Nyhedsbrev no 64 - 8. januar 2011 FUGLEBJERGGAARD

fra Camilla Plum og Per Kølster

www.fuglebjerggaard.dk

 

 

 

 

 

Dette nyhedsbrev handler kun om frø og planter, for det er nu det hele skal drømmes, tænkes igennem og forberedes.

Selvom det virker næsten uforståeligt, når landet er dækket af en fin dyne af sne, så er det en god ide at kigge på frø til foråret allerede nu. Hvis man vil have noget bestemt kan det være udsolgt, og en del skal faktisk sås meget snart.

Man kan få det hele nu, om en måned er meget af det spændende måske udsolgt.  Hvad der bliver årets populære frø kan man selv med mange års erfaring ikke altid forudse, og i vores tilfælde, hvor vi selv dyrker rigtig mange af vores frø, blandt andet næsten alle chili- og tomatfrø, er det bare knald eller fald, om vi har taget nok frø af det hele mens tid var.

I år er vi gået helt amok, der er endnu mere at vælge imellem, vi har fået 135 frønyheder siden sidste januar, søg på ordet NYHED i netbutikkens søgefunktion.

Chili bør sås i januar- februar for at få tidlige chili, selleri skal sås i februar, for at nå det, latyrus kan startes sidst i februar og artiskokker skal sås senest sidst i februar.

Planlægning er godt, begynd med at tegne en lille plan og måske en farvetegning over din køkkenhave, blomsterbed, eller staudebed. Der er plads til meget mere end man tror, især hvis det hele ikke bliver sået på én gang, men at man løbende sår en smule af hver, så der hele tiden er friske urter og salater, helt nye gulerødder, fennikkel, ærter og rødbeder. Hvis man sår alt det der vokser hurtigt på en gang, så er det også færdigt på en gang, og det er ikke det man ønsker sig. De tunge grøntsager som porre, græskar, majs, courgetter og bønner skal forkultiveres, og kan først plantes ret sent ud, og i mellemtiden kan man nå at have spinat, salat, hestebønner, orientalske grøntsager og meget mere.  

Hvad man vil dyrke er så forskelligt at gode råd er svære, nogle er nærmest selvforsynende og dyrker til vinterforråd, men de fleste vil gerne have en lille have med duftende urter, masser af salater og præcis de grøntsager kan simpelthen ikke kan købe sig til. Det er klogt at holde sig til ting som man er vild med at spise, og som er svært at få friskt nok; Krydderurter, ærter, majs, asparges, courgetter kan man få alle vegne, men det er også lige dem der har allerstørst smagsforskel når man dyrker sine egne, Når man har sine egne ærter som man kan plukke præcis når de er store nok, og før de bliver melede, asparges mister al deres charme i løbet af et par døgn, majs man kan købe er som regel hvinende søde, og bittesmå courgetter og courgette blomster er den eneste rigtige måde at spise dem på.

Friske borlottobønner, nyplukkede  sojabønner til edamame, minirødbeder  og gulerødder der smager af mere end sukkervand, salathoveder der ser vidt forskellige ud, smager forskelligt, er smukke og  ikke er spiseklare samtidigt,  skal man også have. Hvis man har lidt mere plads kan man ha sommerkål og sommerporrer, en fin tipi med stangbønner og en række buskbønner, og et par sorter græskar for sjov. det er klogt at dyrke sommerblomster mellem grøntsager og urter, de holder skadedyr væk, og ser dejligt ud, og rigtigt mange af dem kan spises. .

Lathyrus i gamle sorter, der ikke bare ser ud, men dufter øredøvende godt kan man have i en potte, eller så sammen med ærterne, så vil lathyrus’erne overtage hele stativet, når ærterne er trætte.

Sorten på grøntsager er vigtig, tjek at de er det du skal bruge, der er stor forskel på vinter og sommer gulerødder, salater til sommerbrug og til drivhus, tidlige og sene ærter osv osv.

Vores frø er alle samen valgt på grund af deres velsmag, og hårdførhed, så det behøver du ikke bekymre dig om, vi har ingen sarte hybrider, men grøntsager der er blevet dyrket længe for præcis de egenskaber man sætter pris på i en køkkenhave- lang høsttid, smag og sundhed, ikke ekstremt stort udbytte og det hele modent på én gang.

 

Blandede sorter !!

Til dem der ikke kan vælge, eller har meget lidt plads, har vi lavet en del poser af samme grøntsag i forskellige sorter, salater, rødbeder, gulerødder, ærter, bønner , græskar, agurker, osv, som sås samtidigt, men modner i lidt forskellig hastighed, og smager forskelligt, så man får mange sorter på samme plads i en længere periode. Det er altså bare virkeligt smart. I de fleste tilfælde er der også mange forskellige farver i posen, kulørte gulerødder, gule og stribede rødbeder osv.

   
 

Frøpakker

Vi har sammensat en del frøpakker, som er billigere end selv at vælge.

Dvs et antal poser frø af enten den samme plante som tomater, eller en pakke med f.eks ti sorter grøntsager fra Italien, Sorter der er gode hvis man er nybegynder, Børnenes have, grønt og urter til Indisk mad mmm. Det er også en fin gave.  

 

Og så er der drivhuset.

Vi har så afsindigt mange sorter vidunderlige tomater at det kan være svært at vælge, hvis man har prøvet vores tomater før, har man sikkert sine favoritter, men søg på NYHED og se vores nye sorter. De er alle sammen gamle, frøægte sorter, velprøvede, ekstremt velsmagende, og velegnede til økologisk dyrkning.

 

En advarsel!

det er nemt at dyrk i plantesække, og det er derfor at det meste drivhusavl foregår på den måde.

Det er også derfor at de tomater vi kan købe smager af meget lidt.

Selv vores skønne tomatsorter kan blive kedelige i en plantesæk, hvor der er for lidt variation i næringsstofferne, for lidt volumen til at de ekstremt mange rødder en tomatplante kan lave kan komme til udfoldelse, og dermed ikke al den smag det er meningen rødderne skal hive op fra mulden i din have. Plantesække skal vandes hele tiden, og meget vand giver kedelige tomater.

Lov mig at dyrk dem i jorden, hiv en flise op, og smag  forskel.

Hvis det ikke kan være anderledes, , hvis man for eksempel ikke har en have, så læg 2-3 stykker ovenpå hinanden , og lav hul så rødderne får mere plads, sørg for flere mineraler og salte med algegødning, og rester af kold urtethe.

 

Tomater

Tomater skal man have, og hvis man ikke har drivhus kan man dyrke frilandstomater og håbe på en god sommer.

Man skal vælge sine tomater med omhu, så man har tomater hele sæsonen, store og små, og i mange farver. Cherrytomater er som regel tidlige, men ikke altid, den helt vidunderlige Isis Candy er sen, og værd at vente på, og nogle af bøftomaterne er tidlige, F.eks Yellow ruffled, der er en vild tomat fra Mexico. Men generelt er store tomater sene og små tomater tidlige, Små tomater bliver oftest kæmpe planter, bøffer er slankere, lavere og fylder ikke så meget. Man snyder sig selv for den største tomatsmag, og de vildeste farver, hvis man kun har små tomater.

Gule tomater smager generelt af mindre end de mørke, men ikke altid, ’Summer cider apricot’ og ’German striped ’er f.eks.gule/ orange, kæmpestore og smager vidunderligt. Mørke/ sorte tomater har flest farvestoffer og rigest smag, og de er mørke på mange forskellige måder fra lilla til chokoladefarvet, for slet ikke at snakke om den stribede ’Chocolate stripes’, som måske er den smukkeste af dem alle sammen.  

Tomater skal generelt ikke beskæres så kraftigt som man får anbefalet, en rig og frodig vækst giver simpelthen flere tomater, over en længere periode. Styr dem ved at nappe sideskuddene, og lad dem så vokse ind i himlen. Fjern visne og gule blade, Skær det væk der ikke kan være der, og få tomater til ind i november.

Hvis tomaterne skal trives i dit drivhus skal de ikke være alene, dyrk duftende krydderurter, basilikum i flere sorter og appelsintagetes imellem dem, både for at forvirre insekterne, og fordi de godt kan lide at vokse sammen. sarte krydderurter som stevia, og kardemomme, citronverbena og mexicansk estragon kan sættes i potter mellem planterne.

Jo større biodiversitet man har i sit drivhus, jo sundere bliver de enkelte planter, Agurker skal dyrkes i solsiden, de tåler lyset bedre end tomater, og deres grønne frodighed kan bruges som en klimaskærm så tomaterne ikke bliver svedne. Vi har mange velsmagende og spændende drivhusagurker agurker at vælge imellem, f. eks den indisk agurk ’Poona kheera’ med rødt sprukkent skind  og saftigt sprødt indre  som en melon, og vi har også agurker som i virkeligheden er en slags meloner, med sødme og spiselig skræl. Man kan dyrke auberginer i store potter, det går ikke ud over smagen, og en blomstrende aubergineplante er smuk også et beskyttet sted på terrassen, eller på en altan. Chili og tomater trives fint sammen. Hvis man har plads til det i drivhuset skal man prøve den ufatteligt flotte ’Lab lab’ bønne, med lilla blade, stængler, bønner og blomster, alle dele af planten kan spises.’X-Mas Lima beans’ og ’Yard long beans’ har det også bedst espalieret i drivhuset. alle andre bønner klarer sig fint på friland.

 

Chupatillo

Amarillo

Numex suave

Aji habanero

 

Chili

 Vi har gjort det nemmere at finde chili i den styrke man vil have ved at lave tre kategorier i Netbutikken.

Vi har dyrket 20 nye skønne chilisorter, i sæsonen 2010 og gjort vores erfaringer med dem, både som planter og i gryderne, så vi nu har blandt meget andet,  4 meget forskellige typer helt milde Chili af Habanerotype, med al den smag der findes i Capsicum chinense, men stort set uden styrke. Den store nyhed er ’Numex Suave Orange’  lyst orange, meget, meget frugtagtigt aromatisk, kæmpestor, blank og lækker, og med Scoville 0. Det samme har ’Trinidad perfume’,’ Habanero  dulce’ og ’Granats’. som vi har haft glæde af i nogle år .

Chili har det fint sammen med tomater, og i drivhusjorden kan man dyrke de voldsomme som ’Tepin’, alle ’Aji’ chili, ’Jalapeno’ og ’Locoto’, der alle kan blive vildt flotte hvis de får plads og lov, de mindre vildtvoksende som Habanero kan man have i store potter, som kan flyttes ind til overvintring et frostfrit sted.

Vi har tre nye sorter Aji chili, som både er smukke planter, nemme at overvintre, og giver den mest afsindige blomsterduftene citrusaroma til maden. ’Aji Habanero’, som er ret mild, og de mellemstærke ’Aji Cristal’ og ’Aji Amarillo’, er frodige og nemme at tørre.

Der er også nye stærke chili, den nuttede lille ’Chupatillo’, der ligner en dråbe af rødt glas, African naga, som er en anden form af de ufatteligt stærke chili fra Himalaya, end ’Ghost/Bih Jolokia’ , som vi har haft i mange år, og vores egne ’Lille gule  mini Habanero’, mildere end andre Habanero, med fuld knald på smagen og duften,  megen stadig stærk og en meget smuk lysløvet, frodig plante, med et mylder af frugter, som har brugt til saucer, eddiker, i tomatsyltetøj, relish, og chilisalt  hele efteråret.

 

Mit orange bed

det lyder som en æstetisk katastrofe, men mit orange flammebed har været et tilløbsstykke nu to år i træk, fordi det er så helt urimeligt flot, og man bliver glad af at se på det. .

Jeg elsker orange blomster, hvis de samtidigt har intensitet gennemskinnelighed i kronbladene, og en rent og klar farve.

Orange er mange ting, og jeg strækker den helt over i det røde, og varmt gul-orange som i morgenfruer i alle mulige farver.

Bedet er 5 x 5 meter og  består en hel del flammefarvede stauder, dagliljer, mange Montbretia, citronliljer, mørke Biberneller, og de mest afsindige georginer. Vi fylder ud med morgenfruer, tallerkensmækkere, masser af de florlette orange cosmos, som er en af mine absolutte yndlinge, fordi blomsterne er så glasagtigt fine, og dejlige i buketter, den enårige Rudbeckia hirta, som underligt nok ikke har mange fans, pt, men er en vidunderlig, kæmpestor frodig sommerblomst, der blomstrer meget længe, og minder en del om dens fætter, Echinacea.  Rudbeckia hirta fås i masser af blandinger, og sorter, og de er skønne alle sammen - hvis de står i den helt rigtige sammenhæng hvor de kan få lov til at være prangende og alt, alt for meget, uden at tage hele billedet, Rudbeckia hirta er egentlig flerårig og overlever nogen gange vinteren,  men de nøjes som regel med at selvså sig her i landet. Bagerst har jeg de høje mexicanske solblomster; Tithonia, sammen med solsikker i alle de farver de kan præstere. Langs kanten og ind imellem, løber en flod af citrustagetes, og høje Tagetes patula, og erecta, der blomstrer så længe at man begynder at skamme sig på deres vegne. 

Tilsammen er dette arrangement af skamløst dårlig smag et mageløst skønt skue fra sensommer til november, og en kilde til talløse buketter.

 

 

 

Hvis man synes man trænger til inspiration og viden , så se vores arrangementer i netbutikken, der er masser af havearrangementer  hele foråret, og sommeren, om  krydderurter, rundvisninger, Tomat og Chilidage, podning mmm.

Og hvis man har lyst til at læse lidt, så kan man finde både min bog om blomster, generelt om  haven, og om spiselige blomster i Netbutikken.

Se hele vores frøudvalg her i netbutikken

 

God fornøjelse i denne havesæson

Camilla Plum

 

NB! Det er stadig muligt at bestille podekviste, og næste nyhedsbrev kommer iøvrigt til at handle en hel del om nogle helt særlige botaniske ølnyheder ...  hilsen Per