Del på Facebook

Juleflæskesteg. Jule-popup-middag. Julemarked for børn. Giv et kursus eller en kogeskole i julegave. Nye film på min YouTube-kanal.

Kamsteg med svær

Vi slagter en del af vores fine ungarske uldgrise til jul, og du kan bestille en kamsteg med svær i netbutikken, så længe vi har dem, og hente den til julemarkedet. Der er ikke så mange, for resten af grisene serverer vi jo til vores Øko-Julemarked den 26. november til 4. december i form af de dejligste flæskestegssandwich med grønkål, rødkål, bagte kvæder, æblepeberrod, hjemmelavet sennep og fermenterede ting og sager.

Hvis I er mere end 8, så send lige en mail og bestil bord i cafeen.

Julemiddag

Den 3. december holder vi en overdådig popup-jule- middag i det store drivhus. En hel del stamkunder har allerede bestilt pladser, så man skal måske bestille snart, hvis man gerne vil med.

Vi serverer gris og lam, fisk og grønkål, frugter og nødder, og rodfrugter fra gården – alt krydret og tilberedt så godt, vi formår, og det er egentlig ret godt, og alt i alt rigeligt grøn julemad, også hvis man ikke spiser kød. Og ikke mindst, så er der kager og desserter, til man segner.

Julemarked også for børn

Vi laver det fineste værksted den 26. og 27. november og den 3. og 4. december for børn, hvor de kan lave 100% Økologiske juledekorationer af materialer fra gården og haven, ler fra marken, hvor der er flere årer med rent ler, stedsegrønt, bær, kogler, frø osv. osv. – kvit og frit.

Tanken er, at dekorationen kan graves ned i jorden efter julen, og så kommer der fine blomster op af den til foråret.

Det er kl. 12–14.00 alle 4 dage, men ikke i hverdagene.

Vi fodrer dyrene hver morgen, men den 26. og 27. november og den 3. og 4. december kan man komme med rundt og være med til det. Vi har både fået 10 skønne grislinger, og et hold yndige løbeænder, som har forsynet os med de fineste lyseblå æg i den sidste måneds tid.

Der er dyrefodring kl. 10.00 alle 4 dage.

Resten af tiden kan man bare gå rundt og nyde årstiden, grisene, fårene, hønsene, gederne, køerne, ænderne og killingerne på egen hånd.

Og så vil jeg da lige sige, at vi har 5 dejlige, kælne killinger, som er store nok til at blive foræret væk i julegave. De koster heller noget, hvis man lover at give dem et godt hjem, hvor de kan komme ud at lege udenfor.

Hvis man ikke kan komme til markedet, så er det jo synd, for det er det hyggeligste og mest velsmagende, autentiske julemarked, vi kender, men en stor del af de skønne sager kan man få i netbutikken: Crazy og klassisk julepynt, hel sukat og korender, chai- og gløggkrydderier, Agensvesker med sten, juleæbler, kvæder m.m.m.

Giv et kursus hos Camilla i julegave

Vi har allerede nu lagt både havekurser, kurser om vild mad, fermentering og kogeskoler for det første halvår op i netbutikken. Mine kurser er gode gaver til folk, som gerne vil vide mere og have det sjovt undervejs.

Vores kurser er grundige, men letfodede, og egner sig både til begyndere og garvede. Vi kommer hele vejen rundt, og så får man jo også noget dejligt at spise.

Du kan bestille selve kurset eller et gavekort til netbutikken på beløbet.

YouTube og Instagram

Vi har lagt to nye små film fra gården ud på min YouTube-kanal.

Og så er der også kommet gang i min Instagram takket være en indsats fra især Katja, som er en meget dygtig fotograf fra Kroatien, som bor her på gården. Du kan følge med her…

Glædeligt frostvejr
Camilla

Del på Facebook

Find os på Facebook