Fenikkel

Knoldfennikel har sin egen charme, som er så italiensk, at hver eneste gang jeg bliver glædeligt overrasket over et tyndt høvl fenikkel i en salat, så får jeg det særlige feriesug i maven. Som ferie i varmen, skoldende frokosttid i Rom, salat og grissini i skyggen, en flaske iskold San Pellegrino, snehvid dug og den særlige undertrykte larmende stilhed, der er i en storby i middagspausen.

Fenikkel er to ting, i vores tid, den vilde fenikkel som vokser virkeligt vildt i hele Sydeuropa, og betragtes som et alvorligt invasivt ukrudt i Californien, og knoldfenikkel som er en grøntsag, hvor den del man spiser er de opsvulmede bladskeder (!)den er gennem mange, mange år . udviklet og udvalgt ud fra den vilde fenikkel , som er en  ret træet fætter til dild og alle de andre skærmplanter vi dyrker. Knoldfennikel er formodentlig fremelsket på Azorerne, ved simpelthen at udvælge de mest kødfulde fennikelplanter over rigtig man år. Måske  har den azoriske fenikkel været isoleret så længe, at den simpelthen er blevet mere kødfuld derovre, for bladskederne på den vilde er ikke til at spise. Krydderurten fenikkel er en flot sag, op til 2 meter i sydlige egne, både i dens gulgrønne form og den Bronzefenikkel mange bruger som pynteplante.

.

Knoldfennikel i haven bliver nu næsten lige så høj, hvis den får lov at gå i blomst, og det skal nogle af dem den bestemt have lov til. Så får den mest utrolige vajende fjerdusk af filigranblade, præcis som fjerprydelsen på en apachehøvding. Fenikkelblomster er fine i buketter, de giver lige den lethed og grønhed som er velgørende mellem mere prangende blomster.

Begge dele er værd at have i sin have, bladene på vild fenikkel er lidt mere aromatiske end på knold fenikkel, mens blomsterne på knoldfennikel blomsterne alene er rigeligt grund til at dyrke den, de er større, mere saftige og står i meget længere tid end blomsterne på krydderfenikkel, og de smager virkeligt dejligt, både som frisk urt, og som tørret.

 de er et under i limegrønt, med en intens duft, og smag som er skøn til al fisk, grøntsager, lyst kød. omvendt kan både blomster og blade bruges som krydderurt, fra begge slags fenikkel.

At dyrke fenikkel

Knoldfennikel, er helt uproblematisk at dyrke i sin have. Ingen skadedyr føler sig – så vidt jeg har erfaret – fristet af dens overvældende anisduft. Den kan naturligvis sås direkte, men der kommer mere sikkerhed ved at forkultivere den i bakker fra midt i april og til sidst i juli.

Planterne kommer op som små fjottede kimblade, der ligner dild til forveksling, og de er svære at se, og i løbet af forbløffende kort tid har man en række fuldbyrdede fennikler. De er lidt usandsynlige at se på, man tvivler til det sidste på, om de virkelig kan gro hér så langt mod nord. Men det kan de sagtens.

I Italien, hvor der jo er en del varmere, er fenikkel en vintergrøntsag. Man benytter den køligere vinter til at dyrke fenikkel i, omtrent som vi dyrker spinat i de køligere måneder, for at den ikke løber i stok med det samme. Sorten ’Zefa Fino’ – som er en smalhoftet sag i modsætning til de runde, vi ellers ser – har ry for at være den mest hårdføre, og daglængdeneutral, hvad der betyde rat den ikke går i stok når dagene bliver lange om sommeren. Men fenikkel har det klart bedst i køligt vejr, og det er fint at dyrke både tidligt forår, og igen med en såning omkring 1 august.

En række på 5 meter er for meget på én gang, man kan ikke nå at spise dem, før de bliver træede. 2 meter og så 2 meter igen lidt senere er den gode måde at så dem på. Hvis man sår dem direkte skal de sås med 2 cm imellem, og udtyndes. De udtyndede planter kan også plantes over i en anden række, som så bliver forsinket en uge eller to i forhold til dem, der bliver stående.

Efter udtyndingen og når man planter forkultiverede planter skal der være 15 -20 cm imellem. Man kan sagtens plante dem i august og lade dem vokse til i det fugtige kølige efterår.  . Der skal ikke meget gødning til, men der skal vandes, hvis det er meget tørt, ellers bliver de træede og vattede. Fenikkel skal som radiser vokse hurtigt for at blive sprøde.

krydderurten fenikkel er som dens invasive personlighed antyder, meget nem at dyrke. Hvis man har den én gang, har man den altid, og det er et plus, for hver enkelt plante er nok en staude, men en kortlivet en.

Den pynter lige så meget i grøntsagshaven, mellem sommerblomsterne og i staudebedet. Forkultiver den første gang i det tidlige og plant ud i løbet af foråret, Bronzefenikkel er vidunderlig, om end smagen er lidt blegere, den blomstrer limegrønt mod mørke blade, og er en meget fin staude.

Krydderfenikkel foretrækker let og stenet jord, med godt dræn, den kan dyrkes meget tæt på havet, knoldfenikkel er en huskat der bedre kan lide mere fedme i jorden.

Fenikkel i Sydeuropa får mere smag, jorden, solen gør sit, og den er værd at samle når man er der. man skal bare ikke forveksle den med de mange slags Ferula der vokser samme steder, de smager frygteligt, og har ikke samme anisduft.

At spise fenikkel

Den egentlige udfordring med en køkkenhave er at få noget dejligt ud af det hele, mens det er allerbedst. Med fenikkel er det mens, de er slanke og ungpigeformede. Når de når matronestørrelse, bliver de under alle omstændigheder vattede og træede.

Sprødheden er fenniklens mest interessante fortrin, og så den fine anissmag, som nogen bilder sig ind, de ikke kan lide. Når man har fået den ind i køkkenet, skal man skynde sig at spise den, mens den virkelig er sprød. Også selvom fenikkel er én af de få grøntsager, som holder fint en uge på køl i en plasticpose.

Den store fidus med fenikkel er at skære den ikke bare i tynde, men i utroligt tynde skiver. En god ostehøvl eller et skarpt mandolinjern er ideel at høvle med, og hvis fenniklen er for bred, skærer man den over på langs først. I det hele taget skal den altid skæres på langs, med mindre den er blevet lidt for trind, så er den mørest på tværs.

En delikatesse man kun kan få fingre i, når man selv dyrker fennikel, er den lækre rod. Den er på størrelse med en lille gulerod, har konsistens som en persillerod og smager af anis. Brug den rå, eller tilbered den som enhver anden rodfrugt.