Porrer

Et porrebed er et godt syn, og selv når de ligger i supermarkedet, berøvet det meste af deres grønne pragt er de smukke kraftfulde grønsager, man har lyst til at købe.

Vi har dyrket og spist dem længe, de spiste dem i det gamle ægypten, men hvor den oprindeligt kom fra er der ingen der ved. Man mener de er udviklet af mennesker ud fra en vild art løg der vokser langs østsiden af atlanterhavet, og især på øerne derude, Madeira, Azorerne, Cap verde og de Canariske øer. Udviklingen fra små vilde løg til kæmpestore porrer er altså startet længe før, for vi ved de var almindelige i ægypten for 4000 år siden. Det tager tid at udvikle planter, når metoden er den gode gamle med udvælgelse, udvælgelse og udvælgelse igen. Det er sikkert noget man har begyndt på mange steder i urformens udbredelsesområde samtidig. Man finder en plante,man synes smager godt, tager frø fra de lækreste, største, mest hårdføre, og i løbet af nogle århundreder har man en stabil og stærkt forbedret grønsag. Ihvertfald var porren i dens nuværende form almindelig i nordeuropa i middelalderen, og det er stadig her vi dyrker den mest. Porrer kan godt lide køligt klima, det er fantastisk at se hvordan de bare står derude og holder ud en hel, lang vinter.

Porren kommer i to typer; sommerporrer som er lange, tynde, og skal spises inden frosten, og vinterporrer som har en længere udviklingstid, kortere hvidt skaft, er fede som babyarme, og kan tåle at stå ude hele vinteren. Det er vinterporrerne der er mest fidus i at dyrke, i en mindre have. Sommerporrerne er lækre, men kan nemt erstattes af nye løg og forårsløg.

Vinterporrerne har man uendelig glæde af. Et bed på 3x5 meter er ikke for meget til en familie der holder af porrer. De sidste porrer giver de flotteste kæmpestore hvidlilla blomsterkugler den anden sommer. De fleste købes som småplanter , og så må man tage de sorter man kan få, men check lige om det er sommer eller vinterporrer.

At dyrke porrer

Man kan også relativt nemt så dem selv, direkte på friland, men det er ret vanskeligt at holde dem rene. Så dem hellere i bakker indendørs fra midt i mart til slut i april. Så hellere lidt for tyndt, så kan de stå længere i bakken. De skal have over 20 grader for at spire. Så snart de er spiret flyttes de til et køligt, lyst sted. Midt i Maj planter man ud, med 8 cm mellem de små plante. der skal hærdes meget grundigt af, ved at blive flytte ud i dagtimerne, dækket med fiberdug, og ind igen før det bliver køligt. Hvis det er for koldt når de kommer ud, eller de får et chok efter en lidt sjusket afhærdning løber en del af dem i stok første år og bliver uspiselige. De tror simpelthen enden er nær og skynder sig at blomstre for at sikre slægtens beståen. Udplantning har heller ingen hast, de har masser af tid at vokse i. Mnage venter med at plante ud hvor de tidligste kartofler eller spinat har stået.

Det hvide er det lækreste, og man kan få det længere ved at mulde op og blege dem med jord. Plant dem ud i en 20 cm dyb grøft fra starten af, og fyld gradvist jord på efterhånden som de vokser. Til sidst skal de stå i en lang jordvold, som man graver op mellem rækkerne. Det ser smukt ud, og tvinger simpelthen planten i vejret samtidig med at en større del af skaftet bliver hvidt. Men selvom man ikke får det gjort skal man nok få porrer alligevel, det hører til i skønvirkeaf­delingen at more sig med sådan noget. Man skal ikke være bekymret over at der kommer jord i porrerne ved at mulde dem op, det komemr der alligevel, solid rensning undgår man ikke.

Det er en god fidus at klippe ca halvdelen af både rødder og det grønne af ved plantningen. De kommer hurtigere igang hvis de ikke skal holde liv i det øverste, samtidig med at de skal danne rødder. Man skal ikke fortvivle, de står i lang tid og ligner små løgnåle, men pludselig tager fanden ved dem, og det er der man skal være der med gødningen.

Porren er en grovæder, som i hele sin levetid skal have solide mængder kvælstofholdig gødning for at blive til det man forventer af dem.

Det allerbedste er at gå en rituel morgentissetur ud i porrebedet.

Hvis man af én eller anden grund ikke vil dét, og ikke har adgang til anden kvælstofrig gødning, som hønse eller kaninmøg, bliver der nok porrer, men nogle tynde bængler ud af det. Almindelig havekompost kan ikke gøre det. Det med tisset er nu nok værd at overveje  en gang mere. Det har et meget dårligt ry, og det er helt urimeligt. Mennesketis er et fuldstændigt sterilt produkt, med en meget høj næringsværdi, også til kål.

Den metode man kan bruge, hvis man er for meget æstet til at tisse på sine afgrøder er at gøre det på komposten istedet, hvad der forvandler den fra udmærket jordforbedring til effektiv gødning.

Der hvor der kommer problemer er hvis man også begynder at gøre resten  af sin affaldsudskilning i køkkenhaven. Dels lugter det, man kan overføre syg­domme, og der er ikke noget næring af betydning i det. Men altså-tænk igen, og tøm natpotten ud der hvor den gør mere gavn end i kloakken.

Man skal ikke blande sin porrekultur med andre planter, og slet ikke slet ikke med ærter, bønner og rødbeder som de ikke bryder sig om.

Om vinteren skal man lade dem stå ude, godt dækket med halm eller løs kompost. Dels beskytter det, dels er de nemmere at få op i frostvejr.

At rense porrer

Det er ubegribeligt så hårdføre porrer er, man får dem stangstive ind på køkkenbordet, og når de er tøet op ser de bare helt friske og fine ud.

hvor de fleste andre grønsager har skader, bliver bløde eller en sær konsistens, er porren fuldstændig uberørt.

Så skal der renses.

Først, den skive som rødderne sidder på er det lækreste ved hele porren, så rødderne skal skæres forsigtigt af. Skær så meget af det grønne af man synes, men ikke det hele. Skær et kryds ned i den grønne top, ca 5 cm ned i det hvide.

Skræl tørre og bløde blade af. Hvis man har god tid stiller man dem til opblødning omvendt i en spand vand. Hvis man ikke har det skiller man forsigtigt bladene og skyller hver enste grundigt, også på bagsiden. Hvis man er det mindste i tvivl om man har fået al jorden af, skyller men én gang til. 

Så er de klar til at blive skåret i mindre stykker. Den grønne top, som der er rigeligt af giver fin smag til supper og fonder. Skyl dem ved at bløde dem op i en spand vand og så rumse rundt til vandet er helt klart.

Hvis porrerne er blevet rødstribede og snotbløde i de inderste lag skal man bare smide dem væk. Det er ikke umagen værd at skrælle ind til midten, de smager alligevel ikke godt.

Camilla Plum