13. NYHEDSBREV  FRA FUGLEBJERGGAARD HØSTEN 2004 

HØSTMARKED 4-5 SEPTEMBER
ÅBNINGSTIDER - BUTIKKEN, SELVPLUK OG MOSTERI
NY BOG: "ÆBLER" AF PER KØLSTER
CAMILLAS OPSKRIFTER FRA BOGEN I UDDRAG
ÆBLETRÆER
MOSTERI
JULEGÅSENS SOMMERLIV  - GÆS OG BESTILLING
FRØHJÆLP
KOGESKOLEN

ELLERS NOGET?


  

 

 

Høstmarked 2004, lørdag-søndag, 4. og 5. september, begge dage fra kl. 10-18!

Se detaljeret program her (klik)

 

Traditionen tro afholder vi for 7. gang vores store høstmarked, hvor vi slår dørene op for årets store begivenhed - høsten. Om høsten så er færdig til høstmarkedet ved kun guderne.
I år har vi gjort noget særligt ud af æblerne og øllet.
Og så er der åbent for den store spiseoplevelse med gårdens eget kød på grillen, eget brød fra eget mølleri, kartofler og salater fra haver og gartneri, kager i massevis, vafler og is, spændende drikkevarer o.s.v. Butikken bugner med nye og uundværlige varer.
For børnene er der rundtur til dyrene, ponyridning, halmhopning, bueskydning, hønselotto og meget andet. Der er rundvisninger, demoer og smagninger, og endelig er der gæster med krydderurter, uldtæpper, mælk og musik....

Så rigtig hjertelig velkommen

Camilla og Per

 

 

 

ÅBNINGSTIDER - EFTERÅR - BUTIKKEN + SELVPLUK + MOSTERI

Vi har åbent torsdag til lørdag fra kl. 10-16 (lukket søndag-onsdag).

Det gælder både for at handle i butikken, selvpluk, bruge mosteriet og gå rundt og se på det hele.

 

NY BOG!  ”Æbler” af Per Kølster

Udkom 15. september på Politikens Forlag.

Per har skrevet en bog om æbler. På Fuglebjerggaard, har vi masser af unge og gamle æbletræer. I bogen benyttes erfaringerne til at fortælle om, hvordan man selv kan dyrke, pode, pleje, høste og gemme æbler. Samtidig fortæller bogen om æblets fascinerende historie lige fra oldtidens spredning og myter til vores moderne tidsalder, der er et kapitel om æblernes smag, og hvorfor det er så vigtigt at æblerne dyrkes økologisk. Der fortælles om sorter og deres spændende historie, om at moste og gære cider og meget andet godt om æbler. Bogen giver sit bud på, hvordan æbledyrkning kan blive allemandseje, og hvordan æblet kan komme til at spille en større rolle i vores dagligliv.

Du kan læse uddrag fra bogen om Fuglebjerggaards frugthaver (klik) og om gårdens æblesorter (klik) .

....med opskrifter af Camilla Plum

Og så har bogen et afsnit med mere end 40 dejlige æbleopskrifter af Camilla Plum med skønne æblekager og andet dejligt mad med æbler. Du finder et uddrag af Camillas æbleopskrifter ved at klikke her, hvorefter du skal klikke på "opskrifter fra seneste nyhedsbrev"

Bogen er på 240 sider og rigt illustreret ikke mindst med Anne-Li Engstrøms pragtbilleder. Pris 249 kr.

Du kan se indholdsfortegnelsen her (klik)

 

 

 

ÆBLETRÆER
Enkelte af gårdens sorter - som Kansler og Stenæble - kan købes som 1., 2. eller 3. års træer. De kan bestilles og forudbetales ved henvendelse til Per på gården eller på per@fuglebjerggaard.dk.
Opgraves og afhentes primo november, nærmere om udvalget af sorter, priser m.v. her (klik)

 

ÆBLE-SAFT-PRESNING

Kom og pres dine æbler på vores håndholdte mosteri. Kan benyttes i butikkens åbningstid eller efter aftale.
Husk emballage. Læse mere her (klik)

 

 

JULEGÅSENS SOMMERLIV

Gåsebestillinger starter nu.
Vi har i år 60 dejlige gæs, som stortrives på markerne bag gården. Kom og se dem!
Reserver julegåsen i butikken eller send en mail (kontor@fuglebjerggaard.dk).

De vejer ca 5 kg og koster 95 kr pr. kg. Vi slagter lige før Mortens Aften i starten af november. Nærmere oplysning på vores hjemmeside og nyhedsbrev til efteråret. Du kan læse mere om vores gæs ved at klikke her, hvorefter du skal klikke på "Gåsens sommerliv".  

 

FRØ FRA FUGLEBJERGGAARD – HJÆLP!!!!


Har du købt frø på Fuglebjerggaard, vil Camilla gerne vide om du er tilfreds.

Vi gør hvert år mere ud af at sælge frø. Vi har flere leverandører, og i år også vores egen serie fra Thomas Etty i England. Det er som regel frø af gamle, velsmagende sorter, og langt de fleste af dem er økologiske.
Nu er det så at jeg gerne vil vide om du har nogle erfaringer, både gode og dårlige med frø købt hos os, som du vil dele med os ? Det er vigtigt for os at kunne holde både os selv og vores leverandører i ørene.
Man har en tendens til at tro, at det er ens egne ringe evner som havehaj, der er noget galt med, når nogle frø bare ikke vil, men det kan jo også være frøene, så derfor, send mig en mail på camilla@fuglebjerggaard.dk.

 

NYT OM KOGESKOLEN
Ledige pladser på næste bagekursus torsdag-fredag den 13-14 januar, 2005.
Se i øvrigt  ”Kogeskole”

 

FLERE BØGER BLIVER TIL
Camillas næste bog: 'Umoderne mad' udkommer til oktober.

 

ELLERS NOGET?

Polerne smelter og Golfstrømmen snøvler.
Ny minister i barberet ministerium. Vennernes ven. Og hvad skal man med et Fødevare-ministerium når fødevarernes direktorat lægges over i et andet ministerium.
Og så en kommissær for landbruget, som selv har store private interesser indblandet. Vi troede de tider var ovre. Demokratisk?
Og mon der er meget håb for økologien?
Hidtil har det været op ad bakke både med regeringen og med EU-kommissionen. De ønsker Ø-et hen hvor pebret gror trods megen bragesnak. Se blot på virkeligheden.
Vi andre forestiller os noget så enkelt, som at EU's og den danske jordbrugs- og fødevarepolitik bliver økologisk. 
Vi skal nok love at råbe endnu højere, når der skal vælges parlamentarikere og kommissærer fremover.
Bare andre så vil gøre det samme.
I demokratiets navn og klodens navn.

Velkommen til høsten pog efteråret på Fuglebjerggaard

Camilla og Per

 

Ps. Apropos demokrati. Så vil vi forfærdelig gerne citere et læserbrev fra Politiken, den 17. august, 2004:

Kulturministerens naive syn på Irakkrigen
af Niels Damgaard

Så får vi igen en gang gylle fra fra naive Brian Mikkelsen. Denne gang til støtte for indsatsen i Irak.
6.8 skriver han i Politiken en gang vrøvl om, hvor godt det går i Irak.
Brian påstår, at nye aviser og radiostationer uden censur sammen med internetforbindelser hos 55.000 irakere beviser, at det går godt.
Det hele kan lukkes igen, den dag det passer magthaverne i Irak! Senest har USA lukket en kritisk avis. Hvordan kan det lade sig gøre at gennemføre en meningsmåling, som viser at 90 % af Iraks befolkning ønsker demokrati? Er det overhovedet muligt at finde en tilpas stor gruppe, der er repræsentativ for befolkningen i Irak idag?

Brian påstår også at krigen i Irak giver den sidegevinst, at verdens grusomme diktatorer nu er bange for at blive stillet til regnskab for deres ugerninger! Endnu mangler vi at se en eneste af dem blive dømt.
Men det er vel heller ikke underligt, når de fleste af dem enten blev indsat af USA eller støttet af USA. I flæng kan nævnes: Park, Shah Rehza Palavi, Saddam Hussein, Haile Selassie, kong Saud, kong Farouk, Franco, Salazar, Somoza, Batista, Pinochet og et stort antal i Latinamerika. Godt at de dør en efter en, trist at USA stadigt kan finde villige afløsere.
Så mener Brian, at FN får en masse godt ud af krigen. Men vi ved godt, at FN kun kan gøre noget, når USA støtter (underforstået har gavn af).
Hvor mange millioner dollar skylder USA til FN? Hvor mange millioner har Danmark til gode efter udstationering af danske soldater?

Nej Brian, vi er mange danske, der ikke mener vi skal rende i halen på et USA, hvis åndspygmæ af en præsident har startet en krig under falske forudsætninger og lokket en flok naive vestlige regeringer med i et eventyr, som højst sandsynligt vil mange års mareridt.
USA's udenrigspolitik, har siden anden verdenskrig bortset Marshall-hjælpen, besættelsen af Japan og måske Koreakrigen, været en lang række af katastrofer. 

 

Note: Da læserbrevet blev trykt i Politiken var forfatteren oplyst som chefredaktør på Maskinbladet. Dette omfattende blad uddeles gratis til alle landbrug, og sammen med en hjemmeside med maskinbørs, er det et væsentligt blad, ikke mindst for alle de landbrug som ikke har råd til nyt. Og det har de færreste. Dagen efter blev det berigtiget, idet forfatteren ikke er denne chefredaktør. Lidt af morsomheden forsvandt, men absolut ikke brevet budskab.