Køkkenhaven

Jeg haster med at sige at dette ikke er nogen a-å om havens mysterier. Det handler såmænd bare om nogle grundprincipper, ordforklaringer, og supplerende tekster til de dyrkningsvej­ledninger man kan finde under de enkelte grønsager.

Jeg vil også haste md at sige at havebøger skal man have nogle stykker af. Fordi nok handler det om en vis grad af videnskab, men alle har deres personlige erfaringer, der findes et mylder af måder at gøre alting på, der er ingen endelige sandheder.

Jord

Når man dyrker have er det egentlig ikke planterne man skal bekymre sig mest om, det er jorden man skal ødsle sin kærlig­hed ud over, det er den man dyrker, ikke kun grønsager og blomster.

Jord er simpelthen grundlaget for livet på jorden.

Et tyndt lag af livgivende muld der gør plantevækst mulig, og dermed skaber ilt og mad til alle verdens væsner.

Jord består af oragnisk materiale, -døde planter og dyr, en del uorganisk materiale som ler, mineraler, sten, sand, og så en helt utrolig masse små væsener, svampe og bakterier og orme der sørger for at nedbryde planter, æder hinanden, og holder jorden luftig og god med deres færd­sel.

Jord dufter, fordi alle disse bestræbelser, processer, gærin­ger og mylderet af krible krable tilsammen skaber noget vi godt kan lide, som allerlængst nede i vores bevidsthed er godt ,som duften af livets mening.

Jorden i efterårsskoven, forårets kolde våde jord, et svedigt spadestik når man vender de første nye kartofler op i Juni, og duften af jord en råkold januardag dufter vidt forskelligt, men stadig dejligt af jord.

Hvis man er velsignet med ordentlig jord skal man bare sørge for at holde den ved lige.

Helt konkret skal man give den noget at leve af i form af alt det grønne man kan skrabe sammen.

Græsafklip, blade, grønt husholdningsaffald, dødt ukrudt.

Se under kompost hvordan man laver en kompostbunke.

Her er det bare princippet det gælder.

Jo flere plantedele man lægger ud over jorden, jo mere muld får man.

Det handler ikke om gødning, det handler om at alle mirkroor­ga­nismerne skal have mad, som de så venligst laver om til muld.

Mens de gør det skaber de samtidig mulighed for at nærings­stofferne kommer i en form planterne kan optage i sig.

Det er ikke nok at nærnigsstofferne er der der, de skal også fortygges så planterne kan tage dem til sig og det sørger hele livet i jorden for, hvis vi bare sørger godt for dem.

Man kan ikke give sin jord for meget mad, jo mere jo bedre, mikroorganismerne og dyrene skal nok følge med.

Hvis ens jord er mindre end god, og det er den både når den er meget tung og leret, eller alt for let og sandet, er det også plantedele der skal til.

I begge slags jorde er der rigeligt af u-organisk materia­le,

I lerjorden mangler der bare organisk muld til at lette på ler­et, så der kommer liv i den, og vandet kan løbe igennem jorden. Når det er sandjord det handler om mangler den orga­nisk materiale til at holde på vand og næringsstoffer. 

Jordforbedring

Den organiske del af jorden bliver hele tiden nedbrudt, brugt og forsvinder igen, og derfor skal man blive ved med at øse planterester ud over den.

Det hedder jordforbedring.

En rigtig dårlig, men meget nem-og dyr- løsning er at bruge spaghnum. Det kan købes overalt, og består af planterester fra længst forsvundne skove, der er konserveret i sure tørvemoser.

Tørvemoser er sure, i modsætning til det meste jord. Surhed er hvad surbundsplanter som Rhododendron, lyng, blåbær skal have for at trives.

Spaghnum forsvinder meget hurtigt igen, og vores sindsyge overforbrug af det er ved at lægge vores egne sidste moser øde, og nu også tilsvarende moser i andre dele af ver­den.

Det er simpelthen en helt misforstået ide at bruge spaghnum til jordforbedring, undtagen hvis man absolut vil have Rhodo­dendron eller blåbær, når den jord man har ikke egner sig til det.

I en køkkenhave er det det glade vanvid at bruge spaghnum, de fleste køkkenurter kan godt lide kalk, og det ville koste en bondegård at jordforbedre udelukkende med spaghnum.

Jordforbedring kan gøres på mange måder. Jeg synes den nemem­ste og bedste er at dække sin jord om efteråret med alt hvad man kan skrabe sammen af grønt affald, hvad enten det er formuldet i en kompostbunke eller ej. Andre folks blade, der ofte står i poser og venter på storskrald er perfekt, og når de først er blevet våde flyver de ingen steder.

Kom grønt mellem rækkerne i køkkenhaven, på alle afhøstede bede, mellem krydderurterne, og også gerne i staudebedet.

Hvis man har en kompostbunke lægger man det øverst.

I løbet af vinteren er langt det meste væk, jorden under er løs og lækker, og tilbage ligger det mest ufordøjelige. Riv det sammen og kom det på komposten.

Hvis der ligger et tykt lag tilbage der er helt råt og ufor­muldet river man det sammen i marts, så solen kan komme til at varme jorden op.

Hvor der ikke skal sås, f.eks. mellem bærbuske eller stauder kan man bare lade det ligge, hvis det bare er et tyndt lag, det forhindrer noget af ukrudtet i at spire frem.

Fodingstid for jorden

Jordforbedring kan også ske løbende, gennem hele vækstsæsonen, bortset fra når der skal sås.

Man skal bare have den tanke at det er jorden og ikke bare planterne der skal fodres. Kom hakket af­klip, et tyndt lag afklippet græs, og dødt ukrudt(uden frø) mellem rækkerne i kålbedet, aspargeserne, mellem salaten og alt hvad der ikke lige skal skuffes meget tit.

Det holder jorden fugtig og god, gør at man skal vande mindre og sørger for at tilføre den næring, ikke nødvendigvis til planterne, men til mikroorga­nismer og smådyr, og dem kan man som sagt ikke overfodre.

Gravning

Gravning kan være nødvendig for at løsne hård jord, men grav­ning er ikke kun en fordel. Om foråret får enhver rumsen med jorden den til at tørre ud.

Hvis der skal graves er det bedst om efteråret, og så skal man gøre det for at mulde kompost eller dyregødning ned i de øverste jordlag, ikke bare for at endevende jorden. Jorden er lagdelt på den fineste måde, livet ligger i lag dernede, og når man graver ødelægger man det, som når man roder i en myre­tue. Det er ikke godt at grave for meget, også af den grund.

Men så skal det også siges at det kan være meget nødvendigt at grave grundigt for udrydde kvikgræs, skvalderkål, eller tage pippet fra tids­ler. I udpint jord, jord der er smækfuld af vand, ny jord der skal inddrages, eller bare jord der har brændt sammen af for lidt organisk materiale kan en meget grundig kulegravning også være godt og nødvendig.

Hvis det er stående vand der er problemet skal man bare være klar over at man skal helt ned og hakke hul på det lag der forhindrer vandet i at trænge ned. Som regel et såkaldt trak­toselag af hårdt sammenpresset ler der er blevet mast af for tunge maskiner.

Laget kan ligge lige neden uneder et spadestiks dybde, som regel 15-40 cm. nede, og skal som regel hakkes op med en hakke.

Fræsning

En fræser er som en foodprocessor til jord. Det er nemt, og man får ret hurtigt et bed man kan så i, med tilsyneladende løs jord.

Det er bare kun i overfladen. Jeg bruger den selv og med en grundig fræsning kan man klare at få selv genstridig, benhård forårsjord løsnet til en jordknoldstørrelse der så kan kulti­veres videre til et såbed.

Men det smadrer også jorden.

En jord man stille og roligt har forbedret kan blive så løs at fræsning ikke er nødvenigt. Et plantedække vinteren over sørger for at den øverste jord bliver så lækker at en tur med kultivator og rive kan klare arbejdet med at lave et såbed.

Men hvis man ikke er nået dertil, er en fræser en god ting, om ikek andet så til at fjerne det ukrudt der har groet fast i løbet af vinteren.

Hvornår er jorden parat

I enhver havebog står der at man skal så når jorden er tjenlig eller parat.

Og nu vil man så gerne vide hvornår den er det.

Ja, det er den når den er god.

Det er lige så svært at svare på som hvorlænge en kage skal bage, og det skal den til den er færdig.

Når den holder op med at være våd og klistret om foråret, når den smuldrer smukt når man graver en spadefuld op, når den føles varm, når den dufter af forår og ikke mere af vinter, så er den parat til at så i.

Men parathed til kartofler, løg og ærter, er en ting, og parathed til porrer og selleri der kræver mere varme er noget andet.

Der er ikke andet at gøre end at gå i haven med nogen der har erfaring og tjene den sammen selv.

Men hvis man får havekløe hvor jorden er for kold og klæg, hvis der samler sig vand i hulelrne, hvis jorden ikek vil falde af saden skal man gå ind i varmen igen.

Helt generelt kan det slet ikek svare sig at være for tidligt ude.

En uges senere såning betyder kun ganske fådages tidligere modning. Risikoen for at frøene ikke vil spire i for kold jord, går i stå når de bliver plantet ud, elelr går i stok fordi det er for koldt er alt for stor.

Hvis man vil ud og rode er det bede at forberede jorden , mulde sin kompost ned, skaffe sig noget komøj , stikke kompo­sten om og andre jordforbedrende og nyttige ting.

Såbed

Efter fræsningen glatter man jorden ud, først med en kultiva­ter, for at løsne endnu mere, fjerne kviste og sten, og til sidst med en rive for at lave et fint såbed.

Jo finere ting man skal lægge/så, jo finere og glattere bed skal man bruge.

Til kartofler, jordskkeekr, løg og andre knolde skal det ikke være så fint, de skal nok få jordkontakt. Til frø er det vigtigt at jorden er så pulveriseret som muligt, så de små frø har noget at gribe fat i og suge vand fra, og ikke bare havner i en luftlomme.

Rækker

Rækker skal være lige- helt lige, ellers bliver det et helvede at holde rent. især når planterne er meget små er det en enorm fordel at kunne gå meget tæt på med lugejernet, uden at risi­kere at hakke halvdelen af rækken om fordi den bugter sig.

Lav et enkelt system med to pinde med en tyk murersnor imel­lem. Bank dem let ned i hver ende af rækken, og lav riller med hakkejernet eller riven langs med snoren.

Flyt arrangementet og lav en ny rille, til bedet er brugt op.

når rillerne først er der og er snorlige kan man lave dem fine, i den rigtige dybde, fjerne småsten, og endelig vande dem meget våde i bunden før man sår.

Det giver frøene en god start i den fine, men udtørrede så­jord.

Når man sår f.eks gulerødder, dild, havrerod, persille, fenni­kel kan rækkerne være svære at se i lang tid. Både fordi de kan være længe om at spire og at kimbladene er sådan nogle små fimredimser man ikek kan få øje på. Hvis man skal sørge for at holde bedet fri for ukrudts­spirer mens afgrøden gror til må man kunne se rækkerne. Så en smule radisefrø der gror meget hur­tigt oveni de andre frø, så kan man se rækken efter en uges tid.

Rækkeafstand

Rækkeafstand betyder hvor langt der er mellem rækkerne.

På den ene side er det en fordel at der ikke er mere end at de udvoksede planter dækker jorden. På den anden side må de ikke stå så tæt at de ikke kan være der.

Men ikke mindst handler rækkeafstand om at man skal kunne komem til at holde rent for ukrudt mens planterne gror til.

En rivebredde er absolut minimun, og så lige 5-10 cm mere i hver side så man også kan rive når planterne fylder lidt mere.

Med flerårige sager som jordbær og asparges er det en fordel med så meget rækkeafstand at man kan fræse.

Når man dyrker planter der vokser langsomt, som f.eks kål, kan man bruge pladsen mellem dem til noget der vokser hurtigt, f.eks spinat eller orientalske kåltyper.

Det betyder noget hvis man ikke har for meget plads i haven, til gengæld har man lidt sværere ved at holde bedet rent , fordi rækkeafstanden bliver ret lille.

Planteafstand/udtynding

Er det antal cm. der skal være mellem hver plante i en række.

Det varierer enormt efter hvilken grønsag det handler om. Afstander bestemmer hvor store planterne bliver.

Hvis man f.eks gerne vil have små gulerødder eller ved at man spiser dem allesammen mens de er helt nye kan der være 3-4 cm imellem hver plante. Hvis det er store vintergulerødder man vil have skal der 6-8 cm imellem.

Når man planter ud, dvs. sætter planter der er købt eller forkultiveret inde, skal man holde sig til den anbefalede planteafstand.

Hver plante skal kunne være der, have næring , lys og vand nok, og hvis de står for tæt konkurerer de for meget og bliver ikke så flotte som de kan.

I princippet skal udvoksede planter dække bedet helt. Hvad der kan være ret svært at forestille sig når man står med en lille gnalling af f.eks. en kålplante.

Man kan benytte det store mellemrum der er mellem de store planter til at dyrke noget hurtigt i, indtil de store vokser sig til.

Men planteafstand er som regel vanskeligst med såede planter. Det er simpelthen svært at så rigtigt tyndt, og der kommer karsetætte gulerødder op istedet for en fin tynd række. Der er ikek andet at gøre end at tynde. Først med hakkejernet, så rækken bliver smal, og det gør man så snart man kan se den er gal. Det gøres bedst på tør jord. Når rækken begynder at vokse til skal man ned på knæ og fjerne alle de overskydende plan­ter.

Det er en god ide at vande bedet først, så kommer de små plan­ter lettere op med rod.

Som regel kan man vente til der er kommer minigrønsager ud af det før man for alvor tynder. De udtyndede planter , bittesmå gulerødder, rødbeder, fennikel, salat spises som en særlig delikatesse.

Vand igen, og sørg for at lukke jorden til omkring de tilba­geblevne planter, når lugningen er overstået.

Det er godt at give dem en lille bræmme af jord langs rod­halsene, for selvom de ikke bliver tyndet selv, er det en hård tur for dem.

Hvis man ikke får tyndet er der en lang række planter der kæmper så hårdt for livet at de tror de skal dø.

det får dem til at gå i blomst,også selvom de er bittesmå. Specielt spinat, rucola, og salat er meget følsomme, og man ender med en lang række blomster, og  ingen blade som egentlig var det man havde tænkt sig at spise.

Såning

Store frø som ærter, bønner, tallerkensmækkefrø har godt af at ligge i vand i ca 10 timer inden man sår dem, for at blødgøre den hårde skal.

Små frø kan være svære at så tyndt nok.

Bland dem med fint sand så er det nemmere.

Vær opmærksom på at rækken skal være lige tæt belagt med frø, hele vejen.

Pas på ikke at så for dybt, mange frø skal have lidt lys for at spire, og kommer simeplthen ikke op hvis de er sået for dybt. 2 cm er mindre end man tror, 1 cm betyder at man bare drysser en smule jord over dem i en helt flad rille.

Når frøene er sået trækker men lidt jord over dem med riven, og klapper den sammen med riven lodret.

Hvis det er tørt skal man vande både i rillen inden man sår, og igen inden jorden er tørret helt ud. De fine små spirer har ikke meget rodnet og må slet ikke tørre ud. Det skal gøres med spreder eller helt blød stråle, ellers sejler de rundt i jorden, vælter og de kan de ikke tåle.

Såning i potter/forkultivering

Nogle grønsager og blomster skal have længere tid for at folde sig ud, end vores klima giver dem mulighed for.

Det er typisk planter der stammer fra troperne eller subtro­perne, hvor vækstsæsonen er meget længere. F.eks. græskar, agurker, toamter, bønner. Det kan også være planter fra mid­del­havsområdet der dér dyrkes som flerårige men som ikke kan holde til frostvejr og derfor bliver dyrket som énårige hos os. F.eks. artiskokker, og chili.

Hvis de skal blive til noget må de i gang før vejret er til det udendørs.

Også porrer og selleri og kål skal sås indendørs for at nå at vokse sig ordentligt til.

Hvordan man gør med de enkelte planter er beskrevet under de pågældende grønsager.

Her handler det kun om princippet.

Vær opmærksom på at forskellige planter skal sås på forskelli­ge tidspunkter.

Frø bryder sig ikke om særligt meget næring, så man sår i ret næringsfattig jord. Såjord kan man enten købe eller blande selv. Havejord der ikke er gødet blandet med ca 1/3 sand plejer at være godt.

Man komemr jorden i alindelige små potter, potter beregnet til formålet lavet af tørv, potter af æggebakkepapir, eller bare hjemmelavede små potter lavet af foldet avispapir.

Man kan også fint så i brugte kødbakker, æggebakker, foamkas­ser der kar været koteletter i, eller konservesdåser. Bare der er dræn, dvs. at det vand der ikke lige bliver suget op af jorden når man vander, nemt kan løbe af. Hele herligheden fyldes op med jord, helt til kanten. Horefter man presser dem let sammen. Ikke mase, bare så frøene ikke havner i en luft­lomme i jorden.

Så finder man en bakke de kan stå i der er vandtæt. Man kan stilel dem direkte i bakken eller først lægge et stykke gam­melt tæppe i. Man kan også købe løst filt specielt til for­målet der er at sikre at potene ikke tørre ud, fordi de står på et vådet tæppe og kan suge når de vil. Samtidig sikrer det at potterne ikke drukner, fordi tæppet opdsuger overflødigt vand. Man skal i princippet bare sørge for at tæppet ikke tørre ud.

Så sår man frøene, i potterne. Lav en fordybning i den rigtige dybde, med den pind, drys frøene i og fyld hulelrne op med jord. drys et tyndt lag sand ud over potterne, det forhindrer alger og mug i at gro på overfladen. Vand så  på tæppet, eller meget forsigtigt oven i potterne så frøene ikke sejler rundt i potten. De skal være gennemfugtige, men ikke våde.

Stil frøene et lunt sted hvor der gerne må være mørkt, til de spirer. Særligt tomater og chili skal have specielle tempera­turer for at spire, andre planter har det fint med at spire i stuetemperatur. Når der er kimblade at se skal de have lys. Masser af lys, og mindre varme.

Fra nu af handler det om at give planterne det rigtige forhold mellem lys og varme.

Hvis de får for lidt lys, bliver de nogle blege, anæmiske bængler der strækker sig helt vildt for at komme til lyset.

Hvis de samtidig får for meget varme får man nogle helt grote­ske tynde aliens ud af det.

Hvis de får for lidt varme gror de for langsomt, eller slet ikke. For meget lys kan de simpelthen ikke få.

Det ideelle sted at stille dem findes ikke i moderne normal­boliger, medmindre man har en letopvarmet havestue, en kølig kælder eller bagtrappe med godt lys, eller måske et sydvendt værelse der ikke bliver varmet op.

En anden mulighed er at slukke for radiatoren under et vindue og stille dem der.

Den sidste -og dyreste- mulighed er at varme sit drivhus op. 

Det kan være godt at give potterne en slags drivhus af plas­tic over for at holde på fugten. Prik huller i plastic´en så der er luftcirkulation. Hold øje, de må ikke koge, hvad de nemt kan komme til i en solstegt vindueskarm og de skal luftes godt ud hver dag for ikke at mugne.

Artiskokker og selleri er det første man skal så, allerede i februar, hvis de skal blive rigtigt flotte.

Næste hold er sommerblomsterne, tomaterne og chilierne, og de skal ikke sås før tidligst midt i marts.

Hvis man synes at ens indendørs gromuligheder er problemati­ske, dvs for lidt lys og for meget varme skal man vente til 1 ste april.

Når dette hold planter er blevet lidt større kan man godt overveje at flytte dem ud i drivhus eller mistbænk, med varme på så de bliver holdt på mindst 15 grader - også om natten.

Hvis de bliver for kolde kan man risikere at de giver for få tomater.

Chili må under ingen omstændigheder få det koldt om natten, de har bedst at at blive indendørs.

Tredje hold forkultivering sker ikke før i april, og handler om bønner, lathyrus, græskar, agurker, courgetter og kål.

Her sår man i potter eller blokke, direkte i drivhus eller mistbænk. Kål kan godt tåle en frostnat, men resten skal  holdes frostfrie, en lille varmeblæser på lave­ste ind­stilling er nok på det tidspunkt.

Afhærdning

Afhærdning betyder gradvist at vænne små planter der har groet indendåørs, i mistbænk elelr i drivhus til det barske liv udenfor.

Hærdningen handler om at vænne sig til kulde og blæst, men det værste er næsten at vænne sig til direkte sollys.

En plante der komemr lige ud i solen får brandsår på bladene.

Afhærdning forgår ved at flytte planterne ud et sted hvor der er delvis elelr fuld skygge den første dag, og tage dem ind før det bliver for køligt. Over 3-4 dage flytetr man dem så gradvist ud i længere tid, og mere oge mere ud i solen.

Tilsidst må de så tage springet.

Det er en lidt langsom proces, men den betaler sig. Småplanter der kommer direkte ud får et chock og væksten går komplet i stå. Man kan dække med fiberdug når planterne er plantet endeligt ud, for yderligere at mildne processen.

Naboplanter

Der er ingen tvivl om at nogle planter godt kan lide at gro sammen og andre ikke kan. Hermed et skema der viser de mest almindelige antagelser på området.

Planter kan i det hele taget godt lide selskab, en fuldstæn­dig ukrudtsfrihed er ikke godt for dem, de gror bedre med lidt frodighed omkring sig.

Jeg planter så mange planter sammen, i rækker mellem hinanden at de nok skal få selskab.

En antagelse om naboplanter er at de hjælper hinanden med at optage næringsstoffer, holde skadedyr væk fra hinanden, mange planter udsondrer stoffer der enten hjælper eller hæmmer andre planter.

Men under alle omstændigheder er det smukt at se på, og så holder mange planter sammen jorden dækket, fugtig og god på en helt anden måde end bar jord i monokulturbede.

Prikling

Almindeligvis sår man drevne planter meget tættere end de skal stå i potter eller bakker, for dernæst at tage de små plan­ter når de har fået deres første rigtige blade og prikle dem om i større potter med rigtig jord i, hver for sig. Det fore­går ved at gøre hele kolonien af små planter og jord meget våd, og så for­sigtigt vriste jorden fra hinanden, til man har skilt de små sprøde planter ad, med hver sin lille rod. Forsigtig er ikke ordet, der skal omsorgsfuldhed til. Så stikker man de små rødder ned i nye potter med meget løs jord i, hvor man i forvejen har lavet et lille hul der passer. Tryk jorden til og vand forsigtigt.

Her skal de så gro til de bliver plantet ud det endelige sted i haven eller drivhuset. Man kan godt for at spare på pladsen prikle dem om i større potter flere gange, men det er ærlig talt et mas.

En anden og arbejdsbesparende mulighed er at så frøene to i hver potte- i hvert sit hul. Lade dem vokse sig lidt til, og så fjerne den svageste plante i hver potte.

Det kræver mere spireplads, og bedre plads indendørs i det hele taget.

Men man sparer så en masse prikling. Planterne tager ikke skade af at blive delt og plantet om, hvis man bare gør det forsigtigt, og undgår at skade rødderne. Men det får da klart et forspring ved ikke at blive plantet om.

Den sidste mulighed er at så direkte i groblokke. Det er sammenpressede blokke af tørv, til at skille ad, med et lille såhul i hver. Man gør dem våde, sår et enkelt frø i hver og venter. Når planterne har fået det første sæt blade, udover kimbladene, brækker man blokken fra hinanden og planter hver lille blok i en potte med rigtig næringsrig jord. Her kan de så vokse sig til indtil de skal plantes ud hvor de skal vokse. Jeg synes det er ekstremt smart, man undgår at forstyre plan­terne, og det er perfekt hvis man er lidt fummelfingret. Der vil ikke komme planter i alle huller, disse blokke kan man så bruge igen. Det passer desværre ikke så godt med at spaghnum som de er lavet af, er noget man skal spare på. Det er ikke nemt at være konsekvent.

Mistbænk

En mistbænk er et fladt drivhus. Det består at en solid træra­mme, og ofte flere der kan stables oven på hinanden, og et låg af en træramme med glas i. En ret enkel ting at lave selv af et par gamle vinduesrammer.

Man kan dyrke alt i sådan en, og først og fremmest kan man forlænge vækstsæsonen meget i begge ender, men mest om for­året.

I en mistbænk og et drivhus kan man give planterne mere varme, men om efteråret er det ikke bare varme men også lys de mang­ler for at gro.

Jeg synes den er endnu mere anvendelig end et drivhus, jeg bruger den til at så agurker, græskar, lathyrus og bønner i , når den værste frostfare er overstået, det er et godt og be­skytte sted at have salat i bakker eller såblokke der venter på at blive plantet ud, og potter med alt muligt der vokser til til under lidt beskyttede forhold inden det skal ud og friste vejr og vind.

Senere er det et godt sted at dyrke meloner og drivhusagurker,  Tomater vokser naturligt fladt. De kan lige så godt dyrkes i en mistbænk i nedliggende figur, som oprejst i et drivhus.

i alle disse tilfælde dæker man jorden med halm, så planterne ikke har ligegr på den bare jord, og dyrker dem under glas.

Lige som i et drivhus skal man sørge for at der ikke bliver for varmt i mistbænken. På solrige dage har man låget stående åbent, med en pind i, og ellers sørger man for en klods mellem rammer og låg, så luftfugtigheden ikke bliver for høj. I køligt vejr lægger man lågene på om natten.

Drueagurker, asier og frilandsagurker gror fint og lunt i en mistbænk med låget taget af.

Man kan drive tidlig salat, jordbær, rucola, radiser, blomkål og spid­skål, og tidlige kryd­derurter uden at bruge dyr driv­hus­plads,

Mistbænken er også fin til de sidste hold salat, et par blokke persille og purløg, en sent sået rucola, dild og koriander.

Hvis man planter sine bitre salater ud i mistbænk og lægger en mørk måtte eller pressenning over kan man blege julesalat, radicchio lige til frosten tager dem efter jul.

Drivhus

Drivhuset er meget mere end et sted at dyrke tomater og agur­ker. Man forkultiverer og forlænger sæsonen meget i begge ender ligesom me den dmistbænk. Næsten frostsikre plan­ter som arti­skokker, vin og figner i potter overvintrer bedst i driv­hus.

Jeg holder mit frostfrit fra midt i marts. Det er et godt sted at give stueplanter som pelargonier og nerier lidt ekstra forårslys for at få væksten igang, og have potter med løg der skal drives. Der myldrer af potter med frøpla­nter, små violer og akelejer der skal drives, botaniske tuli­paner, sarte clema­tis, blandede forårsløg der er blevet gravet op efteråret før og lagt i potter, så de blom­ster over flere måndeder og flere ­uger for tidligt. Tiloversblevne stauder der slår rod for at blive plantet ud eller givet væk, gaver i form af planter og af­læggere. Småpla­nter af nellike, lavendel, salvie der har stået hele vinteren for at få rødder slås om pladsen med tomatplan­ter, artiskok­ker, nyspiret basilikum, nysåede bøn­ner, og græskar, gylden­lakker og de andre toårige som marie­eklok­ker og digita­lis der blev sået sommeren før. Levkø­jer, skabioser og reseda der ikke er priklet ud endnu

Det er et eventyr at komme ind i, stemningen er hektisk her midt i myldretiden hvem kommer først, og alle vil ud.

Midt i maj er der næsten ryddet, tomater, agurker, chili er plantet ud med et bunddække af basilikum, og kun bønenr og græskar står tilbage, hvis de da ikke er flytte i etplansvilla i mistbænken.

Jeg er klar over at drivhuse er en videnskab, og hvis man bliver grebet må der særlige værker til. Det er i virkelig­heden svært, og vejen er brolagt med problemer, udbytter, skadedyr og alger. Man kan også vælge at betragte det helt uviden­skabeligt.

Det er sjovt at eksperimentere, se hvad der kan lade sig gøre, lege med det som ethvert andet legetøj.

Jeg vil dog medgive at drivhuse skal holdes rene. Skrub det allerede i februar med sæbevand og en blød kost, i alle revner og sprækker. Spul det grundigt og lad det lufte helt ud, før der kommer nye planter i det. Det er en fornuftig forholds­regel mod alskens sygdomme, der har det med at over­vintre i krogene.

Hvis man dyrker i plantesække behøver men ikke skifte jorden ud.

Jeg dyrker i jorden, lægger et tykt lag gødning på om efter­årte, og skifter så de øverste 10 cm jord hvert andet år. Ikke fordi den er træt, men fordi jeg nødig vil have opformeret alt for mange svampe, og skadedyr der bor dér.

Jorden ryger bare ud under porrerne eller kålen, der godt kan lide den.

Vanding

Vand grundigt når der vandes. Jorden skal være pjaskvåd mindst 15 cm ned. Det tager meget, meget længere tid end man regner med. Det er bedst at vande om aftenen. Hvor fordamp­ningen er mindst, og vandet har tid til at trænge ned, inden solen brænder det af. Vand til jorden er mættet af vand, men gør det så sjældent som muligt.

Hvis planterne skal have mulighed for ordent­lige dybe rødder skal de kunne trænge ned, og det kan de ikke hvis jorden lige under overfladen er stenhård og tør.

Hvis man vander for lidt, og for tit, gider planterne ikke lave dybe rød­der, men lægger dem helt oppe i overfladen hvor vandet er, og dør af tørst efter en solrig dag uden vanding.

Det man er ude på er at planterne bliver tvunget til at lægge rødderne dybt ned, hvor der er vand hele tiden, undtagen i decideret tørke. Det er klart at nyplantede og nysåede ting planter skal hjæl­pes igennem, men man gør både dem og mere veletablerede plan­ter en bjørnetjeneste ved at sjatvande.

Når planterne er etableret og gror lystigt burde det kun være nød­vendigt at vande hvis det overhovedet ikke regner.

Men vandingsbehovet er meget forskelligt fra plante til plan­te, se under de enkelte grønsager.

Vandingsreglementer er forskellige over hele landet. Check med kommunen om og hvornår man må vande.

Under alle omstændigheder er det en god ide at samle regn­vand. Hav tønder under nedløbsrørene, måske en dam til endnu mere vand.

Lækkert blødt regnvand er også langt bedre end hårdt kommune­vand.

Urtevand

Mange sværger til at vande med en slags urtete til planter.

Det virker nærende, skræmmer skadedyr væk, og styrker hele vejen igennem.

Det kan også blive en videnskab, jeg nøjes med at have en stor balje med vand og en blanding af brændenælder, rølliker, regnfang, forskellige krydderurtestilke og kulsukkerblade stående i solen. Det syder og gærer, og en gang imellem tager jeg en barnespand af det i en vand­kande fylder op med vand og vander det der ser skravlet ud.

Det ligner noget kogt af uglegylp og barnetæer, og det vir­ker.

Når det fordamper eller bliver brugt, fylder jeg bare på med flere urter og mere vand.

Gødning

Gødning komemr i to afdelinger. Grundgødningen der skal foregå om efteråret, hvor dyregødning graves ned i overfladen af jorden. Man graver det ned for at undgå at gødningsværdien fordamper i den blå luft, og for at sikre en hurtigere om­sætning.

Den anden omgang gødning handler om at give planter der er meget nøæringskrævende et ekstra skud  gødning, og sikre at palnter i meget hurtig vækst får nok at leve af. Det forgår med hønsegødning, kaningødning, eller et handelsprodukt som animix, der består af tørret hønsemøg.

Kompost og planteaffald giver noget næring til jorden, men slet ikke nok til at dyrke grønsager.

Der skal bestemt kompost til, men mest af hensyn til jorden, ikke til planterne. Der skal simpelthen dyregødning til, og meget mere end man tror.

Når jeg nogen gange bliver bedt om at kigge på andre folks­ køkkenhaver, hvor der er problemer, mener de altid det er jorden den er gal med.

Det er det sjældent. Det handler som regel om at man under­vurderer hvor meget gødning der skal til at dyrke grønsager på den ene side, og hvor meget organisk materiale der skal til at skabe en ordentlig dyrkningsjord - og vedligeholde den.

Komøg

Ko- og hestemøj, og da gerne æsel, kamel og lamagødning hvis det er det man har, bør hvis muligt udgøre hovedhjørnestenen i ens gødning.

De er rugbrødet, der opbygger jorden og gøder lang­somt, hvor animix, hønsemøj , kaningød­ning er blødt brød, men høj næring­sværdi, der gøder hurtigt, giver bonus med det samme og meget lidt andet.

Dyrelort er godt, også på grund af det store indhold af orga­nisk materiale, Hvis man skaffer strøel­se fra en stald hvor dyrene går får man en hel del halm oveni købet.

En god grundig grundgødning af køkkenhaven handler om mindst 5 store trillebøre med komøg pr. 25m2.

Det muldes ned i de øverste 15 cm af jorden om efteråret.

Hvis man gør det behøver man kun at tænke på lidt letomsætet­lig gødning til de vireklig næringskrævende afgrøder, som kål og porrer.

Hestemøj kan være udmærket, men ofte er der så meget halm og så lidt møg at det i første omgang virker modsat. Dvs. at halmen bruger så meget kvælstof på at blive nedbrudt at det stjæler alt tilgængeligt kvælstof, så planterne kommer til at mangle den. Sørg for at få så gødningsrig hestegødning som muligt, eller suppler med f.ks hønsemøj senere for at få kvælstof nok.

Selv halmrigt møj er godt, men i første omgang mest pga. dens jordforbedrende egenskaber. i anden omganmg pga. gødnings­værdien. For det kvælstrof der bliver bundet ved nedbrydningen bliver jo frigjort igen når processen er til ende,.

De fleste der har heste er meget glade for at slippe af med hestemøjet.

Planterne har bedst af omsat gødning, dvs. dyremøj der har ligget og komposteret i minsdst et år, gerne sammen med grønt i kompostbunken. Jeg er imidlertid klar over at det har de færreste plads til. Men man kan som regel godt finde et sted hvor en hestemøjsbunke har ligget i et stykke tid.

Også hestemøg skal muldes ned om efteråret, så træstoffet i halmen kan blive nedbrudt.

De fleste planter bryder sig slet ikke om frisk gødning, med undtagelse af kartofler,kål, jordskokekr og artiskokker som man sagtens kan give uomsat møj.

Rodfrugter skal aldrig have frisk gødning, de bliver helt vilde og sender rødder ud i alle retninger for at samle den op, så man får gulerødder der ligner en barberkost.

Hønsemøg

Hønsemøj er ren gødning, og meget stærkt, det til­sætter man efter planterne er kommet i vækst, og har nogle ordentlige blade at trække med. Brug højst en tredjedel spandfuld til 25 m2.

Det virker ligesom NPK gødning, og man skal passe på ikke at svide planterne.

Det er langt bedre at give planterne hønsemøg/animix i små portioner og ofte end i en ordentlig omgang.

Gød forsigtigt, så får man en meget bedre føling med hvad planterne har brug for.

Planter der vokser og har rimeligt mørke blade skal ikke gødes mere.

Gødningen spredes når der er udsigt til regn, eller før man vander. Ovenpå jorden gør den ingen nytte. Hvis det regner for lidt må man vande det ned.

Utidig gødning

Man kan godt gøde med møg om foråret, hvis den er helt omsat, dvs. at man har været så heldig at få fingre i dyremøj som har ligegt i mindst et år. Både den og en velomsat kompost kan man mulde ned i overfladen. Inden man lægegr knolde, elelr plan­ter. Til frøsåede ting skal man vente til rækker­ne er kommet op. Frø bryder sig ikke om gødning, nyspirede planter slet ikke, de bliver svedet af for meget kvælstof på det stadie.

Planter skal gødes når de er i vækst, dvs er kommet godt igang, og har dannet rigtige blade.

Når det er sket kan man gøde med hønsemøj, animix, eller simpelthen med møj lagt ud mellem rækkerne.

Græsafklip har også en vis gødningsværdi.

Det er heller ingen skade til at sprede kompost mellem rækker­ne.

Planters gødningsbehov er vidt forskelligt, her må man se under den enkelte grønsag men krævende og forslugne planter som græskar, kål, porrer bliver ikke til noget hvis ikek de får gødning nok.

Andre planter som salat, gulerødder, løg, og de kvælstoffik­serende som ærter og bønner behøver meget lidt.

Aske

Hvis man har brændeovn, brændefyr eller bare brænder haveaf­fald af får man meget træaske. I mindre mængder er det frem­ragende gødning, og kan bruges i stedet for kalk. Men det er meget basisk, man skal passe på. Et drys som kanel på risen­grød, 2 gange om året er rigeligt.

Hvis man laver kompost kan man drysse det i den, men også her skal det være sparsomt.

Kompost

Kompost består af planter der stille og roligt bliver nedbrudt til muld. Kompost er uundværligt, men næringsværdien er ikke nødvendigvis særligt høj.

Man kan kompostere i en beholder, eller på jorden, i begge tilfælde er det bedst i skygge.

Kompost er ikke bare en bunke haveaffald, hvis den skal kompo­stere og ikke bare rådne eller være uforanderlig i årevis skal der dels kunne komme luft til, dels skal den bestå af mange slags grønt, der er blandet ordentlig. der er foskel på de processer der foregår med adgang til ilt, og uden. Det er dem med luft vi vil have.

Det er ikke særligt svært, man skal bare tænke sig lidt om.

Et ordentligt bunke våde blade komposterer ikke, de rådner bare meget langsomt til en ulækker masse. Tørre blade i læsse­vis bliver slet ikek omsat. Tykke lag græs kan der ikke komme ludft til, men hvis de bare er 3-4 cm tykke skal det nok blive til muld.

Små kviste er gode, de giver luft i bunken, store grene og lange stykker grene bliver alt for langsom formuldet, de skal hakkes i stykker eller brændes eller laves hegn af istedet.

Køkkenaffald som kålblade, rabarberblade, æble -og kartoffel­skræller, og skræller fra al ubehandlet -dvs. økologisk, frugt er godt.

Porretoppe, løgskaller, og alle andre grønttoppe, hår, skæg, æggebakker, kaffefiltre, teblade, kaffegrums, komposterbare grøntbakker, æggeskaller, kattebakke, og resultatet af tømning af enhver slags husdyrbur er alt sammen godt i komposten.

Man må derimod ikke komme andre slags papir, eller nogen form for kogt eller tilberedt mad i den. Heller ikke kogte grønsa­ger. Det tiltrækker rotter, uanset hvor man bor.

Jo mere varieret komposten er jo hurtigere går nedbrydningen, og jo bedre bliver komposten.

Man kan med held drysse kalk  eller træaske mellem lagene, og krydre med ukrudt som brændenælder, røllike - der sætter omsætningen i vejret- og alle andre ukrudtsplanter. Men pas på.

De skal være uden levedygtige rødder hvis det er flerårigt ukrudt det handler om- og uden levedygtige frø, i alle til­fælde.

Man kan godt lave kompost der bliver så varm at den slår begge del ihjel, men jeg ville ikke regne med det.

Ukrudt der skal på komposten skal slet ikke have dannet frø, og det nytter ikke at tørre dem ud, de kan sikkert spire alli­ge­vel.

Skvalderkål med rødder på skal tørre fuldstændigt ud inden de kommer på, kvikrødder er det ikke nok at tørre ud, de må aldrig komme på komposten.

Der er nogel planter man aldrig kommer på komposten, fordi man risikerer at opformere plantesygdomme. Kartoffeltoppe, kålpla­nter med rod, aspargestoppe, roser og hindbær er absolut for­budt.

Hvis man er utålmodig, som jeg er det nogen gange, kan man om efteråret fordele sim kompost hvor man vil have den i haven, og lade vinteren klare resten. For dernæst at skrabe evt. uomsat materiale sammen igen om foråret og begynde en ny kom­postbunke.

Ellers skal den vendes to gange om året.

Hvis man er som folk er flest hælder man bare jo bare løbende sim kompostspand og sit haveaffald og øvrige sine kompost­komponenter ud på sin bunke, omstikningen er samtidig en chance for at få det fordelt så det kan

kompostere ordentligt.

Dvs. at man skovler det hele med greben over i en ny bunke, blander det godt, drysser med lidt kalk og former den til et pænt, fast formbrød på jorden, eller i sin kompostkasse.

Så dækker man med halm eller en løs presenning og lader den tage sin sidste færdigbagning derinde.

Hvis man har paket den godt bliver den varm, og formulder hurtigt til en lækker bunke lige til at vise frem og være stolt af.

Det er praktisk med to kompostbeholdere, f.eks. to tresidede trækasser ved siden af hinanden, når man tømmer den ene hælder man den anden over i den, og starter så forfra i den første. Hvis man vil være ekstra checket har man tre. En under opbyg­ning, en der er lige til at tage af, og en der er ved at bage færdig.

Hvis man bliver grebet-og det bliver man- kan man begynde at se på den måde biodynamikere laver kompost på.

Det er dybt interessant, de bruger urteudtræk til at berige deres kompost, og bygger op på en måde som uanset hvad man ellers måtte mene, virker.

Jeg har aldrig set så smuk, velduftende kompost, og så af­sindigt lækre grønsager som hos biodynamikere der kan deres kram.

Grøngødning

Grøngødning er en helt anden måde at gøde på, der samtidig har en fin jordforbedrende effekt.

Princippet er at man sår en anden plante efter de grønsager man har spist, og lader den vokse hele efteråret/vinteren.

Som hovedregel kan man så frem til 15 August, hvis det skal have virkning.

Man bruger udelukkende énårige planter der visner væk af sig selv om vinteren, og derfor ikke bliver noget ukrudt­sproblem.

Hvis jorden er meget slem kan man vælge at dyrke f.eks lucerne der er flerårig, og lade den stå i to-tre år. Den er både kvælstoffikserende, og løsner jorden ned i flere meters dybde.

Der er flere gode grunde til at dyrke grøngødning.

Den første er at det er noget skidt med bar jord. Jorden har godt af at der er enten døde eller levende planter over den, ellers bliver den hård, slammer til og vasker ud. Til at dække jorden kan man bruge f.eks. havre, almindelig sennep, rucola, hon­ningurt eller boghvede. Den anden grund er at der altid er nærings­stoffer og især kvælstofreser­ver i jorden. Hvis der ikke gror noget vasker det ud me dregnen i løbet af vinteren og ender i grundvand og åer. Grøngødningen holder på nærin­gsstof­ferne vinteren over, så planterne får glæde af dem næste vækstsæson. Her er alle slags grøngødning velegnede.

Den tredie er at jorden har godt af at få tilført flere plan­tedele, hvorfor man ofte dyrker noget der har stor bladmasse, der stille og rolig formulder i løbet af foråret. Som f.eks. spinat, olieræddike, boghvede.

Den fjerde grund kan være at jorden er i dårlig gødningsstand. Så er det en god ide at dyrke kvælstoffikserende planter som lupiner, eller enårige kløver som den smukke blodkløver, aleksandrinerkløver, eller simpelthen rødkløver. den er dog ikek enårig, men kan ret nemt udryddes om foråret.

De kvælstoffikserende planter er alle i familie med ærter og bønner og virker kvælstofsamlende. På planternes rødder lever bakterier som får en jævn strøm af sukkerstoffer fra planten mod at levere kvælstof til den som bakterierne samler fra luften.

Kvælstoffet ophobes i både rod og blade.

Ikke alle bælgplanter samler lige meget kvælstof, ærter minds­t. Når planten dør frigives kvælstoffet igen og bliver til gavn for næste års planter.

Grøngødning kan også bruges til at brække hård, uigennem­træn­gelig vand­lidende lerjord op. Så dyrker man planter med lange rødder som olieræddike eller lucerne.

Der er ingen planter der kan det hele, men der er intet i vejen for at dyrke dem i blanding, og der er mange flere muligheder for grøngødning end de få eksempler jeg har nævnt her.

Frø til grøngødning købes samme sted som alle andre frø.

Sædskifte

Det er ikke kun i landbrug man sørger for at have et sædskif­te.

Også i en køkkenhave er der visse regler man skal følge.

det handler bare om at an ikek må dyrke den samme afgrøde flere år i træk på samme sted.

der er flere grunde, for det handler både om at jorden bliver træt og udpint fordi forskellige planter har forskellige næringsbehov, og dermed trækker forskelligt på jorden. Det handler også om hvornår man gøder kraftigt, til de krævende afgrøder, og mindre kraftigt til de mere nøjsomme. den alvor­ligste årsag er nu at man prøver at undgå alvorlige plantesyg­domme ved at dyrke i frisk jord.

Det man skal tage meget alvorligt er at flytte rundt på karto­flerne. Der skal gå 4 år før man dyrker kartofler samme sted igen.Ellers kan man risikere at opformere kartoffelnematoder, som er små bæster man har svært ved at slippe af med igen.

Jordbær skal også flyttes, og af samme årsag, men også fordi alle planter af rosenfamilien( som jordbær), gør jorden ube­boelig for sig selv.

Kål skal man også sørge for at flytte rundt, så man kun dyrker det hvert fjerde år i samme jord. Kål er i denne forbindelse alle korsblomstrede planter, såsom senep, rucola, radiser, ræddiker. Også grøngødning af korsblomstfamilien skal man vare sig for.

Resten af grønsagerne er det ikke så vigtigt med, og slet ikke fordi man ofte dyrker dem i mindre mængder, og ved siden af hinanden i det samme bed.

Det giver en helt naturlig sammenblanding der godt kan gøre det ud for et sædskifte, bare ikke i de tilfælde jeg har nævnt ovenfor.

For at gøre det overskueligt anbefaler de fleste at inddele stykket i mindst 4 og rotere kål, kartofler og jordbær rundt i det. Hvis man kun har 4 giver det for lidt plads til alt det andet. Men det må blive en individuel sag, det afhænger fulds­tændigt af hvor meget af hver grønsag man har lyst til at dyrke-og spise.

Men det er en god ide at skrive op hvor tingene har groet. Det er kropumuligt at huske hvor f.eks. kartoflerne stod for 3 år siden.

Jorddække

Princippet er beskrevet under 'Kartofler'.

Det handler i al enkelhed om at sørge for at jorden mellem afgrøderne er konstant dækket af plantemateriale. Det er godt for jorden, det gøder også noget, og det mindsker behovet for vanding.

Det kan udarte sig til at blive en hel videnskab, og så langt vil jeg ikke gå. Jeg synes bare at det er en indlysende ting at gøre, det ser rigtigt ud, og jorden synes også godt om det.

Hvis man har dræbersnegle er det imidlertid en rigtig dårlig idé.

Dræbersnegle kan gemme sig i det, mens de spiser sig tykke og fede af det.

Stiklinger

En plante har, som det vil være læseren bekendt, en top og en rod.

Men en plante kan under de rette betingelser danne rod fra en masse andre steder på planten.

Når man hiver et skud af en plante man gerne vil have en plante til af, kan man nogen gange overbevise den om at den skal slå rod.

Nogle planter er nemmere end andre. Pil, figentræer, poppel, pelargonier, nerier, geranier, troldpil, caprifolie er virke­lig nemme at få til at slå rødder. Dem skal man bare stikek ned i en potte med fast jord, vande godt, så skal det nok virke.

Andre kan man uden de store gebærder også få til det. F.eks. lavend­ler, salvier, rosmarin.

Planten er indrettet så der lige rundt om det punkt hvor blade­ne sidder fast er en meget høj koncentration af de hormo­ner der giver planten vækst.

Alt efter hvor kvisten eller grenen er, laver den så blade, blomsterknopper, nye kviste, eller hvis der er mørkt og fug­tigt, rødder.

Det er bare det man udnytter.

Allerflest hormoner er der i veddet lige rundt om der hvor en kvist sidder fast.

Derfor sørger man for at hive en stikling af med en lille 'hæl'. Dvs. at man får en lille smule af barken på den lidt større kvist den sidder fast på, med på kvisten.

Man har størst chance for succes, hvis den kvist man hiver af ikke har dannet blomster.

Så tager man bladene af, så der kun er en lille dusk i toppen. På stiklinger med meget store blade skal der kun sidde et par stykker tilbage, og måske man klipper den yderste halvdel af bladene.

Så stikker man stiklingen ned i en potte med ret fast jord, der gerne må være blandet med 50% sand.

Den skal stå så kun de øverste 3-4 scm stikker op.

Hvor lang den skal være afhænger af planten. En pilestikling kan være 2 meter lang. En Salviestikling helst højst 8 cm.

Så vander man, stikekr et par pinde ded i siden af potten, sætter en plasticpose over potten og lader den stå i skyggen.

Stueplanter skal naturligvis stå indendørs, men i skyggen.

Krydderurtestiklinger, bærbuske som ribs og solbær og måske buksbom til en hæk, som er de mest aktuelle for en køkkenhave tager man i september/ okto­ber, stiller i skyg­gen den første måned og så i drivhus eller mistbænk resten af vinteren. Husk at vande en gang imellem.

Meget hårdføre planter kan man stikke direkte i jorden, et sted i køkkenhaven. Tramp jorden godt til og lad tiden gå.

Det er den nemmeste metode, og selvom det giver en anelse dårligere resultat skal der nok være en hel der der slår an- dvs. danner rødder.

Når planterne har dannet rødder potter man dem op, passer dem med vand og gødning og planter dem ud når de er blevet rigtig fine.

Det er den virkeligt gode måde at få buske, krydderurter og potteplanter på, man ikke har i forvejen, og en hel masse af noget man allerede har.

Fiberdug

Fiberdug er en tyndt, vandgennemtrængeligt kunststof. Det er mælkehvidt, men solen trænger fint igennem.

Det gør insekter til gengæld ikke, hvis det ligger ordentligt fast hele vejen rundt, enten ved hjælp af sten, eller med pinde.

Når man gerne vil lave meget tidlige kartofler, eller lige har plantet noget ud man gerne vil beskytte mod kulde eller sol­skoldning dækker man med fiberdug.

Når man dyrker noget der helt sikkert vil blive angrebet af larver f.eks kål  dækker man hele bedet med det, indtil faren er drevet over og der ikke kommer flere yndige hvide kålsom­merfugle flagrende.

Det kan være lidt vanskeligt fordi de flyver meget længe, og fordi planterne bliver ret høje med tiden, og dugen skal op på et stavær af en slags.

Men hvis man vil have kål kan det være nødvendigt.

Fiberdug er bedre end jordbærnet mod fugle der driller, fugle­ne hænger ikke fast i det, og det er nemmere at have med at gøre.

Vi bruger det også når vi planter hvidløg. Kragerne synes det er helt utroligt spændende med alle de små hvide dimser detr stikker op, og rydder bedet på en formiddag. Irriterende er ikke ordet, og når det er 200 meter rækker er ordet slet ikke tilstrækkeligt.

Kålsommerfugle

De er det ulækreste jeg ved, stinkende grovædende bæster.

Ud fra et mere buddhistisk-holistisk synspunkt er de selfølge­lig små levende væsner, men de skal satme holde sig fra min kål, ellers kommer jeg efter dem.

Midlet hedder Bacillus thuringiensi, det forhandles som 'Bio­bit', eller mere malerisk, 'Gå-væk-orm'.

Klog af skade har det altid på mig, fra det øjeblik jeg har plantet kålen ud. Det tager ganske vist kun et par dage at få det hjem fra f.eks. 'Solsikken', men i de dage æder de lystigt af hjerteskuddene, så jeg vågner om natten af den væmmelige lyd af deres gnaskende kind­barker der gnider hvileløst mod hinan­den derude.

Midlet er godkendt til økologisk avl, det tager kun dem, og en antal andre larver, som f.eks dem der totalt ribber mine stikkelsbærbuske for blade. Midlet opløses til uskadelige for­bindelser ved den første regn. Hvis det regner lige når man har sprøkjtet må man på den igen.

Dræbersnegle

Dræbersnegle er en pest man virkeligt skal tage alvorligt, og hvis man først har fået dem er der flere ellers udmærkede dyrkningsråd der ikke længere holder.

Kompostering oven på jorden, eller i en bunke vil være det glade vanvid. Sådan en bunke er den rene udklæknings­anstalt for dræbersneg­le, og et endeløst spisekammer så det må man glemme alt om, og kompostere i lukkede beholdere, hvor man sørger for at få temperaturen op, så de bliver slået ihjel.

Køb en bog om emnet, ring til praktisk økologi, gå ind på  Havenyt´s hjemmeside, og bliv klogere.

At dyrke med jorddække som er en fantastisk ting er også udelukket hvis man har dræbersnegle, her gælder det om at holde jorden fri for allle døde plantedele, og til at se så man kan fange dem.

Modtag aldrig planter med jord på af mennesker der bor i nærheden af dræbersnegle. Check indkøbte potter for snegle og snegleæg, der ligner hvidgrå lakserogn.

Dræbersnegle er rødlige/brunlige og som regel mindre end de sorte helt uskadelige sorte og røde skovsnegle, der iøvrigt er helt orange. De er helt ander­ledes end kælders­negle der er gul/­gråstribede.

redskaber

haveredskaber er en forlængelse af ens arme, og de skal passe til ens størrelse og kræfter.

Man får gjort meget mere med dem hvis de passer istedet for at bakse med for tunge spader, og mostrøse femtakkede turbokul­tivatorer.

Til en køkkenhave er der brug for ret lidt.

Et hakkejern, der er slebet skarpt er en nødvendighed.

En spade der ikke er for tung, og her et håndtag der passer i ens hånd.

En kultivator, en rive og en trillebør kan gøre det, hvis man da ikke vil have en fræser.

Det kan kun betale sig at købe den mest handlekraftige  og yderige kultivator når man er igang. Mindre modeller kan ikke det de skal kunne, og når man bruger den er det fordi det er for sejt uden.

Et andet redskab der virkeligt er godt hvis man har en større køkeknhave er en hjulhakke. Den består af et hjul, med et skær foran som man stille og roligt kører med langs rækekrne og halshugger ukrudtet. Den er tilstrækekligt fintfølende til at man kan gå meget tæt på rækkerne, og den sparer oceaner af tid.Den gør det muligt at komme selv sejlivet flerårigt ukrudt som tidsler til livs fordi det er så nemt at køre med den.

Jeg har ikke nogen mening om de helt henrivende haveredskaber man kan købe andet end at hvis de holder så holder de.

Skønhed i haveredskaber kommer af at de bliver brugt, ikke af deres pyntelighed.

Men når det er sagt skal man da købe kvalitet fra starten.­Billige og elendige haveredskaber kan ikke holde til det, og to billige er immer væk dyrere end en dyr.

Ordentlige vandslanger der ikke knækker så de lukker for vandet, så man ustandseligt står i den anden ende af haven uden vand er et must. En god håndspreder, en ordentlig sprink­ler, og et sæt gode små hånds­kovle og en håndkultivator er også godt at have.

Div. sådimser, ukrudtsholdere, rosnekurve, kantskærere har jeg aldrig haft brug for.

Køkkenhavens placering

Køkkenhaven skal ligge på den mest solrige plet man råder over. Ellers får man ingen grønsager.

Her hjælper ingen ønsketænkning. Resten er mindre vigtigt.

Læ kan man etablere med hegn, og lidt læ er godt, men for meget læ er ingen fordel i en køkkenhave. Jorden skal selv­følgelig være god, men den kan man forbedre hen ad vejen.

Sol er det vigtigste, og så skal man sikre sig ikke at placere den klods op ad store træer.

Konkurrencen bliver for hård for grønsagerne både om vand og næring, og store træer har kraftige rødder lige så langt ud som kronen.

Økologi

Hele bogen handler om hvordan man gør hvis man vil dyrke-og spise økologiske grønsager.

Der er ingen hokos pokus i det, det er egentligt ganske en­kelt.

Man skal holde sig selv, sin jord og sine planter sunde.

Ikke reparere, medicinere, og sprøjte når det er gået galt.

Man forbygger ved at give sin jord og sine planter så gode og naturlige forhold og så meget omsorg som man overhovedet kan. Det samme gør man for sig selv, sin familie og sine venner.

Det meste af det er simpel sund fornuft af den slags vi alle har.

At dyrke planter, at holde sin have, at passe på sig selv kan være en videnskab, eller også er det bare noget man gør, med et minimum af hjælp fra sine venenr, bøger, fjernsyn.

Hvis man ophøjer et køkkenstykke, sin madlavning eller sin sundhed til et videnskabeligt projekt er man på afveje.

Mad er ikke medicin, mad er mad, og hvis vi spiser godt holder vi os raske. Havebrug er ikke at styrte rundt i hælene på PH værdier, minralbalancer, jordprøver og smælderlar­ver.

Begge dele handler om liv, om glæde, om nydelse, og den er er svær at fange hvis det man ser er kosttabeller, rosenrust,og bladlus istedet for dejlig mad, roser der blomstrer, og de mariehøns der nok skal få gjort kål på bladlusene.

Økologi handler ikke om alt det man ikke må, det handler om at verden er fuld af dejlighed, som man skal passe på ikke at ødelægge, værre er det ikke.