Nyhedsbrev 68 fra Fuglebjerggaard

ved Camilla Plum og Per Kølster
www.fuglebjerggaard.dk

 

 For at fortælle
  • udsalg af resten af tomatplanterne
  • vi er med til den kommende weekends Ølfestival i København
  • vi er på trapperne med vores udvidelse af malteriet
  • lidt 'småtterier' om Lejre og fisk..

Brandudsalg på vore skønne tomatplanter!

Vores tomatplanter er høje, flotte og fyldt med små tomater og blomster, og trænger nu til at blive plantet ud i gode hjem, og vi trænger til plads i drivhusene til at plante chili, agurker, meloner, Morelle de Balbis, lab lab bønner, og mange andre mærkelige og spændene ting.

Vi sælger de sidste, til 200 kr. for 10 stk, ellers  koster de 25.-, og det er noget af et brandudsalg!

Der er stadig planter tilbage af langt de fleste sorter, se dem her http://www.fuglebjerggaard.dk/Camilla/haven/planteskolen.htm

I øvrigt har vi åbent Kr. Himmelfartsdag, torsdag den 2. juni, 10-16 og ellers som sædvanligt lørdage

 


 Der er noget at glæde sig til!

 

 

Byens største værtshus!

Så går det løs igen i øllets verden, nemlig med Ølfestivalen på Vesterbro torsdag-fredag-lørdag 25-26-27. maj http://www.ale.dk/index.php?id=715.

Det vil glæde mig overordentligt at se ’husets’ venner i vores bar, som hedder stand no. 15 http://www.ale.dk/fileadmin/festival/Tap1_2011_standplan.jpg.

Vi deltager i år med et – synes vi selv – forrygende sortiment af det bedste øl indtil dato. Og så afholder jeg flere smagninger og fortællinger i VIP-loungen om vores malt og nye malteri (’Malt er alt’) og om vores spændende eksperimenter med chiliøl sammen med Anders Kissmeyer. Se festivalprogrammet.
 

"Malt er alt"

 

Er du håndbrygger kan du fremover købe vores malt her på Fuglebjerggaard og i Maltbazaren, og er du brygger malter vi til dig efter aftale, som det allerede er sket for flere bryggerier og destillerier.

Vi har designet og bygget et helt spritnyt malteri sammen med vores lokale smed og et specialfirma fra Holstebro. Det gi’r os helt nye muligheder for i detaljer at styre processen og skabe malttyper, som kan skræddersys - ikke blot til vores egne behov  - men også til landets utallige mikrobryggerier og håndbryggere og mikrobryggerstanden.

 

 


Malteriet rummer flere m3 og kan producere op til 800 kg malt. Udover to små malterier i Canada, findes der os bekendt ikke noget tilsvarende i hele verden.

 


Her er nøglepersonerne Alex (Græstedsmeden), Kurt (Danheat) og undertegnede, da der blev testtrykket på knappen første gang. Michael – medbrygger og medmalter – mangler på billedet fordi han styrer kameraet.

 


På loftet over malteriet foregår rensning af korn, påfyldningen og siden rensningen af den færdige malt. Stålkassen er en varmeveksler, der skal forvarme tørreluften

 

Malt er ingen kunst, det handler jo bare om at spire noget korn og tørre det igen. Hvor svært kan det være? Ligesom humlebien flyver glimrende, fordi den ikke ved den ikke kan.... Med andre ord, for at blive verdensmester i maltning er der ingen vej udenom at lære at flyve og gå i dybden. Forhåbentlig til glæde for hele den danske bryggeverden!

 


Malten i form af en spirende kerne farvet for at teste, hvor langt spiringen er kommet.

 

Og interessen er stor også fra udlandet, hvor diskussionen om øllet ’terroir’, om ’foodmiles’, om økologi og om lokal egenart solidt fremmer ideen med et lille malteri skræddersyet til den lille bryggeskala. Der har allerede været gæster fra Norge, Sverige, Minnesota og snart kommer de fra Wales og 7 bryggerier mfl. har fået maltet. Jeg er fuld af optimisme på øllets og malteriets vegne!

Arbejdet med malteriet sker med støtte fra Fødevareministeriet og i samarbejde med bl.a.Birthe Jespersen ( KU-Life), Per Grupe (Mørdrupgaard) og Anders Kissmeyer.

 

Chiliøl

 

Nogle af vores chili-sorter, som Granatz, Habanero Dulce og Numex Suave Orange, indeholder ikke ’brændstoffet’ capsaicin. I øl kan det komme til en helt særlig form for udfoldelse, fordi maltens aromaer i øllet lægger en blød bund, der fint spiller med på de brogede og blomstrende chiliaromaer. Brygget er gyldent – ikke en mørkt. Det skal smages!

Når det så er sagt, så har vi også givet den gas med styrkeprøven f.eks. med Aji. En overraskende spændende herre-oplevelse, der som Hr. Åmand sagde jo helt overflødiggør den traditionelle snaps sammen med øllet!


Numex Suave Orange, en af de milde, capsaicinfri sorter,
som gemmer sig i et af vores chilibryg.

 

Og som lovet lige et par ”småting"

 

Økokommune

Forleden fik jeg en rapport i hånden: ’Lejre økologisk kommune’. Jeg ved ikke om den er offentlig tilgængelig, men i et grundigt samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening og Økologisk Landsforening har kommunen udarbejdet en ambitiøs plan for at kommunen bliver økologisk. Og planen er enstemmigt vedtaget af politikerne i Lejre Kommune - det er da lige til at blive glad og inspireret af. Min egen kommune, Gribskov, har også idéer, men der skal virkeligt til at ske noget hvis ambitionerne skal matche Lejre.

Økologisk havdambrug

se http://storesmagedag.dk/article.php?id=124. Det er vel et rigtigt godt fremskridt at det nu er til at få dejlige økologiske fisk i stedet for de kemiske burfisk. Men hvor er det mærkeligt at være vokset op med verdens bedste hav- og fjordfiskeri med de mest vidunderlige vilde fisk, og hvor havet var det sidste fristed, bortset fra himlen. Spørgsmålet er hvornår himlen skal i bur og vi skal betale for at trække vejret?

 

 med venlig hilsen

Per Kølster og Camilla Plum

 

klik på følgende, hvis du vil afmelde nyhedsbrev http://www.e-informatik.dk/sites/123.asp