Nyhedsbrev 49 April 2009

Fra FUGLEBJERGGAARD

Camilla Plum og Per Kølster

 

Foråret og påsken har meldt sig
 

* Camillas påskeopskrifter (nederst)
- Sprængt lam og Appelsinskivekage!

* Åbning af planteskolen, 4 april

* Store Havedag, 4. april (udsolgt)

* lille, store frøbutik

* nye haveplaner i år.

* ny havebog

* havekurser

* Læmningen er i gang for alvor

* Nyt maltprojekt!

* Humleplanter

* Humlekursus

* Nye øl på hylder og trapper

 

* Hvordan smager de 50 gamle bygsorter?

* Årets Ølfestival i Valbyhallen til maj

 

* Le-arrangement 21. juni

 

 

Landets eneste og mindste økologiske planteskole åbner den 4. april!

 

 

Velkommen fra 10-16 og igen påske lørdag den 11. april.
Vi åbner med et brag, gården er fyldt med planter, løg, knolde, og havesager. Der bliver mulighed for at købe sig en skål skøn krydret suppe, nybagt kage og så er der gratis kaffe og the til alle. (kun d 4/4).

’Store havedag’ løber af stabelen samtidig den 4 april, og arrangementet er desværre udsolgt, men selvom man ikke er med på det, så er gården absolut et besøg værd for de gavegale, det er kun rundvisningerne man ikke kan deltage i.

Anja viser stiklingeformering, Per viser hvordan man poder og formerer humle; Camilla, Per og Anja giver gode haveråd hele dagen.

Vi er midt i at bygge en større og smukkere planteskole, dog kan vi garantere at det ikke ender med et havecenter. Der bliver plads til mange flere skønne stauder, krydderurter, bærbuske, udplantningsplanter, i et let skygget areal vi længe har trængt til, en flisebelagt plads til potter og himstregims, og en vandtæt plantebutik. Men færdigt bliver det først om en måneds tid.

Men allerede nu har vi et fint udvalg af planter, en sending økologiske pryd løg fra Holland, læggekartofler, stikløg, jordskokker, plantebakker, skilte, potmakers, dejlige egyptiske krukker og potter, spiselige georginer, duftgeranier, store overvintrende chiliplanter, salvier, mynter osv osv. Alt økologisk. Vi har oplevet den ulykke at samtlige georginer er gået til i år, så vi har måtte finde nye, i nogle skønne usædvanlige sorter, men desværre ikke økologiske, vi har købt så mange at der også er til gæsterne, desuden fine gladiolus nanus, ranunkler, og mange andre usædvanlige løg. 

 

 

Vores Frøbutik 

 


På nettet og her i gårdbutikken - kører på fuldt skrald, det er opmuntrende at mærke at den økonomiske krise helt åbenlyst har gode dønninger helt ned i frøposerne

Mennesker dyrker tunge grøntsager som porrer og græskar, pastinakker og gulerødder, kål og kartofler som aldrig før. Mange vælger en ferie hjemme med haveliv og køkkenhavepasning frem for at farte ud af landet, og selvforsyning bliver mere tillokkende når krisen kan mærkes.

Eller også er det bare en mental ting, som får os til at gribe efter noget dejligt konkret og jordnært. Måske krisen betyder at vi genopdager ting, værdier og mere holdbare løsninger som det alligevel var på tide at gå om bord i.

Nye haveplaner

 


Indtil videre kan vi ikke stikke en greb i jorden uden at få vand i øjnene, det sejler stadig, men drivhusene er der fuld gang i. Så planerne er der bestemt, de er bare ikke en gang begyndt at blive ført ud i livet, men sådan ser det ud hvert år, og der kommer en herlig have ud af det alligevel.


Planerne handler om et flamme bed, vi er blevet forelsket i orange. Der kommer stauder  i orange, rød og pink, enårige som guldvalmuer, rudbeckia hirta, zinnia, tithonia og guldvalmuer imellem benene på stauderne. Måske et par frække georginer. En anden plan  er at indrette en del af vores enorme køkkenhave til kyllingegård. Det er den perfekte parkeringsplads for alt muligt ukrudt som vil blive plukket i stumper og stykker, og vi får skønne fede kyllinger ud af det, og hyggeligt klukkende liv i haven.


Og så skal vi have samlet, renset og malet det vidunderlige gamle trædrivhus der kom som sendt fra himlen. Vi skal dyrke mange flere forskellige tomater og chili i år, end sidste år, 78 sorter tomater, og 70 sorter chili, dels for at spise frugterne, men i høj grad også for at samle frø, som er blevet den helt store succes gennem de sidste år, og de to rædselsfulde plastic drivhuse vi blev nødt til at købe sidste år er bare slet ikke hverken holdbare eller dejlige nok.

 

 

 

’Camillas Havebog’ kommer på gaden i april

 

 

 

Forord af Søren Ryge Petersen – se det her http://www.fuglebjerggaard.dk/Camilla/havebog/2009forord.htm

 

Kan bestilles nu på www.saxo.com, eller man kan vente til den udkommer og købe den her 24. april

 

 

Nye havekurser!

 


Chili & Tomatdage, Krydderurtekursus, salat og spiselige blomster kursus osv, se netbutikken 

 

Og fra landbruget og bryggeriet

 

 

 

Læmningen er i gang for alvor, de første 14 gimmere og vædderlam styrter rundt i stalden.

 

Vi holder dem inde lige nu for roens skyld omkring læmningen, og fordi vi skal skifte folde af hensyn til græsset og dyrenes sundhed.

 

Markarbejdet er i gang, bierne summer, det er forår!!

 

”At gøre malt – det er alt!”

 


Første april (ikke en aprilsnar!) fik vi den opmuntrende meddelelse fra Fødevareministeriet, at vi har fået godkendt og bevilget støtte til et stort projekt om malt. Sammen med Birthe Jespersen fra KU-Life og Anders Kissmeyer fra Nørrebro Bryghus skal vi de næste 4 år udvikle malteri, malt og øl hen imod at skabe en smag, som er ’vores’ altså dansk.

Vi vil tilbyde mikro- og håndbryggere dansk malt af lokalt dyrket korn, af korn som har navn, fra bønder som har navn og af kvaliteter, som vi tror på kommer til at gøre en forskel. Der bliver nok at tage fat i. Birthe skal bistå med at udvikle processtyring og maltkvalitet og skal desuden arbejde med smag og ansætter en forsker til at forestå arbejdet. Anders skal medvirke til at brygning og testning fører os frem mod målet. Og min del er selve malteriet, hvor vi ikke alene skal arbejde med de eksisterende faciliteter, men også udvikle et helt nyt princip for maltning. Og meget mere….! Se projektbeskrivelsen her:

 

 

Komodemalteriet

 

 

 

Ølnyheder

 


Det bugner på butikkens hylder bl.a. med en nyfortolkning af sidste års meget succesrige ”Original Porter”, de ’gamle travere’ Gyldenwinge, Ravgylden samt SpecialBryg med de 50 sorter – meget få flasker af hver, men altså de mange sorter. Vi har en frisk hvede og en maltrig mørkegylden kammerat á la biere de gard på trapperne. Se
her

 

 

Malt er ikke bare malt!

 

 

Det ved enhver brygger. Men hvad der ikke er almindeligt kendt, det er hvad der gemmer sig af muligheder for at forny øllets smag ved at genopdage og malte historiske bygsorter. Fredag den 27. marts gennemførte vi en smagning af 50 forskellige bryg, fuldstændigt ens og alligevel forskellige, læs her
 

Vi kan da også henvise til et glimrende indslag i TV-Lorry lørdag den 28. marts her: http://www.lorry.dk/nettv/

 

Humleplanter

 


Blot til information, så går alt ikke som planlagt. Hvis du er interesseret i humleplanter kan jeg ikke levere nu, da de ’gamle’ planter ikke kan levere formeringsmateriale før de begynder at sætte friske skud. Med andre ord er det muligt, at der er planter til juni. Følg med i nyhedsbrevet eller på vores www.
Billedet er fra sidste år hvor alt gik efter bogen. Når det ikke lykkes i år må det skyldes at sidste års forsommertørke og kraftige angreb af bladlus hæmmede skuddannelsen.

 

 

Humlearrangement

 

 

Blot for at minde om, at der er humlearrangement den 6. juni. Intet spørgsmål om humle skal være ubesvaret, kom og få idéer og se hvordan det foregår når man har få eller flere humleplanter og bruger dem i sit øl. 6. juni og tilmelding i netbutikken.

Ølfestival 2009 i maj

 


Ølfestival i Valbyhallen er igen i år i weekenden 15-16-17. maj, se mere
her (www.ale.dk) På vores stand bliver der bl.a. mulighed for at smage de 50 gamle sorter og deltage i bedømmelsen og udvælgelsen. 

 

 

Leen slår alt!

 


Lekursus – nej ikke grine men slå!! Som Niels siger ”leen slår alt”
Den 21. juni. Niels ’Åmand’ Johansson kommer underviser, manden som til daglig bruger leen til plejeopgaver i vandløb o.s.v. og som var en af drivkræfterne bag sidste års
lefestival, deltager i verdensmesterskaber, besøg hos ’bonderøven’ … se også http://www.scytheconnection.com/adp/denmark08/denmark08.html

Leen er et fantastisk mulighed for at slippe for støj, for at få kroppen i svingninger, for at fortælle en historie om sund fornuft og gi’ sit bidrag til nogle mærkbare økologiske og klimavenlige fodaftryk. Og rent praktisk er det en fornøjelse at passe et stykke græs eller den elskede ’blomstereng’ med en le, når den vel at mærke er skarp, er passet til, er af en ordentlig kvalitet, og man har ’taget’ på den. Tilmelding senere i netbutikken.

 

Camillas PÅSKEOPSKRIFTER

 

 

Jeg har en absolut svaghed for sådan nogle appelsinskivekager, de smager dejligt, ligner en million, men de er sjældent noget for børn.

Det kan ikke rigtig svare sig at lave en mindre kage, så det er til en festlig dag, en mindre krævende version kan være kagebunde med flødeskum imellem, dryppet grundigt med appelsinsaft og orangelikør, og med appelsinskiverne over hele overfladen. Appelsincremen er egentlig det man kalder en 'Curd´. Som regel er der tale om citron­versionen, men også denne her har mange anvendelsesmuligheder, f.eks. som både smør og marmelade på ristet brød, i en trifliagtig ting med makroner, appelsinfilter, og flødeskum, dryppet med orangelikør, eller som creme til en helt enkel appelsinsalat.

 

Max Appelsinkage til 10 personer

Syltede appelsinskiver:
750 g appelsinskiver.
425 g sukker
7,5 dl vand

Appelsincreme:

2 dl citrussaft, og skal, en blanding af 1 citron og resten appelsin
6 æg
110 g smør
350 g sukker

Appelsinsirup:

200 g sukker
saft af 2 appelsiner

desuden 3 lagkagebunde
appelsinlikør efter smag, min 4 spsk.

 

Til de syltede appelsinskiver skærer man appelsiner i ca. 8 mm tykke skiver, og nøjes med at bruge de flotteste. Pil alle kerner ud.

Riv skal af appelsin enderne og pres saften af de mere uheldige skiver, og gem.

Vej appelsinskiverne og kom dem i en gryde med sukker og vand. Kog sagte til det hvide i skallen er blevet klart, det tager en evighed. Køl af.

Det er kun skiverne der skal bruges til kagen, men hvis man kan lide bitterhed kan man dryppe bundene med lidt af sukkerlagen.

Til cremen bruger man den gemte skal og saft, og fylder op med revet skal og saft, til der er 2 dl saft i alt. Det er bedst hvis man også bruger bare en citron.

Kom det hele i en tykbundet gryde, og varm langsomt op til lige under kogepunktet. Der skal piskes næsten konstant undervejs. Det kræver kon­centration, for hvis cremen  koger  så skiller den. Når det er cremet og tyknet hælder man cremen i en skål og køler den af. Den tykner en del mere når den køler.

Kog en appelsinsirup af sukker og appelsinsaft, når sukkeret er smeltet er den færdig, køl af.

Fór en springform der passer i størrelsen med kagebundene med bagepapir, og dernæst med appelsinskiver. De skal dække fuldstændigt. Dvs. at de bliver vinde og skæve og det må de godt.

Læg en lagkagebund oven på appelsinerne. Dryp med appelsinlikør og lidt af siruppen, og smør dernæst et lag appelsincreme over bunden. Fortsæt med creme, likør og sirup og bunde til det er brugt op, men gem lidt af siruppen til at hælde over kagen til sidst.

Stil kagen køligt til den skal spises.

 vend kagen forsigtigt ud på et fad med appelsinskiverne øverst, hæld det sidste af appelsinsirup over kagen og spis, evt. med flødeskum.

Kagen holder sig frisk i flere dage i køleskabet.

 

Det er en kage at spise til the, ikke kaffe, eller som dessert med et glas dessertvin til.

 

 

Sprængt lam med capers og citron

 

Til 10 personer

2 lammebove a 1,2 kg

Saltlage:

8 dl groft salt
5 l vand
2 dl sukker
en håndfuld friske laurbærblade
skræl af 3 -4 citroner efter størelse
1 spsk. hel sort peber

samt 2 spsk. saltede capers, der ikke skal med i lagen

 

Kog salt, sukker og vand sammen, skum grundigt, og tilsæt krydderier og skal. Køl af. Læg lammebovene i lagen, det er vigtigt at den dækker, så man må finde en beholder der passer i størrelsen, og som ikke reagerer med saltet. Rustfrit stål, madgodkendt plastic, eller simpelthen en tyk plasticpose, lukket godt til er bedst. Lammebove er tynde og skal kun saltes i 24 timer, hvis man bruger en kølle på samme totalvægt, dvs 2,4 kg skal den saltes i 48 timer.

Tag kødet op af lagen, og si den, så krydderier og skal gemmes.

Pak de to bove sammen med kryddrerierne, og skyllede capers i sølvfolie, så det er tæt, læg det hele i en bradepande og bag bovene i ovnen ved 175 grader i ca, 2 timer. Lad kødet trække i en halv times tid. Bagetiden er det samme for en kølle. 

Spis det smeltende aromatiske kød med kogte hvide limabønner, et solidt drys krydderurter, fin grønne ærtemos med peberrod, og kryddersmør.

 

Sprængt lam med capers og citron

 

Til 10 personer

2 lammebove a 1,2 kg

Saltlage:

8 dl groft salt
5 l vand
2 dl sukker
en håndfuld friske laurbærblade
skræl af 3 -4 citroner efter størelse
1 spsk hel sort peber

samt 2 spsk saltede capers, der ikke skal med i lagen

 

Kog salt, sukker og vand sammen , skum grundigt, og tilsøt krydderier og skal. Køl af. Læg lammebovedne i lagen , det er vigtigt at den dækker, så man må finde en beholder der passer i størelsen, og som ikke reagerer med saltet. Rustfrit stål, madgodkendt plastic, er bedst. Alternativt kan man komme det hele i en stor plasticpose og komme det i køelskabet. Lad Lammebove er tynde og skal kun saltes i 24 timer, hvis man bruger en kølle på samme totalvægt, dvs 2,4 kg skal den saltes i 48 timer.

Tag kødet op af lagen, og si den, så krydderier og skal gemmes.

Pak de to bove samen med kryddrerier, og skyllede capers i sølvfolie, så det er tæt, læg det hele i en bradepande og bag bovene i ovnen ved 175 grader i ca 2 timer. Lad kødet trække i en halv times tid. Bagetiden er det samme for en kølle.

Spis det smeltende aromatiske kød med kogte hvide limabønner, et soldt drys krydderurter, den fine grønne ærtemos med peberrod, og kryddersmørret herunder.

 

 

God påske!

hilsen Camilla og Per