Gratis tomatplanter og jordbærselvpluk til Sankt Hans aften

Den kommende weekend er der gratis tomatplanter til alle de sløve padder, der ikke har fået plantet deres tomater endnu. De ligner en ulykke, men man skal ikke lade sig narre. de skal nok vokse som besat, så snart de kommer i jorden eller en stor potte.

5 planter pr. kunde, så længe lager haves. Der er også lidt bladbeder, til at tage med hjem, igen så længe lager haves.

Jordbærrene er modne, i marken, kom og pluk selv!

Vi har lige nu Zefyr, en gammel sort med lyse, søde bær er moden, og Dybdahl er så småt på vej. Korona og Senga modner lidt senere.

Vi åbner for selvpluk nu på fredag! 12–17.00 og lørdag 10–16.00, så man kan plukke jordbær til Sankt Hans aften.

Og der er stadig også selvpluk i mine fine vinrabarber i marked, 1 kr. pr. stilk.

Og så vil vi gerne vise køkenhaven frem! Vi synes selv, den er fin, og det gror som besat.

Kaffe og kage

Vi har kaffe og kage i gårdbutikken hver weekend.

Nye krydderier til grillen!

Man kan prøve mine nye, drøje krydderirubs. De er beregnet til at gnubbe ind i overfladen på kød, fisk og grøntsager til grillen, og de smager så godt, at man tisser i bukserne. Se dem her…

Afrika på Fuglebjerggaard

Den 26. juli holder vi den vildeste og skønneste afrikanske aften i den store lade. Kom og spis, hør musik, dans og slap af i den danske sommernat.

Lys i træerne, tåge over engene…

Sylvester Agbedoglo, masterdrummer og kok, underholder med band. Preben Carlsen – Guitar, Devit Sasraku Ozibio (SAS) – bas, Thomas Agergaard – sax. www.masterdrummer.dk

Camilla og Sylvester tilbereder og serverer et afrikansk, overdådigt måltid, buffet og bbq.

Ankomst kl. 18.00. Baren er åben. Buffet kl. 19.00.

Tid: 18–24. Pris: 420 kr.

Tilmelding i netbutikken…

Ekstra velhængt oksekød, i gårdbutikken

Vi har slagtet 2 af vore stude for 4 uger siden. De blev skudt en forsommemorgen i marken med slagterens riffel, hvad der gør det helt stressfrit for dem og en meget bedre løsning end turen til slagteriet, uvante omgivelser og stress for dyrene. De har nu hængt i 4 uger, som er en uge mere end vi plejer, og det bliver kødet bestemt ikke ringere af.

Tiden giver modning, masser af processer som giver smag og aroma til kødet går sin gang, men det giver også mere skæresvind, som betyder lidt højere priser.

Men altså, vores oksekød er i en helt anden boldgade en lynmodnede gamle malkekører og alt for unge tyrekalve. Det er dyr, som har fået lov til at blive voksne, mens de kun har spist græs. De har gået ude hele året og er smukke, blanke i pelsen og harmoniske.

Kødet er mørkt, fedtmarmoreret, og det smager så englene synger og det skal de altså, når man spiser oksekød, Kødet er i butikken fra nu på fredag.

Chiliplanter med posten!

Vi sender nu også chiliplanter med posten. Se udvalget her…

Jordbær i maven…

Jordbær og krydderurter er rigtig godt, uden at være for mærkeligt, Bergamotmynte, citronverbena og fransk estragon er mine favoritter sammen med jordbær. Vi har dem i planteskolen, og vi sender dem med med posten. Se her…

Jordbæropskrifter

Se her…

Glædelig Sankt Hans
Camilla Plum

Del på Facebook