst på andre måder, og jeg har brug for at få sat andre ord på den snigende for ikke at sige voldsomme frygt der indfinder sig jo mere man spekulerer over hvordan vi skal stille op til de kolossale udfordringer som olie- og gasmanglen samt klimaforandringerne kommer til at betyde.

Til den sultne læser er der her to links, som skal få nakkehårene til at rejse sig. Økologi er godt, men ikke godt nok, der skal mere til, hvis vi skal bevare vores selvrespekt og tro på fremtiden: http://www.guardian.co.uk/commentisfree/cif-green/2009/aug/17/environment-climate-change  plus http://carolynbaker.net/site/content/view/1257/1/. Jeg er blevet henvist til disse links af Peter Vido ovre i New Brunswick, det er ham med le-slåning og  'useful tools'. I USA udkommer der masser af velunderbyggede og kritiske bøger, som er superaktuelle her op til klimatopmødet i København til december. Læs f.eks. Richard Heinberg: ’Peak Eberything, waking up to the century of decline in Earth’s resources.. 2007, Clearview, 213 sider. Eller Rob Hopkins: ’The Transition handbook, form oil dependency to local resilience. 2008, Green Books, 240 sider.
Interessant nok er jeg ikke stødt ind i et remmende dansk udtryk for ”peak oil”. Send mig gerne forslag. ”Olietoppen”?

 

www.fuglebjerggaard.dk, den 24. september, 2009

Med venlig hilsen og ønsket om et saftigt, stærkt, lunt og stærkt kritisk efterår

 

  Camilla Plum & Per Kølster
camilla@fuglebjerggaard.dk & per@fuglebjerggaard.dk